top of page
jesperkoerstz

#11 Top ti- seje skuespillerfædre

I børneopdragelsesverdenen er vi vilde med top-ti-lister, og vi er vilde med fædre. Derfor kommer her en liste over de ti mandlige skuespillere, det ville være fedest at have haft som far (nok især hvis man var barn i 90’erne).


10 James Eckhouse

På tiendepladsen har vi Brandon og Brendas far Jim Walsh, der er så meget far, at man næsten ikke fatter det. Han er ansvarlig, rolig, bestemt, lyttende (i hvert fald indimellem) og helt igennem troværdig, og når man ser ham, tænker man: ”Det er godt nok en ekstremt faragtig type, der går der.” Og det er måske også hans svaghed og grunden til, at han ikke kan få en højere placering på listen. For det er jo ikke ubetinget cool at have en far, der bare er helt vild faragtig. Det er jo ikke sådan, at man sidder til samling i anden klasse og med stolthed i stemmen siger: ”Min far er bare utrolig tryg og venlig, og i øvrigt arbejder han som revisor.”


9 Arnold Schwarzenegger

Nej, så er der mere power i niendepladsen, som naturligvis er Arnold Schwarzenegger. Det er cool, især i de mindre klasser, at kunne sige, at ens far har været en terminator-dræber-maskine, og at han har pløkket russere med kalashnikovs og sprunget stort set alt tænkeligt isenkram i smadder. Det er også sejt at kunne sige ”min far er stærkere end din” og så pifte, og så er det daddy Arnold, der dukker frem bag hjørnet og smøger ærmerne op for lige at sætte trumf på.

Men det trækker tilsvarende ned, at han bagefter er blevet politiker, når han nu har kunnet vælge mellem alle mulige seje i jobs i verden. Og så nytter det ikke noget, at det er i en slags ”fantasistat”, hvor der gælder alle mulige skøre regler. Politiker er bare ikke sejt nok til, at man kan forvente at få en topplacering på en højprestige liste som denne. Og her trækker det i øvrigt også ned, at han har et håbløst efternavn som Schwarzenegger, som det jo vil tage et barn adskillige skoleår at lære at stave til.


8 Dick Kaysø

Dick Kaysø og Peter Schrøder er to nærmest identiske bud på den socialdemokratiske far, og jeg bliver naturligvis nødt til at have en af dem med på listen. Og selvom Peter Schrøder var en dygtig parcelhusfar i den der komedieserie, hvor han var postbud, så er det altså bare svært at være oppe imod Krummernes far, der drikker hof med viceværten. er skolelærer, lidt overvægtig og laver en masse fejl med hjertet på rette sted. Måske var Dick Kaysø definerende for farrollen i Danmark, som James Eckhouse var det i USA.


7 Michael Falch

Michael Falch skal have en plads, fordi han i Tarzan mama mia spillede en far, der giver sin datter lov til at have en hest i en lejlighed. Og så fordi han er rockstjerne. Det er en ret sej kombination, og hvor mange børn kan egentlig sige følgende om sin fars profession: ”Hvad min far laver? Han er skuespiller. Og rockstjerne. På samme tid”

Og så trækker det selvfølgelig ned, at han er mere musiker end skuespiller, og at han ikke er en sej international musiker eller superprofileret skuespiller, men lad mig her minde om, at han jo rent faktisk vandt en Bodil for sin rolle i Mord i mørket, ligesom han jo også en gang har dannet et ægte rockband i Malurt, så kom ikke her og sig at Michael Falch kun er en svigermors drøm og et land uden høje bjerge. Han er meget mere end det. Og hans nye plader er faktisk ret gode, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvor højt han kunne være havnet på denne liste, hvis han de sidste fyrre år havde drukket lidt mindre, været lidt mere far og spillet lidt mere skuespil.


