#10 Måske bliver min søn tjener

Måske bliver min ældste søn tjener, som han siger, han vil være. Måske holder han rent faktisk fast igennem hele skoletiden og proklamerer stolt efter 9. klasse: Ja, I troede, det bare var noget, jeg sagde for sjov, da jeg var lille, men jeg er virkelig helt sikker på, at det allerfedeste job for mig er at blive tjener på en restaurant.


Og hvordan vil jeg så forholde mig til det? Vil jeg klappe ham på skulderen og sige: Det er godt, du ved, hvad du vil, min dreng, mens jeg indvendigt tænker, at det her skal vi have gjort noget ved. Vil jeg føle det som en del af min forældrejobbeskrivelse at forsøge at ændre hans fremtidsdrømme, hvis de ligger for langt fra mine egne idealer om det gode liv? Og vil jeg anvende nederdrægtige metoder som ”den uforpligtende samtale”, hvor vi sætter os ved computeren og søger lidt på tjeneres arbejdsforhold for langsomt at finde ud at ”sådan nogle tjenerlønninger er vist ikke ret høje” og ”det er godt nok nogle dårlige arbejdstider”, og vil jeg på den måde prøve at manipulere hans elastiske teenagehjerne, så han på et tidspunkt selv erkender, at han måske lige skal overveje gymnasiet en ekstra gang. Og vil jeg bagefter have en dårlig smag i munden over, at han nu overvejer den ungdomsuddannelse, jeg mener er den bedste for ham, eller vil min kæreste og jeg bekræfte hinanden i, at han som type simpelthen egner sig bedst til gymnasiet, og at det er godt, at vi puffer ham i retning af det, som vi ved er bedst for ham.


Eller vil jeg rent faktisk lade ham leve den drøm, som han mener er den bedste for ham. Også selv om det er at blive tjener eller skraldemand eller toiletrenser-assistent. Og burde jeg ikke netop stole på, at vi med vores måde at være forældre på har opdraget et barn, der er i stand til at træffe selvstændige beslutninger og føre dem ud i livet. Og hvis det skulle ende med nogle dårlige erfaringer, er det så ikke også netop det, der er med til at forme et ungt menneske. At man gør sig sine egne erfaringer i stedet for bare at gøre som ens forældre siger. I virkeligheden burde vi måske tage det som en tillidserklæring, hvis en af vores sønner beslutter sig for at gøre noget, der ligger langt fra de veje vi selv har valgt, fordi det kunne tyde på, at vi har opdraget et barn, der er i stand til at mærke efter og gå efter det han helt reelt har mest lyst til.


Men for pokker hvor må det være svært at stå model til, at ens børn træffer ”forkerte” beslutninger, men hvor håber jeg dog bare, at jeg vil være sådan en far, der vil støtte dem i deres egne valg og lade være med at være bedrevidende og hvad-sagde-jeg-agtig, når de en dag kommer hjem, og tingene ikke er gået helt som de drømte om.


51 visninger