#122 Mie Wedsgaard Storm: Børn behøver da ikke at gå i skole


Plakaten: Udarbejdet af Hannibal Najbjerg Hansen med tegning af David Seeberg

Jeg er sindssygt glad for, at Mie Wedsgaard Storm vil komme og holde oplæg på børneopdragelsesdagen i Roskilde lørdag d. 2 oktober. Hun er en af de vigtigste stemmer i debatten lige nu, og jeg glæder mig især til at høre hendes tanker om unschooling-livsstilen, og hvorfor hun mener, at det kan være en god ide at undervise børnene derhjemme.


Jeg har bedt Mie svare kort og præcist på ti spørgsmål, selvom hun i virkeligheden er typen, der elsker at give plads til perspektiver og nuancer. Men det er er der jo ikke altid tid til i småbørnsfamilien - i hvert fald ikke, når man ikke hjemmeskoler. Så skal der jo smøres madpakker, vaskes tøj og børstes tænder i en uendelighed.



Foto: Mie Wedsgaard Storm - Stifter af Kulturkritisk Forum


Hvorfor underviser du egentlig dine børn selv, i stedet for at sende dem i skole?


Vi lever en unschooling-livsstil, som i bund og grund handler om at lære uden skoling. Det betyder også, at jeg ikke som sådan underviser mine børn, men at jeg deltager på deres læringsrejse sammen med dem. Understøtter deres interesser med forskellige aktiviteter, som har en hel masse læring indeholdt i sig. Hjælper dem med research, når der er noget, de gerne vil vide. Svarer på deres mange mange spørgsmål, og hjælper dem med at finde svar og nuancer, når jeg ikke selv har dem. Groft sagt handler 'unschooling' om at lære af livet og i livet, i stedet for at lære om livet i en skoleinstitution. Vi unschooler, fordi vi har en helt grundlæggende tillid til vores børn, og tiltro til at de er kompetente til lære det, de gerne vil, når de gerne vil, så længe de har modne og interesserede voksne til at støtte dem i deres læringsrejse. Så skole er ikke en del af vores liv, fordi vi ikke har brug for det.



Synes du, at alle forældre bør undervise deres børn derhjemme?

Jeg synes, alle forældre, i langt højere grad end det er tilfældet nu, bør have viden om at:

  • Skole er en kulturel norm - ikke en universel sandhed om hvad børn må og skal

  • Det er deres grundlovssikrede ret at vælge selv at undervise deres børn

  • traditionel skoling ikke er børns behov, og at børn sagtens kan lære og udvikle sig, uden at gå i skole

  • Når børn kommer ind i denne verden, er de biologisk designet til at uddanne dem selv.

  • Der er i Danmark et mangfoldigt socialt lærings- og legemiljø for børn, der ikke går i skolen

  • skolen ikke er for alle - og at mange børn oplever traditionel skoling som diskriminerende



Hvis du var statsminister og havde 90 mandater i ryggen, hvad ville du så først lave om på børneområdet?


Overordnet set ville jeg transformere børneområdet til at handle om børnene - og ikke politik, arbejdsmarked og alle de andre parametre, der stjæler børnenes stemme. Jeg ville lade pengene følge barnet, således at de penge, der nu ryger ud til daginstitutioner og skoler, altid fulgte barnet, og derved tilkom den, der varetager omsorgs- og undervisningsopgaven for barnet. Således ville de tilbud (daginstitution og folkeskole), der er omtalt ved lov som tilbud, reelt også være et tilbud - og ikke et nødvendigt valg, for at få det til at hænge sammen økonomisk. Jeg ville indføre 3 års barsel til fri fordeling hos forældrene. Jeg ville indføre ret til barn syg til begge forældre, indtil barnet er rask. Jeg ville minimere forældrekontrol fra statens side, og i langt højere grad inddrage børn i debat og lovgivning, på de områder, der har direkte indflydelse på selvsamme børns liv. Det bliver nok en travl første tid som statsminister.




Hvilken fagbog vil du anbefale alle forældre at læse?


'Hold on to your kids - why parents need to matter more than peers' af Gordon Neufeld og Gabor Maté og 'Free to learn' af Peter Gray


Jeg kan ikke vælge.



Hvad er dit bedste råd til forældre, der synes, at de har for travlt med at smøre madpakker, vaske tøj og børste tænder i en uendelighed?


At mærke efter om det virkelig er dét, de har for travlt med. Om det virkelig er dagligdags praktiske opgaver, der stjæler deres sjælefred og nærvær. Eller om der er en dybere mangel på harmoni eller fravær af mening i deres hverdag og livsvalg, som de må tillade dem selv at mærke.



Hvad hedder din yndlingsroman?


Jeg læser ikke skønlitteratur, så det må blive faglitteratur. Ud over de to, jeg nævner oven for, er jeg svært begejstret for 'Kontinuum konceptet' af Jean Liedloff og 'Raising Babies' af Steve Biddulph. Pt læser jeg 'Troldmændenes tid' af Wolfram Eilenberger.



Hvem holder du med i fodbold?


Det hold, min mand har oddset på 🙂



Hvem er din yndlingsmusiker?


Altså, de her spørgsmål, som du beskriver som lette, Jesper, er faktisk ret svære. Det her har jeg ikke taget stilling til, siden jeg var teenager 😄 Men så må det være Alanis Morisette, Dr. Hook eller Elton John.



Hvem er dit forbillede?


Min mand og mine børn.


Hvorfor vil du gerne deltage i børneopdragelsesdagen i Roskilde d. 2 oktober?


Fordi det er vigtigt at få nogle nuancer på de kulturelle fortællinger, vi har om børn og skole. Og fordi det er vigtigt, at de nuancer tager udgangspunkt i alt det, vi ved om børns læring, men sjældent taler om. Fordi skolen er en kunstig ramme, der fungerer for nogle - men langt fra alle. Derfor er det vigtigt at tale om hvad skole er - og ikke er, så de børn, der ikke trives i dén ramme, ikke gøres forkerte for det.


-----


Tusind tak fordi du læste med.



Mie har været så flink at invitere mig med i sin podcast Kulturkritisk podcast, og jeg skal nok lægge et link her, når den udkommer. Hvis du vil høre Mie, Brinkmann, Katinka og en masse andre spændende opdragelsesmennesker lørdag d. 2. oktober, kan du købe din billet her. Du kan læse mere om dagen her.


Ellers er der bare tilbage at huske, at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år, og det kan du læse mere om her


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle