#137 Debatbog om børneopdragelse


Sådan ser bogens forside ud. Det er den populære blogger blogsbjerg, der har skrevet forordet, og det er Josefine Najbjerg Hansen og David Seeberg, der har lavet illustrationerne

Så er min nye debatbog på gaden! Efter at have skrevet om børneopdragelse og familieliv på min blog i 136 uger i træk er det på tide med en fysisk bog, der ligesom gør status over første del af Jagten på den gode opdragelse.


Og hvad er status lige nu?


Ja, helt overordnet kan jeg sige, at mine børn vokser og udfordringerne forandrer sig konstant. Hver gang jeg tror, at jeg er ved at have fundet et universelt børneopdragelsestrick eller vidundermiddel, bringer tiden og hamsterhjulet os et nyt sted hen med nye udfordringer, glæder og problemstillinger. Nu handler det ikke længere om børnehaveindkøring og blemærker, men om læsehastighed, legegrupper og nye akkorder til guitaren. Og det er jo skønt, for det betyder, at der altid er noget at skrive om, men det er selvfølgelig også problematisk for en opdragelsesjæger, for det betyder jo, at jagten aldrig stopper.


Men jeg tror, at jeg har fundet ud af én ting. At jeg er god til at stille spørgsmål og sætte emner og temaer til debat. Og det er også det, jeg gør i bogen. Jeg har bygget den op omkring de 25 spørgsmål, som jeg selv gerne ville have kendt svaret på, inden jeg blev forælder, og nu forsøger jeg så at give et svar- gerne med en lidt skæv eller humoristisk vinkel.


Jeg har prøvet at gemme lektorhatten lidt væk og lade far-hatten fylde, fordi jeg på ingen måder har ønsket at skrive en selvhøjtidelig manualagtig sådan-bør-du-gøre-i-din-børneopdragelse-selvhjælpsbog. Jeg synes stadig, at det er normerne, paradokserne og dilemmaerne, der er interessante, og min bog er skabt i håb om at få børnefamilier (og bedsteforældre) til at tale sammen om alt det, der er svært og vanskeligt ved familielivet og børneopdragelsen.


Og der er som bekendt mange ting, det er svært at tale om: Magt, regler, skærme, sex, lort, babyrytmik, andres opdragelse, svigermødre, barsel, drømme, parforhold for bare at nævne et par af de temaer, jeg behandler i bogen.


Så hvad er egentlig formålet med bogen?


Formålet, eller drømmen, er, at bogen kan være en samtaledåseåbner i forhold til nogle af de svære emner i familielivet, og jeg har forsøgt at sætte den op, så den både er uhøjtidelig, humoristisk og overskuelig - så den passer til en tilværelse fyldt med sutter, flyverdragter og bleer, hvor det ikke er realistisk at læse et teoretisk værk om tilknytning eller barnets kognitive dissonansen, men hvor det måske godt kan lade sig gøre at læse en side eller to om argumenter for og imod børn i soveværelset og så tage en snak på baggrund af det.


Hvem henvender bogen sig til?


Primært småbørnsforældre (0-11 år) og bedsteforældre, men i princippet alle, der interesserer sig for børneopdragelse og pædagogik.


Er der et tilbud?


Ja, dig der læser med herinde på bloggen, og som har været så sød at læse hele denne tekst, skal selvfølelig have et ekstra godt tilbud. Jeg har et begrænset antal anmeldereksemplarer, som jeg gerne vil signere og sende til dig samtidig med, at du så sparer en flad 50’ er. Bogen koster 199kr (plus levering) de fleste steder, men jeg vil gerne sælge den til dig for 149 kr. (plus levering), og det bliver endnu bedre, hvis du selv kan hente den hos min lokale kaffepusher Mørk i bydelen Musicon i Roskilde, for så sparer vi nemlig portoen. Send mig en mail på jesperkoerstz@hotmail.com, hvis du er interesseret i tilbuddet, som gælder så længe lager haves.


Tusind tak fordi du læser med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle