Lad mig gå lige til sagen. Jeg ved, I er travle mennesker. Jeg ved, I har gang i madpakker og flyverdragter og teamsmøder og tandbørstninger. Så lad os droppe formaliteterne. Lad os droppe udenomssnakken. Lad os droppe spændingsopbygning, suspense, anekdoter, omveje, fyld, ligegyldigheder og banaliteter. Let’s cut the crap og for en gangs skyld gå lige til sagen.
Og sagen er bob. Ganske enkelt. Det behøver ikke være så svært. Og nu tænker du måske: Hvad mener han? Taler han om et menneske eller om spillet, og er det her bare en virkelig underlig tekst? Men det er det ikke. Altså en underlig tekst. Og det er spillet, det handler om. Helt sikkert. Det underlige spil fra firserne med en firkantet plade med fire huller i hjørnerne og nogle små træpinde, som man bruger til at støde med på samme måde som køerne i billard. En slags billard for mennesker uden matematisk sans og teknik. For børn, svagtseende, utålmodige, rastløse og resten. Det gælder bare om at pløkke de små træbrikker nogenlunde i retning af et hjørne -og så kan alt ske. Bare af sted med dem.
Jeg oplevede ved et tilfælde bobspillets magiske kraft i vores sommerhus på Nordfyn, hvor vi havde haft en fin dag med spabad og strandtur og Ramasjang og ludo og bordfodbold, men hvor jeg alligevel følte med lidt ”blue” henved aften. Hvad var der galt med mig? Kunne jeg nu pludselig ikke slappe af i et sommerhus? Skulle jeg nu til at spolere ferien med tungsind og dårlige vibrationer?
Som ethvert moderne selvrefleksivt menneske, overvejede jeg at finde svaret i min egen navle. Burde jeg gå en tur? Meditere? Lave en kop te og tale med min kæreste, eller måske skrive dagbog om min mentale tilstand? Men så slog det mig. Vi kunne jo også bare spille bob.
-Skal vi spille bob?, spurgte jeg.
Det ville min kæreste gerne, og ti minutter senere var vi i gang. Jeg startede som lyn og torden. 25 års undertrykt bobtalent væltede op til overfladen, og mine brikker strøg ned i hullerne. Indtil jeg pludselig ikke kunne ramme noget som helst. Jeg skulle lige til at slå mig selv i hovedet over mit drastiske niveaufald, da jeg pludselig forestillede mig scenariet set udefra. To voksne mennesker i dyb koncentration bøjet ind over et lillebitte bobbord med køer på størrelse med underarme. Det var simpelthen umuligt at gennemføre en seriøs omgang selvbebrejdelse med sådan et billede på nethinden. Dertil var spillet ganske enkelt for åndssvagt.
Og hele situationen ved bobspillet, fik os også til at grine. Selvom vi slet ikke havde lyst til det. Vi var langt mere i lad-os-se-noget-flow-tv-og-kritisere-badehotellet-humør, men da vi stod med mikroskopisk gul og rød kø og lavede det ene mislykkedes skud efter det andet, kunne vi simpelthen ikke lade være. Der er noget ved bob, der får mennesker til at grine.
Men det mest overraskende var, at spillet satte vores vindergener ud af kraft, eller svækkede dem stærkt. Normalt kan min kæreste og jeg strides voldsomt i bordtennis, trivial eller, tja, egentlig hvad som helst, hvor der er konkurrence og bare en snert af jævnbyrdighed involveret. Men ikke i bob. I bob bliver vi gentlemen og ønsker den anden alt det bedste: ”Tag du bare to skud” og ”den ville være røget i, hvis ikke bordet var i stykker”. Igen handler det nok om spillets fjollede udtryk og så det faktum, at der er tale om et børnespil.
Så løsningen på overophedning, selvbebrejdelse og overdrevet refleksivitet synes at være inden for rækkevidde. I skal bare købe et par øl, sætte noget musik på og så ellers bobbe derudaf, når børnene er blevet lagt i seng. Man tænker i øvrigt heller ikke på krig, når man bobber. Eller klima. Eller alle mulige andre tåbelige problemer. Man er bare fjollet sammen, og måske er det netop det, som overophedede og tungsindige børnefamiliehjerner har brug for.
Hermed er opfordringen i hvert fald givet videre.
Tak fordi du læste med og keep on bobbing in the free world
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comentarios