Vi har haft den tæt på. Coronaen. Venner, bekendte, familiemedlemmer og en masse fra skolen, børnehaven og fodboldklubben har været smittet. Omikronbølgen har skyllet gennem Roskilde, og vi har mærket skvulpene og været ”tæt på” og ”nærkontakter” og kørt i pendulfart mellem forskellige teststeder. Men hver gang er vi gået fri. Vi var begyndt at vænne os til svarene ”negativ” eller ”ikke-påvist”, og til sidst orkede vi nærmest ikke at tjekke: ”Vi må være gjort af et særligt stof. Måske er det genetisk? Måske er vi resistente, fordi vi tillader en vis mængde snavs i hjemmet, og måske bliver vi endelig belønnet for manglende rengøringsvanvid?”
Men søndag i sidste uge fik den fireårige pludselig feber. Hvad fuck var nu det? Vi fandt et termometer og en kviktest, og hurtigt slog den ud med to streger, som var det en positiv graviditetstest. Hvad var nu det for noget? Var vi nu alligevel ligesom alle andre? Vi besluttede os med det samme for at ofre min kæreste: ”Du bliver nødt til at være sammen med ham. Han har brug for nærvær og varme, og han vil helst sove med sin mor, så nu sørger vi for, at I to er sammen, mens vi andre holder afstand”.
Og så gik vi ind i en sælsom periode med to spedalske blandt raske, og hvis I tror, at fireårige er gode til at hoste i ærmet og holde generel afstand til raske mennesker, tager I fejl. Da han var kommet bare nogenlunde til hægterne, gennembrød han samtlige afstandsbarrierer og løb rundt og hostede på alt og alle. Vi undrede os over, at ingen blev smittet, indtil min kæreste efter et par dage sagde: ”Jeg føler mig sådan lidt underlig – hovedpine og ondt i halsen.
-Okay, op på værelset med dig.- Vi ses om en uge.
Og så gjaldt det ellers om at finde ud af, hvad vi måtte og ikke måtte med en ny-rask, en ny-syg og to muligvis raske mennesker i husstanden. Vi talte med en mand fra smitteopsporingen, som fortalte, hvem der skulle testes hvornår, og hvordan vi i øvrigt kunne leve op til myndighedernes anbefalinger. Vi fandt frem til, at jeg var den eneste, der måtte forlade huset, fordi jeg havde et tredje stik, som åbenbart trumfer den niåriges to stik, og så fik vi lavet et skema over, hvem der skulle testes hvornår, hvilket viste sig at være komplet umuligt at efterleve, eftersom der ikke var tider nok i testcenteret.
Men vi gik i gang med en ny tilværelse som tre umiddelbart raske hjemmeisolerede mennesker, som ikke måtte gå nogen steder hen eller være sammen med nogen, fordi vi muligvis kunne smitte. Og hvis I tror, at det er sjovt at gå rundt indendørs i dagevis med to raske drenge på 4 og 9, så tager I helt fejl. De har nemlig absurde mængder energi, som de skal af med, og når man samtidig skal passe sit arbejde, lufte jævnligt ud, gøre rent og gå ovenpå med hovedpinepiller, tallerkner med mad og rigelige mængder danskvand til sin syge kæreste, ja, så har man opskriften på en januaruge i helvede.
Og jeg vil da også gerne afsløre her, i dette lukkede rum, at jeg var nødt til at slæbe drengene ud indimellem for ikke at blive skør. Men så sørgede vi selvfølgelig for at gøre det, når der ikke var så mange mennesker, ligesom jeg sprittede af som en sindssyg, når de rørte ved noget på legepladsen. Men jeg følte mig som en forbryderfar og en dårlig samfundsborger, for nu havde vi i to år kæmpet for at gøre Søren Brostrøm stolt, og når virussen så pludselig ramte min egen familie, var jeg ikke i stand til at holde os isolerede.
Men samtidig føltes det også fjollet at skulle blive indenfor med to raske drenge, ligesom det føltes decideret forkert at skulle holde den niårige hjemme fra skole, når han ikke fejlede en pind. Især fordi smitten i forvejen florerede heftigt i hans klasse, hvor "positive" børn jævnligt blev hentet hjem. Kunne han så få pokker ikke bare gå i skole, indtil han på et tidspunkt testede positivt, og det blev hans tur?
Men sådan spillede klaveret ikke. Og nu er det så blevet min tur. Efter at have luftet ud og sprittet af i dagevis og undveget i virussen i, jeg ved ikke hvor mange omgange, blev jeg til sidst indhentet af realiteterne. Jeg er ikke anderledes end andre. Jeg har ikke særlig coronaresistente gener, og jeg bliver ikke belønnet for manglende rengøringsvanvid. I netop dette øjeblik, hvor jeg skriver disse linjer, mærker jeg snottet, der løber ud af næsen, mens en let hovedpine minder om, at corona ikke kun sker i fjernsynet, men er noget der rammer ægte levende mennesker - også selvom statsministeren siger, at vi lige om lidt får vores normale liv tilbage.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Commentaires