#140 Åndssvage lortelektier


Foto: Unsplash.com

Forleden så jeg min ældste søn hænge ind over sine matematiklektier, som man kun kan hænge over lektier. Ikke en eneste fiber i hans krop ønskede at lave spejlinger, og man kunne se, hvordan han sad og vred sig og drømte om brugbare undskyldninger til netop denne situation: ”Jeg gider ikke, jeg er træt, jeg laver det senere”. Han indleder ofte en form for demonstrativ arbejdsnedlæggelse, som kan blive ved i halve og hele timer, selvom han godt ved, at det ikke er nogen udvej. Han ved godt, at hans forældre er ”lektiestrammere”, og at han under alle omstændigheder kommer til at lave dem, så hvorfor så ikke bare komme i gang?


Min kæreste sad ved siden af og var stoisk roligt og sagde sætninger som: ”Det skal nok gå, du er lige straks færdig” og ”jeg er sikker på, at vi kan klare det hurtigt, hvis vi hjælpes ad.”


Hvis det havde været mig, ville jeg være eksploderet. Jeg ved ikke hvorfor. Det gør jeg bare i de situationer. Når jeg sidder sammen med junior og han nedlægger arbejdet, bliver jeg koksrød i hovedet og skal bide mig i læben for ikke at råbe af ham. Jeg synes, det er skideirriterende, at han ikke kan forstå, at det kun tager 5 minutter, hvis han skynder sig. Ja, hvorfor kan han ikke være en smule rationel omkring det?


---


Jeg var nu heller ikke selv nogen ørn til at lave lektier, da jeg var på hans alder. Jeg tror tværtimod, at jeg ignorerede dem og lod være med at lave dem i et naivt håb om, at dårlige ting forsvinder, hvis man ikke gør noget ved dem. Jeg husker i hvert fald, at jeg rigtig mange gange sagde til min mor, at jeg ikke havde lektier for, men at jeg også rigtig mange gange var bange for at komme til matematiktimen, fordi jeg ikke havde lavet mine ting. Min matematiklærer var en vældig sød dame, men hun var også af den gamle skole, så hun kontrollerede lektier ved at høre os en efter en, og jeg husker angstens sved, når hun sagde sætninger som: ” Kan du fortælle mig facit på nr 14, Jesper?”. Men alligevel lavede jeg dem ikke. Og alligevel blev jeg ved med at sige til min mor, at jeg ikke havde noget for.


Så måske er det denne lektie-irrationalitet, som min søn har arvet? Måske er vi begge udstyret med samme mangel på logik, der betyder, at vi ikke forstår konsekvenserne, når vi ikke laver vores lektier. Måske tror vi ganske enkelt, at de forsvinder, hvis vi bare ignorerer dem. Eller måske tror vi, at der kommer et tidspunkt senere på aftenen eller næste morgen, hvor det bliver sjovere at lave dem, selvom det selvfølgelig aldrig er tilfældet.


Eller måske er vi bare ikke bygget til lektier. Måske er vi en særlig mennesketype, der ikke egner sig til det. Måske fordi vi ved, at de er uretfærdige. Jeg kan altid bruge forskningen som undskyldning: ”Ja det viser sig faktisk, at lektier ikke har en særlig stor effekt, når det handler om at styrke fagligheden, og at de er med til at øge afstanden mellem uddannelsesstærke og uddannelsessvage hjem.” Min søn har ikke den slags undskyldninger. Han kan bare mærke intuitivt, at lektier er uretfærdige, og derfor laver han dem under protest – fordi han ved, at der ikke er nogen vej udenom.


Eller måske har vi bare ingen rygrade (eller hvad det hedder i flertal). Måske er vi sådan nogle slatne typer, der ikke bryder os om, når tingene bliver svære: ”Buhuuu, det er synd for os, at vi skal sidde her og svede”. Og måske bliver jeg udelukkende vred på ham, fordi jeg kan se samme personlighedstræk ved ham, som jeg kender fra mig selv.


Og hvordan ville jeg egentlig selv reagere lige nu, hvis der kom en matematiklærer ind af døren, smed en 9. klasses blækregning på bordet og sagde: ”Lav denne her nu, Jesper, og så hører jeg dig i den i morgen tidlig.”


Jeg ville reagere fuldstændig ligesom min søn. Jeg ville finde undskyldninger og overspringshandlinger, sidde uroligt på min stol og give højlydt udtryk for mine frustrationer: ”Det er fandeme ikke i orden at give voksne mennesker lektier for, hvorfor i himlens navn skal humanister lave matematik, når det ikke passer til vores hjerner, og tænk lige på forskningen, lektier virker jo slet ikke, jeg laver det i morgen tidlig i stedet, for så er jeg meget bedre til at tænke logisk, og hvis jeg er heldig, er de i øvrigt forsvundet”


---


Så tror da pokker, at han ikke gider lave dem. Det er jo min skyld. Han har arvet min indædte og irrationelle modstand mod matematiklektier, og nu sidder han som en lille uskyldig kopi og siger alle de samme sætninger, som jeg selv sagde i slutfirserne. Næste gang han har lektier for, vil jeg lægge armen om ham, tælle til ti og sige: ”Det skal nok gå, du er lige straks færdig” og ”jeg er sikker på, at vi kan klare det hurtigt, hvis vi hjælpes ad.”


Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle