#144 Nytårstalen


Foto: Unsplash.com

Overordnet går det ad helvede til. Omikron dræber, polerne smelter, havene stiger, tornadoer raser, Russerne opruster og frosne migranter forsøger at trænge gennem pigtråden ind i Europa.


I Danmark går det bedre. Men også her har der været rystelser i det forgangne år, hvor danskerne har snakket mere om virus end om vejret: ”Jeg orker ikke at gå med mundbind igen, mundbind er et meget lille offer, er det virkelig nødvendigt med alle de test, vi burde teste langt mere. Og så var der minkene: Slette-Mette er en svindler? Pjat, hun gjorde det eneste rigtige? Danskerne har diskuteret så det bragede, og fronterne mellem de vaccinerede og uvaccinerede, minkhaderne og Mettehaderne er trukket skarpt op, og måske er vores position som en af verdens mest homogene og harmoniske befolkninger under pres.


På børneområdet var det særligt diskussionen om øremærket barsel, der gav genlyd. En hær af sure mødre rejste sig og krævede deres babyer tilbage: ”I skal fanden sparkeme ikke komme her og hive mit spædbarn væk fra mine mælkedryppende kæmpebryster”. Andre sagde: Nu er vi endelig på vej mod ligestilling på arbejdsmarkedet, og så er det gudhjælpeme mødrene selv, der bruger biologien som argument for at trække det tilbage”.


I Vejle var det crop tops’ene, der stjal billedet. Her mente en skoleleder, at han havde beføjelser til at bestemme elevernes påklædning, men så rejste der sig en hær af maveskindspiger, der gik hjem til deres forældre og lagde armene over kors: ”Det der er fucking not nice, sagde de: Jeg sætter aldrig mine ben på den lorteskole igen, hvis ikke det her bliver lavet om.” Og vupti kom skolebestyrelsen på banen, og besluttede at droppe forbuddet og tage en god snak med eleverne om påklædning i stedet.


Og så har Danmark fået sit eget svar på de gule veste, nemlig de gule forældre fra Hvor er der en voksen, der sammen med Familiepolitisk netværk har oversvømmet nettet og aviserne med budskaber om bedre vilkår til børn og børnefamilier, og måske er det deres pres, der har betydet, at der rent faktisk er blevet gennemført en lov om minimumsnormeringer, og det er bestemt bedre end ingenting, selvom det er uklart, om man også tæller ledernes, pedellernes og rengøringspersonalets arbejdstid med i opgørelserne.


På skoleområdet vendte man tilbage til de gode gamle dage. Den nymodens elevplan blev afskaffet og erstattet af den velkendte meddelesesbog. De nationale test blev sendt på førtidspension, og så blev der talt om at indføre en flidskarakter, hvor ordet ”flid” sender tankerne tilbage til alle vi børn i Bulderby, Matador eller Det forsømte forår, og måske var det netop dette oldgamle ord, der gjorde det svært for ministeren at sælge ideen, og hun havnede i en skoleshitstorm, hvor alt fra elevrødder til forskere og overlærere overdyngede hende med verbale tomater og gav hende et kollektivt 00 for ideen, mens de lige tilføjede, at den gamle karakterskala var bedre end den nye.


Endelig kan det nævnes, at der i finansloven blev fundet penge til at sænke klasseloftet fra 28-26 i de mindste klasser, og selvom det i praksis ikke får den store betydning, da klassekvotienten i Danmark ligger på cirka 22 elever, er det alligevel forfriskende, at man i nogle kredse er begyndt at indse, at rettigheder og gode arbejdsforhold også skal gælde de mennesker i samfundet med de korteste ben.



I familierne er alt, som det plejer. Her prøver alle stadigvæk at få enderne til at mødes i et samfund, der forventer karriere, børnepasning, tidlig-hentning, kvalitetstid, partnerpleje, venskabsdyrkelse og harmoniske billeder på Instagram, samtidig med at det hele toppes med en omgang hjemmeskoling, så man rigtig kan mærke, at man lever.


