#15 Sommerferieglimt: Mavebælter, festivalbørn og teenagetesten

På Roskilde Festival var det blevet moderne for unge mænd at gå med mavebælte. Ikke rundt om lænden, men derimod skråt hen over skulder og mave ligesom remmen på en taske. Det så temmelig åndssvagt ud. Måske fordi alle gjorde det samtidig. ”I år siger moden, at vi skal gå med mavebælte, og så må vi gå med mavebælte. Vi er jo alligevel bare en flok lemminger, så hvorfor dog stille spørgsmålstegn ved det?”


Jeg ved ikke, hvordan det er blevet vedtaget, at det er et mavebælteår. Det har jo nok ikke stået i avisen. Måske er det deres forbilleder, der har startet det. Ham der Kanye West (ser de ikke stadig op til ham?) eller andre musikere eller kendisser på sociale medier. Eller også er det nogle firmaer der finder på det og kommunikerer og influerer på subtile måder, der går hen over hovedet på sådan nogle som mig. Jeg ved godt, jeg lyder som en på hundrede år, men jeg fatter faktisk ikke, hvordan det år efter år lykkedes at få millioner af mennesker til at gå i bestemte tøjtyper eller farver, og jeg kan godt nogle gange blive skræmt over, hvor flytbare og påvirkelige unge mennesker er, når de bare sådan kan ændre smag og holdninger i takt med, at årstiderne skrifter.


Jeg håber ikke, mine sønner bliver sådan nogle, der lader moden diktere påklædning og adfærd. Jeg håber, de finder deres egen stil og hviler i den uafhængigt af tidens skiftende tendenser. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at støtte dem i deres evne til at træffe selvstændige valg, men jeg tænker også, at det bliver en kontinuerlig udfordring i Jagten på den gode opdragelse at skærme dem fra de allermest manipulerende aktører uden samtidig at være overkontrollerende og gøre dem til nogle socialt udstødte særlinge. Hvad skal man for eksempel gøre, når man er på hyttetur og en masse børn finder deres I-pads frem og man selv har besluttet ikke at tage nogen med? Eller når barnets venner får installeret Fortnite, mens man forældreargumenterer for, at det er mindst ligeså sjovt at spille Abematematik?


Nå, men jeg håber også, at de bliver sådan nogle, der tager på Roskilde. Og gør det til en livsstil. På den gode måde. At de ser storheden i en uge i fællesskabets tegn. At de nyder at sidde i en teltlejr og grine med vennerne. Men at de også hjælper vennerne hjem, når de har fået for meget at drikke. At de bevarer en form for selvkontrol. Tager kroppens alarmsignaler alvorligt. Jeg håber ikke, de bliver som dem jeg så ude på pladsen mandag formiddag, da jeg var ude at få armbånd på, som havde opfundet en form for alternativ Roskilde Festival morgengymnastik. De stod vel 10-12 stykker ved et lydanlæg og bevægede sig op og ned i takt med at deres selvudnævnte leder råbte ”ned i knæ, op og drikke” akkompagneret af et vedholdende beat og en flok stenede tilskuere.


Statistisk set bør mine drenge blive festivalgængere. De vokser op i Roskilde, hvor ”alle” er frivillige, deres venner kommer til at gå der, og så er de akademikerbørn, som er den stærkest repræsenterede gruppe. Det burde ikke kunne slå fejl. Og allerede nu er der mennesker derude, der ville tiltale min seksårige søn: En mand med en kyllingehat, en enhjørningedragt, en flok mænd, der synes det er top-originalt at gå til koncerter i ført smølfehatte og blåmalede ansigter.


Der var i øvrigt igen i år nogle, der havde valgt at tage deres børn med ind på pladsen, og så må man jo bare spørge sig selv: ”Hvorfor? Hvad er det, de skal have ud af det?” Den første aften så vi to små piger blive kørt rundt på pladsen i en trækvogn, og de så mildest talt skræmte ud. De var ved at blive torpederet af en rødmosset mand i slingrekurs mod Rom og Cigarbar, og det må godt nok være vigtigt for forældre at signalere ”det sætter overhovedet ingen begrænsninger på mine personlige udfoldelsesmuligheder at jeg har fået børn”, når man vælger at trække sine ørebøfbeklædte småskravl rundt foran Orange scene klokken 22 onsdag aften.


Søndag morgen var vi nede på stationen, hvor de dødtrætte festivalkrigere lå og slængede sig på deres soveposer og rygsække, mens deres musikvogne for en gangs skyld stod tavse og ubenyttede hen. Langsom tilbagevenden mod normaliteten, men også tydelige tegn på ansvarlighed og modenhed ved at befinde sig på Roskilde station klokken 7:42, og jeg er næsten sikker på, at jeg også spottede nogle pladsbilletter.


Man ved som forælder, at man har bestået opdragelsestesten, hvis man har opdraget en teenager der: A køber pladsbillet, B tager tidligt hjem, C tager de overskydende rammer og øl og sodavand med sig hjem i toget.


Man ved til gengæld, at man har dumpet med et brag, hvis ens teenager: A skider i de nyopstillede pigepissoirer B: Slæber sin ligblege og opkastende veninde med i pitten til Robyn-koncert, ”fordi det bare er den koncert, jeg har glædet mig allermest til” og C: Står og taler i telefon til en Bob Dylan koncert, selvom en farlignende type lidt foran skiftevis ryster på hovedet og sender dræberøjne.


Om lidt skal vi igen have armbånd på, men denne gang er det Legoland, og jeg er sikker på, at kontrasten bliver slående.



0 visninger