Jeg ved ikke, hvad det er med mig og forår. Jeg bliver lige overrasket hvert år, når årstiden indtræffer. Som en bjørn, der træder ud af sit vinterhi, misser med øjnene og forbløffes over, at der også findes et liv i lyset. Betyder det så, at vi ikke længere føle os som Anders And, der åbner døren i Disneys juleshow? Er den lange mørke sæson virkelig erstattet af blå anemoner, fugle der synger om morgenen og græs, der kæmper sig op igennem fliserne? Er det virkelig nu, vi skal finde overgangsjakkerne frem og endnu en gang konstatere, at vi mangler fornuftige sko til de måneder, der ligger midt imellem vinterstøvler og klip klappere…..
Ja, faktisk sætter forårets første rigtige solskinsdag hvert år en tsunami af tanker og følelser i gang hos mig, og ofte resulterer det i en form for dvale, hvor jeg fuldstændig glemmer alt omkring mig, fordi jeg bliver overvældet af positive vibrationer. Og det er jo helt okay, hvis det sker en søndag morgen på terrassen eller en solrig dag i påskeferien, men det er noget rod, hvis man sidder på sin cykel eller er i færd med at krydse en trafikeret landevej.
I år indtraf forårsdvalen på et semi-uheldigt tidspunkt:
Det var en lørdag formiddag, og vi skulle ud og besøge nogle venner. Jeg skulle nå en syv- otte praktiske gøremål inden afgang, og som så ofte før havde vi en togdeadline, der betød, at vi skulle have begge børn til at sidde køreklare i ladcyklen cirka en halv time senere. Nå ja, ladcyklen. Jeg kunne ligeså godt fikse den med det samme. Det er så irriterende at stå og have det hele klar, og så kommer man i tanke om, at man skal finde batteri og fjerne overdækket og alt det der. Jeg kunne ligeså godt bare gøre det og så vente lidt med at afbryde børnene, der så ud til at have gang i en god leg på stuegulvet.
Jeg tog mine ekstremt-familiefar-agtige croqs på og trådte ud af døren. Og så skete det. Slam! Lige der! Solstråler med slagstyrke ramte mig i fjæset. Ikke de der amatørlige halvvinterstråler, hvor man stadig overvejer halstørklæde. Næ nej. The real deal. Shorts og t-shirt-strålerne. Gud, hvor føltes det rart. Jeg havde helt glemt, at det kunne være sådan. Og var alt ikke også pludselig blevet grønt? Nej, hvor hyggeligt. Der sad vores søde naboer og nød livet foran deres hus. Hvor fint. Med kaffe og alt muligt. Der findes jo faktisk ikke noget bedre end at sidde udenfor og drikke kaffe: ”Jeg tror sgu lige, jeg går over og siger hej.”
-Hej med jer. Sidder I bare her og nyder livet?
-Ja, for pokker. Man skulle tro, det var sommer.
-Det er da godt nok også en skøn krog, I har her.
Og så spurgte de, om jeg stadig var hjemsendt, og om min kæreste var hjemsendt, og det var vi jo, og så kunne jeg fortælle dem, at vi nok snart ville komme tilbage, og at det ville blive noget af en omvæltning. Og det kunne de godt sætte sig ind i, men de glædede sig nu mest til alle festivalerne, og det var godt nok spændende, om de overhovedet blev gennemført. Ja, det var sørme spændende, og da også utroligt, at regeringen ikke har meldt noget ud. Og så begyndte vi at tale om regeringens coronahåndtering, og den slags samtaler trækker jo gerne ud, og inden jeg vidste af det, var der gået ti minutter, og jeg havde glemt alt om tid og sted og slet ikke opfanget, at de indenfor havde fået pænt travlt.
Indenfor forløb det nogenlunde sådan her (har jeg fået fortalt):
-Hvor pokker er far? Vi skal køre om et kvarter.
-Jeg gider ikke med.
-Selvfølgelig gider du med. Det bliver vildt sjovt. Tag nu nogle strømper på.
-Jeg gider heller ikke med.
-Nej, nu stopper I to og tager noget tøj på. Jeg skal også nå at smøre madpakker. Og har I overhovedet fået børstet tænder?
-Nej
-Nej.
-Hvor fanden er far? Det er da helt utroligt.
Udenfor:
-Hvor er det skønt, at det hele er ved at åbne op.
-Ja, og så mens det bliver bliver lysere og lysere. Og vi skal ingenting i weekenden, så vi kan bare rigtig tusse rundt og nyde det. Har I nogle planer?
-Nej….vi skal også bare….nej vent lidt. Vi skal ud og besøge nogle venner. Nu! Fuck Jeg har travlt. Jeg bliver nødt til at komme i omdrejninger. Tak for snakken og fortsat god dag.
---
Og således trængte realiteterne igennem dvaletilstanden og førte mig tilbage til en formiddag med pludselig travlhed, uredt hår, ubørstede tænder og hasarderet ladcykelkørsel mod en togafgang, som det kun lykkedes os at nå, fordi DSB var solidarisk og også var gået i en form for forårsdvale.
Men vi nåede trods alt det hele. Og nu er vi for alvor klar til foråret.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Comments