Kald mig bare sortseer, miljøskadet eller geopolitisk nørd med sans for pessimisme. Men jeg synes, at det der foregår på grænsen mellem Ukraine og Rusland i disse uger er uhyggeligt. For mig giver det mindelser om tiden op til første verdenskrig, hvor der ikke var nogen egentlig supermagt, og hvor tilfældigheder førte til, at der pludselig var storkrig i Europa med tråde ud til resten af verden.
Hvad vil der ske, hvis der tændes en gnist på det sikkerhedspolitiske bål netop nu? Kan man forestille sig en situation, hvor atommagter fører stedfortræderkrig i Ukraine, og hvor andre nationer blander sig, så det til sidst bliver umuligt at være neutral? Lige nu opruster svenskerne, og Danmark er i færd med at installere militært isenkram på Bornholm. Hvor sindssygt er det ikke lige lige? Militærpatruljer i Gotland og kampklare F-16 fly i lufthavnen i Rønne.
Men hvad pokker skal vi gøre ved det? Er Danmarks rolle ikke bare at vente på, at det går over, og så sælge noget bacon til vinderne?
Nej. No. Niet. Nein.
Vi bliver nødt til at starte vores egen angrebsbølge her i kongeriget. Og her tænker jeg ikke på hjemmeværnet eller bjørneskindshuerne, eller hvad vi ellers har af respektindgydende kamptropper, vi kan sende til østfronten.
Nej, vi er nødt til at starte en angrebsbølge af udenrigspolitisk viden og indsigt. Vi er nødt til at tale med vores unger, i hvert fald de store af dem, om hvad der sker ved den russisk/ukrainske grænse, for rigtig mange børn og unge aner ikke, hvad det vil sige at stå i en sikkerhedspolitisk krise. De kan ikke huske den kolde krig. De er ikke blevet undervist i atomkrig og beskyttelsesrum, og de tror formentlig, at fred i Europa er en permanent tilstand, som der ikke kan rokkes ved.
Så derfor skal vi tale med dem om det. Uden at skræmme livet af dem. Hvis jeg havde et barn, der var 12 eller ældre, ville jeg sætte mig ned med et Europakort og fortælle historien om, hvordan Rusland er gået fra at være en stormagt til en supermagt til nærmest at blive udraderet og så til at blive en stormagt igen. Og jeg ville gøre mig umage for at få ham eller hende til at forstå, at der er en grund til at lande agerer, som de gør. Lande er som udgangspunkt rationelle, lande tænker som udgangspunkt i egne interesser, og lande er kun villige til at indgå kompromisser, hvis de føler sig forstået undervejs. En psykologi der i bemærkelsesværdig grad lader sig overføre til andre aspekter i tilværelsen, hvor man ser forskelligt på tingene.
Og jeg er godt klar over, at alle ikke er historienørder, men jeg er sikker på, at alle har nok Peter Viggo Jakobsen i sig til at tage en snak med sit barn om, hvorfor lande kommer i krig, hvorfor det er vigtigt at forstå sin modpart, og hvilke muligheder der findes for at optrappe og nedtrappe konflikter. Og hvis vi ikke tager de her snakke med vores børn, ender de med at blive som de to cirka 16 årige drenge, jeg overhørte nede ved stationen for nylig:
-Hvad er det med det der ukraine?
-Det er bare russerne, der er skøre i hovedet. Det er noget med, at deres hjerner bliver mindre, fordi de drikker vodka og går sindssygt meget i sauna.
-Sygt nok.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comentarios