#149 De andres møgunger

Vi var netop ankommet til fodboldstævne, og jeg stod og trænede indersider med min søn, da jeg fik ikke bare en, men to bolde i nakken. Efter den første rystede jeg overbærende på hovedet, men efter den anden vendte jeg mig om og så, at boldene kom fra to fædre, der stod og tyrede løs på et lille syvmandsmål uden overhovedet at have blik for de 4-6 årige, der løb rundt og risikerede at få en læderbold i fjæset. Jeg sagde ikke noget, men fokuserede på at spille videre med min søn.

Senere skulle der laves en opvarmningsøvelse, hvor børnene skulle drible forbi nogle kegler og skyde på mål. To drenge ville ikke være med, så de tog i stedet en bold og begyndte at drible rundt med den, mens de larmede, forstyrrede de andre og ødelagde øvelsen. Vi stod en masse og kiggede på, men ingen sagde noget.

Da kampene startede, blev det endnu dummere. De to drenge var på hold sammen, og de havde udelukkende blik for hinanden. På intet tidspunkt spillede de deres holdkammerater, og hver gang de fik bolden handlede det om at lave noget ”smart” eller ”lækkert” eller gå direkte mod mål. På sidelinjen stod deres fædre og hujede og bakkede dem op, og det viste sig selvfølgelig at være ”nakkeskyderne”, der var deres ophav, og det gav jo fuldstændig mening. To uopdragne fædre med to uopdragne børn.

Her er hvad jeg havde lyst til at gøre:

-Hej med jer. Ja, jer to, der står og er ved at skyde de små børn ned. Nu tager jeg lige jeres bold her og tyrer den direkte ind i nakken på dig en gang. Sådan. Bam, Nå, det kunne du ikke lide. Du har ellers lige ramt mig to gange uden at sige undskyld, så jeg troede måske du syntes, den slags var sjovt, men det gør du så åbenbart ikke. Jeg vil i øvrigt foreslå, at I tager jeres unger med hen til en anden klub, måske i en helt anden kommune, så vi slipper for den slags absurd opførsel her.

Her er hvad jeg burde have gjort:

-Hej med jer. Det er altså lidt vildt, det I spiller. I er lige kommet til at ramme mig to gange. Kan I ikke smutte over til den anden bane, hvor der ikke er nogen? Jeg er ærlig talt nervøs for, at I kommer til at ramme nogle af børnene, og de er jo ret små. Jeg hedder i øvrigt Jesper, og min søn er lige startet her i klubben.

Her er, hvad jeg gjorde:

Ingenting. Jeg kiggede over på fædrene efter nakkeskud nummer to, men jeg nøjedes med at ”sende dem øjne”, som jeg ikke tror, de registrerede. Under kegleøvelsen sad jeg på en bænk med Information og lod som om jeg var fordybet i en artikel om afvikling af kulindustrien i Tyskland - og under kampen kom jeg med positive tilråb til børnene, men ignorerede totalt, at der var to drenge, der ødelagde det for alt og alle.

Men der var heller ikke andre, der sagde noget. Eller gjorde noget. Kollektivt var vi enige om at lade de to fædre og deres drenge ødelægge dagen, mens alle stod og ”tænkte sit” og sendte blikke og små hovedryst af sted uden nogen som helst form for effekt.

---

Måske fordi vi er nogle konsensussøgende velfærdsforældre, der ikke tør blande sig i hinandens tilværelser. Måske fordi vi synes, det burde være trænerens opgave at tage sig af den slags (selvom vi godt ved, at træneren er en sagesløs familiefar, der bare kom til at række fingeren op til opstartsmødet, hvor alle vi andre sad og kiggede ned i jorden). Måske fordi vi var overraskede over situationen og ganske enkelt ikke forberedt. Måske fordi det er et nyt fællesskab af mennesker, der ikke kender hinanden, og hvor ingen har mere ”ret” til at sige noget end andre. På fodboldbanen vil der automatisk opstå hierarkier med tiden. De dygtige vil skubbe de mindre dygtige nedad, og ballademagerne vil automatisk rette ind eller ryge ud. Men der er ingen regler for, hvordan man som forældregruppe skal reagere, når man lige er er startet til fodbold og der er nogen, der i den grad overtræder spillereglerne.

Så til næste stævne står vi der sikkert igen. Så bliver vi sikkert igen konfronteret med vores egen usikkerhed og indgroede forestillinger om, hvordan man bør opføre sig i en breddeidrætsklub i Danmark. Hvis de altså kommer. Måske var de kun lige var nede og snuse til klubben og måske synes de ikke, at deres drenge passer ind. Måske har de alligevel opsnappet flertallets diskrete fnys og himlen med øjnene, og måske har de tilfældigvis fundet ud af, at deres drenge hellere skal starte til karate.

Det tror jeg, vi er mange, der går og håber i vores stille sind.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her