6 Ove Sprogøe

På sjettepladsen finder vi Over Sprogøe, og du tænker måske, at han er alt for gammel (og død) til at være på listen, og det er han sådan set også, og det er derfor, han kun har fået en midterplacering. Hvis han havde været sprællevende, er jeg sikker på, han ville have kandideret til en podieplads. Ove var noget så sjældent som en skuespiller, der ikke gjorde et stort nummer ud af sig selv, og det er cool i en verden, hvor vi alle sammen vil være rockstjerner og blogejere, og hvor det handler om at få likes og være i vælten hele tiden. Jeg er sikker på, at Ove ville råde sine børn til ikke at være på Facebook, ligesom han ville lære dem at tage bussen på arbejde, som han selv gjorde det i hele sin aktive karriere. Og så ville han lære dem, at man skal behandle folk ordentligt og præsentere dem for værdier som ydmyghed, ordentlighed, kreativitet og hårdt arbejde. Som en anden doktor Hansen faktisk. Og prøv lige at tænk på hvor fedt det ville være at have doktor Hansen som far. Et entydigt godt menneske, der aldrig laver fejl - og så pyt med at man også har lidt Egon Olsen inden i sig.


5 Ib Schönberg

Ib Schönberg har stået fadder (ha ha) til en af de mest ikoniske filmfigurer inden for far-industrien og oven i købet sat fokus på det helt vanvittige scenarie at være enlig far med fire børn. Heldigvis var han det i en tid, hvor solen altid skinnede, og hvor overklassens mænd ikke selv skulle udføre husligt arbejde. Men alligevel. Ib har om nogen gjort sig fortjent til en plads på denne liste.


4 Indiana Jones

Ja, jeg mener Indiana Jones og ikke Harrison Ford. Jeg tænker ikke på Harrison Ford som andet end en middelmådig far, mens jeg til gengæld vurderer Indiana Jonas til at være EKSTREMT sej. Og hvis du synes, det er åndssvagt, at jeg pludselig tager en fiktiv person med på min liste, og oven i købet en, der ikke har børn, må jeg straks anbefale dig at lave din egen liste. Indiana Jones skal på min top ti, og det er ikke til diskussion. Han er arkæolog og dybt fordybet i historiske og kulturelle forhold, men når det virkelig brænder på, griber han sin pisk og kæmper mod slanger og kannibaler og dyr og banditter i alle terræner, og han giver aldrig op, før han har fundet sine graler og ringe eller hvad det nu er, han leder efter. Akademiker til hverdag og superhelt, når det brænder på. Kan det blive sejere?


3 Tommy Kenter

Ja, det kan det, men nu nærmer vi os også eliten. Du er måske ved første øjekast overrasket over at finde Tommy Kenter på denne liste og så endda helt oppe i toppen, men det betyder blot, at du er en af de heldige, der stadig har til gode at se afslutningsscenen i Lad isbjørnene danse, som er en af de stærkeste far-søn scener i danske film nogensinde, og uden at røbe for meget kan jeg fortælle, at der i en god far-søn-scene sagtens kan indgå socialt boligbyggeri, Return to Center og syltetøjsmadder. Hvis du allerede har set filmen, er du formentlig enig med mig i, at Tommy Kenter ville være ret cool at have som far.


2 Jesper Christensen

Han har spillet Nannas far, og det berettiger i sig selv til en top tre placering. Men derudover har han spillet hundredevis af andre farroller, blandt andet ham der hippiefaren fra Arvingerne og bagerfaren i En familie, og jeg kunne blive ved. Og her trækker det ikke ned, at han spillede så godt i Bænken, at man nogen gange tænker på ham som drukkenboldt, for det var bare noget, han spillede, og det skal man som listeskaber kunne se udover. Og derudover er han også et stort internationalt navn, så når man har Jesper Christensen som far, kan man både prale med at ens far har opfundet ”den moderne far”, men også at han har spillet sammen med de største skuespillere i verden. Og det er ret sejt.


1 Marlon Brando

Ja, det siger vel nærmest sig selv, at man ryger til tops på denne liste, når man har spillet faderrollen over dem alle og oven i købet har haft Al Pacino som søn. Så bliver det ikke større. Og selvom han var gangster og orkestrerede adskillige koldblodige henrettelser, skal man huske på, at han jo kun (eller i hvert fald primært) gjorde det for sin families skyld. Marlon Brando ryger til tops på listen, og det tror jeg godt, de fleste kan forstå.


Hvis du er uenig i et eller flere af mine valg, bør du højst sandsynligt lave din egen liste.


God fornøjelse




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page