#145 Nytårsplanen
Der findes to slags mennesker. Dem som ser første januar som en ny begyndelse, et tomt lærred, en rejse mod nye horisonter og mål - og så dem der mener, at nytåret er en konstruktion, som vi tillægger alt for stor betydning. Jeg tilhører i udpræget grad type et. For mig er nytårsaften og de første dage i januar ren Obama med masser af tro og håb om forandring. Jeg går altid amok i nytårsforsætter og visioner og hensigtserklæringer, og jeg skal både tabe mig, og løbe mere og drikke mindre og blive et sundere, gladere, mere struktureret og vellykket menneske. Det er nu, jeg har chancen, så det er bare med at komme derudaf.
Men jeg ved jo godt, at jeg kommer til at fucke det hele op. Al erfaring viser, at visionerne falmer, og ambitionerne daler i løbet af året. Det er præcist ligeså hårdt at løbe i 2022 som i 21, og de dårlige vaner er næppe futtet af med nytårsraketterne. Langsomt vil jeg glemme, hvad jeg lovede mig selv, fordi hverdagen kommer snigende med alle dens velkendte rutiner og pligter, og pludselig synes jeg, det er synd for mig, at jeg skal arbejde til klokken 17 og cykle hjem i regnvejr, og så må det være okay, at jeg lige snupper en kanelsnegl mere.
Derfor gider jeg heller ikke offentliggøre mine nytårsforsætter i år. Jeg orker ikke, at alle konstruktionstyperne skal komme rendende bagefter og sige: ”Hvad sagde jeg? Der kan du bare se, at det altid går galt.”
Nej, og jeg nægter også at skrive om mine nytårsforsætter. Folk gider heller ikke at læse om den slags. Andres personlige livsstilsambitioner er nogenlunde ligeså interessante som perifere menneskers ferier. Noget vi gaber over indvendigt, mens vi lægger ansigtet i de rette folder og venter på, at det går over. Med mindre selvfølgelig, at det er noget ekstremt: ”Jeg vil løbe 50 maratonløb inden påske,” eller ”jeg vil aldrig nogensinde være på nettet igen” eller noget i den stil. Så kan det da godt være, vi lige løfter et øjenbryn, men ellers er vi fløjtende ligeglade.
Jeg gider faktisk slet ikke længere at være sådan et navlepillende selvrealiserende væsen, der udover at forsøge at leve op til samfundets normer om den gode opdragelse, det gode parforhold, det gode familieliv og den gode medarbejder også lige skal lægge ekstra pres på sig selv ved at sætte en syv otte personlige mål, som gerne skal indfries, hvis missionen om det succesfulde menneskeliv skal lykkes.
Så nej. Niet. No way.
I stedet har jeg udviklet denne supersnedige plan, som rummer, at jeg er en type-1-nytårselsker, men som samtidig fjerner det selvcentrerede og præstationsorienterede ved nytårsforsætterne:
Her er planen i al sin enkelthed:
1 Jeg vil lave mine nytårsforsætter hemmelige i år.
2 Jeg vil kun lave nytårsforsætter, som kommer andre end mig selv til gode.
Det kan handle om at redde planeten, gøre noget godt for ungerne, min kæreste, min mor eller andre, og jeg har faktisk lavet en liste med nogle meget konkrete handlinger, som jeg vil udføre, fordi jeg tror, de vil gøre mig til et bedre menneske. Intet mindre. Men jeg siger det ikke til nogen. Ikke en levende sjæl. Det er noget, jeg har kørende med mig selv, og måske lykkes det, og måske lykkes det ikke.
Og du kan jo overveje at gøre det samme. Hvis du er en type 2 nytårshader, er du selvfølgelig skeptisk, fordi du tror, at jeg bare har fundet en måde at snige nytårsforsætter ind ad bagvejen, men måske er der alligevel en stemme i dig, der hvisker: ”at det i grunden kunne være meget fedt at prøve at gøre verden til et bedre sted”. Hvis du er type 1 nytårselsker, er du sikkert allerede i gang med at finde papir og blyant frem, fordi du elsker lister og ambitioner og hensigtserklæringer- og da især i januar, som jo står som det hvideste lærred, der bare skriger efter at blive malet på.
Så endnu en gang godt nytår og tak fordi du læser med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
