#38 Adventssnak: Sofie Ude
top of page

#38 Adventssnak: Sofie Ude

Opdateret: 30. dec. 2019


I denne lille serie vil jeg fejre den forestående højtid ved at interviewe særligt udvalgte personer på en uformel og uhøjtidelig måde. Håbet er at sprede hygge, men også at blive klogere på nogle af de emner, der optager os alle sammen. I denne uge bliver interviewet foretaget over mail og omhandler ikke julerelaterede emner, men i stedet de temaer, som jeg synes er de mest spændende, når jeg nu er så heldig at have en aftale med bloggeren Sofie Ude.


Først lidt info: Sofie Ude har været blogger i knap fem år og skriver om stort og småt, og det er især hendes mix af det nære og det personlige blandet med det politiske og det samfundsrelevante, som jeg synes er interessant. Jeg husker især et nyligt indlæg, hvor hun skriver et fiktivt brev til en medarbejder hos pladsanvisningen og debatterer forholdene i daginstitutioner, og så et kærligt-kritisk hyldestindlæg til Sønderjylland med udgangspunkt i rejeost og genbrugsbutikker. Hun bruger tit humor og finder på skæve vinkler til både børneopdragelse og politiske emner som eksempelvis klimakrisen, og hun anvender tit, både direkte og indirekte, hendes uddannelse i sociologi, så indlæggene ikke kun bliver personlige og anekdotiske, men også mere alment interessante og debatskabende.


Der er primært fire grunde til, at jeg gerne vil interviewe Sofie Ude:


For det første er hun en dygtig blogger, som har givet mig nogle gode læseroplevelser, og den mulighed vil jeg også gerne give til mine egne læsere ved at udbrede kendskabet til hende. Jeg har sådan en ide om, at hvis man godt kan lide min side, kan man også lide Sofies.


For det andet er hun en spændende person, og jeg er nysgerrig efter at høre, hvad hun mener om forskellige emner. Lige siden jeg læste nogle af hendes første tekster, har jeg eksempelvis haft lyst til at vide noget om, hvilke sociologer, der særligt betyder noget for hende.


For det tredje er jeg på jagt efter samarbejdspartnere i denne underfundige blogverden. Jeg er måske den største amatør i hele det forjættede blogland, så når der pludselig opstår en mulighed for at interviewe en rutineret blogger som Sofie Ude, slår jeg naturligvis til.


For det fjerde kan jeg godt lide sådan nogle korte mailinterviews, hvor man hører interessante menneskers holdninger og anbefalinger til diverse emner. I information har de i flere år i weekenden haft både et helt kort interview, hvor en kendt person fortæller om sine favoritbøger, og et andet interview, hvor en aktuel person fortæller noget om et presserende emne, og jeg er vild med formatet.


Nå, men her kommer det så. Interviewet med Sofie Ude. Jeg har struktureret det sådan, at de første fem spørgsmål primært er børneopdragelsesrelaterede, mens de sidste fem er mere blogrelaterede (simpelthen fordi jeg er pokkers nysgerrig efter at høre noget om den del også). Rigtig god fornøjelse:


Hvilken sociolog skal man læse, hvis man gerne vil blive en bedre forælder?


Lige nu er jeg ret optaget af Sara Alforts ”Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid”. Hun er ikke sociolog men journalist, men man kan sige, at bogen er meget sociologisk relevant. Omdrejningspunktet er begrebet forældredeterminisme, der er ideén om, at dét, forældrene gør eller ikke gør, har en altafgørende betydning for alle aspekter af barnets skæbne. Det er jo et helt afsindigt ansvar at lægge på forældrene, og det fjerner fokus fra alt det, vi ikke kan gøre noget ved – for eksempel alle de mennesker, barnet vil møde på sin vej, de strukturer, det er indlejret i og livets tilfældigheder i det hele taget. Den handler om, at vi skal huske proportionerne i vores rolle som forældre, og at vi indimellem skal blive bedre til at lukke ørerne så vi kan høre, hvad vi selv tænker.

Jeg synes dén bog burde gives til alle forældre, og jeg har faktisk selv lige købt den i julegave til min veninde, der er nybagt mor. (Og alle forældre, måske især mødre, burde i øvrigt også læse Line Jensens bøger – ”Hver dag starter det forfra” og ”Det store regnestykke”. Det er så befriende, at nogen taler højt om alle de aspekter af forældreskabet, der ikke findes under hashtagget #mitguld på Instagram).


Hvad har det betydet for din egen rolle som opdrager, at du har beskæftiget dig med sociologi?


Jeg tror det har betydet, at jeg er temmelig kritisk i forhold til normer og strømninger i forhold til forældreskabet. Lige nu er idealet for forældreskab et voldsomt intensivt og krævende ét af slagsen, men hvordan vi ser på forældreskabet som ”rigtigt” eller ”forkert”, er hele tiden i forandring og er afhængig af tid, sted og alt muligt andet– tænk bare på, hvor meget anderledes vores forældre gør forældreskabet end os? Vores børn kommer helt sikkert også til at ryste på hovedet over nogle af de ting, vi gør i dag. Jeg hviler ret meget i, at det hele nok skal gå, hvis bare vi som forældre udgør en tryg og kærlig base for vores børn, og er nogle nogenlunde gode rollemodeller i forhold til, hvordan man er et ordentligt menneske.


Hvad synes du, at mange forældre tænker for lidt over?


Jeg tror, at forældre i dag tænker helt vildt meget over dét at være forældre. Måske vi skulle blive bedre til at tænke lidt mindre, og bare være?


Hvis du fik lov til at være statsminister med 90 mandater i ryggen, hvilke tiltag ville du så gennemføre på børneområdet?


Jeg ville sørge for en ordentlig normering i daginstitutionerne og skolerne, og sløjfe alt dét, der handler om at måle og veje børn. Jeg ville indføre omsorgsdage for bedsteforældre og sløjfe at man kun kan tage én (eller nogle steder to) af barnets sygedage. Og så ville jeg indføre en ret til deltidsarbejde for småbørnsforældre, og vedtage en lang (delt!) barsel indtil barnet er 2 år.


Hvilken skønlitterær bog burde alle læse?


”Planen” af Morten Pape. Jeg synes sproget er fantastisk, og den var for mange en vigtig øjenåbner til et miljø, de færreste af os kender. Efterfølgeren, ”Guds bedste børn”, er også god.


Hvorfor er det næsten kun kvinder, der blogger?


Det kommer vel an på, hvilke typer af blogs, man kigger på? Der er en klar overvægt af kvinder i livsstilsblogs, mens jeg tror der er flere mænd, der blogger på avisernes debatsider fx. Det korte svar er vel, at det handler om stereotype og gammeldags kønsroller, hvor kvinder typisk er mere orienterede mod hjemmet/børnene/madlavningen, mens mænd er mere orienterede mod økonomi og politik?


Hvilket emne kunne du bedst tænke dig, at jeg skrev et indlæg om?


Jeg kunne godt tænke mig at læse lidt mere om køn. Det optager mig en del for tiden, fordi min 4-årige er nået til en periode med fuld smæk på lyserød, glimmer og alt med Anna og Elsa.


Hvad er din vildeste bloggeroplevelse?


Jeg tror det var, da jeg udgav et skriv om abort, og der kom virkelig fin feedback ud af det. I det hele taget synes jeg, at det er vildt når jeg sender noget ud i verden, der på en eller anden måde er sårbart eller vil noget vigtigt, og det bliver grebet godt af dem, der læser med.


Hvad er det værste ved at være blogger?


Jeg synes ikke der er noget, der er dårligt. Min blog er en hobby, så der er intet pres i forhold til læsertal, frekvens osv. Og så har jeg aldrig fået dumme eller tarvelige kommentarer, tværtimod.


Hvad ville være dine vigtigste råd til en relativ nyopstartet blogger?


Jeg tror, at man skal finde noget at skrive om, som man virkelig brænder for – ellers bliver det vel hurtigt kedeligt? I starten, hvor det kun er Onkel Allan og din gamle folkeskoleveninde, der læser med, skal du jo stadig synes det er fedt at blogge. Og så skal man være pålidelig i forhold til, hvad man udgiver og hvor ofte man udgiver.


…….


Det var så interviewet med Sofie Ude, som både har inspireret mig til at tage på folkebiblioteket og gå i tænkeboks i forhold til at skrive nogle flere indlæg om køn i det kommende år. Du kan følge hende på Sofieude.dk, hvor hun jævnligt blogger om stort om småt.


Tak fordi du læste med og rigtig glædelig jul.



PS. Hvis du er enig med Sofie i, at det er spændende at læse om køn, har du måske lyst til at læse mit indlæg om at afskaffe fædreture i folkeskolen.

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page