Og vi er stadig alle sammen stadig børneopdragelsesamatører, der laver titusind fejl, mens vi læser selvhjælpsbøger og hører opdragelsesradio for så bare at blive endnu mere forvirrede. Når vi endelig er blevet klogere, er barnet vokset til en ny fase med nye probelemer og nye udfordringer. Og vi kan ikke en gang bruge vores hårdt tjente erfaringer til det næste stykke yngel, fordi små mennesker har en irriterende tendens til at være forskellige, selvom de på ydersiden forekommer nogenlunde ens.


Men det går jo nok alt sammen alligevel. Børn i dag er kærlighedsbørn, og vi står på tæer for at tilpasse os dem, så mon ikke de trods alt bliver mindre fucked up end tidligere generationer, og hvis man tager som udgangspunkt, at for meget opmærksomhed er bedre end for lidt- og det er der jo trods alt noget, der tyder på - ja, så skal det hele såmænd nok gå alligevel.


Og måske har coronaen faktisk været inde og rode i maskinrummet i mange familier. Foreløbige undersøgelser peger på, at flere går på deltid, flere bliver hjemmegående, og flere gør op med præstationskulturen, så måske bliver 2022 året, hvor stresskurverne knækker, hvor indtaget af lykepiller falder, og hvor også politikerne og arbejdsgiverne forstår, at det er tide til at tage et gevaldigt opgør med den måde, vi tænker arbejdstid og familieliv på i dag, så man rent faktisk har mulighed for at lykkes med det hele. Ja, man har da i hvert fald lov til at håbe.


---


Og så til navlepilleriet. Her er et par highlights fra Jagten på den gode opdragelse 2021: Jeg har afholdt en børneopdragelsesdag, har fået udgivet en debatbog, er blevet medlem af panelet i radioprogrammet Hjælp- jeg er forælder, har været i God morgen Danmark og har fået tekster udgivet flere forskellige steder:

Skal du også på familiehøjskole blev udgivet i Højskolebladet


Dårlige skoler kan også være gode udkom på folkeskolen.dk


Pølsevognspædagogik udkom på POV. international


Facebook er ikke for børn udkom på POV. international


Har I ikke lyst til at blive siddende? udkom på POV. International


Superdad holder jul blev læst højt i radioprogrammet hjælp - jeg er forælder



Så universet lever og teksterne læses, selvom jeg stadig ikke har knækket koden for, hvordan jeg får dig til at skrive en masse kommentarer inde på siden, men jeg arbejder fortsat på sagen. Tror jeg nok. Eller også er jeg ved at gå i en anden retning. Jeg kan mærke, at jeg har der allerbedst, når jeg skriver friere tekster som den kæmpestore mus, jeg kunne have været en håndværkerfar og Balladen om fugleedderkoppen. Så måske kommer der flere af den type. Jeg synes også, det er fedt med Superdad, Hønemor og Børnehaderen, som er fiktive karakterer, som giver mulighed for at se verden med helt andre øjne. Så måske kommer der også flere af dem. Måske er jeg på vej væk fra det debatskabende over mod det skønlitterære, men jeg er faktisk ikke sikker. For nogle gange bliver jeg også sur over noget og får brug for at skrive om det, og nogle gange fylder typer som Bob Dylan 80, og så bliver jeg også nødt til at skrive om det. Jeg er vist en meget spontan skribent, så måske er det bedst ikke at love for meget. Det eneste jeg vil love er, at jeg vil blive ved med at udgive et indlæg hver fredag, indtil min yngste søn bliver 18, og at jeg vil blive ved med at gøre mig umage.


Og så håber jeg inderligt, at du bliver ved med at læse med, og at du vil skrive til mig, enten på siden eller på jesperkoerstz@hotmail,com, hvis der er noget, som du synes, jeg bør skrive om, eller hvis du har ideer eller forslag. Der er mange af jer, der er søde til at skrive mails til mig, og det må I endelig blive ved med.


Så tusind tak fordi du læser med og rigtig godt nytår.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle