Mine drenge er begyndt at lege med plastiksoldater. Jeg købte dem i en genbrugsbutik i sommer, da vi manglede legetøj i vores lejede sommerhus, og de anede ikke, hvad det var: ”Slår man sig ikke, hvis man løber ind i sådan et?”, spurgte den store, mens han undersøgte et mikroskopisk pigtrådshegn. Han kendte ikke elementært krigsudstyr som ”tanks” eller håndgranater. Men så brugte han bare sin fantasi. Soldaterne blev til ninjaer, superhelte, potteplanteædere og dykkere i badebassinet. Begge drenge fandt på masser af lege med soldaterne, men ingen af dem handlede om at gå i krig.
Så var det anderledes i 80'erne, hvor vi lokkede vores forældre til at købe en pose krigs-guf i Brugsen og fik blandet godt fra Storbritannien, USA, Sovjetunionen eller Tyskland: Sandsække, maskinpistoler, faner, tanks, håndgranater og soldater, som man kunne bruge timer på at sætte op på gulvet eller i bogreolen. Med en latent trussel om atomkrig og bedsteforældre med 2. verdenskrigs-erindringer, vidste vi udmærket hvad konventionel krig var, og vi kunne sagtens se ”det sjove” i at opstille en imponerende amerikansk hær, som kunne baske nogle tyskere. Men sådan er det heldigvis ikke mere. Nu vokser børn op i fredstid uden at bekymre sig om lande, der pludselig invaderer eller besætter andre lande.
Altså lige indtil nu. Indtil Putin besluttede sig for at indlede sin angrebskrig.
---
Forleden da jeg kom ned i stuen, hørte jeg så min yngste søn udbryde: ”Helle for at være Ukraine”. Drengene havde fundet plastiksoldaterne frem igen og stillet dem i kampformationer, og nu skulle de pludselig skyde på hinanden. Og de vidste begge, hvad en tank, et maskingevær og en håndgranat var. Jeg havde ellers ikke holdt krigsforedrag eller vist dem eksempler på militært isenkram, men informationsstrømmen havde åbenlyst nået deres små ører. Måske har de lyttet med under radioavisen om morgenen, måske har de snakket om det i skolen og børnehaven. Måske har de set klip i tv-avisen eller på mobiltelefoner.
Jeg satte mig med en kop kaffe og gav mig til at observere legen, så jeg kunne opsnappe eventuelle faresignaler. Se om de var ved at udvikle sig til afstumpede voldspsykopater eller fremtidige skoleskydere. Men det var heldigvis det rene Anders And. Russerne fik nogen på hovedet og et gok i nøden, og de kunne ligeså godt have leget Ninjago eller Turtles eller et andet børneunivers. Eller måske noget med sport. Det lød nærmest, som om de kommenterede en krigs-sportsgren, hvor Ukraine mødte Rusland, og hvor der ikke var nogen tvivl om sympatien: ”Bare skyd ham, så vinder Ukraine” og ”russerne bliver sindssygt bange, hvis vi løber efter dem.”
Og måske er det ikke kun mine børn, der har det sådan. Måske opfatter mange børn netop nu krigen, som en form for kappestrid mellem de gode ukrainere og de onde russere. I sommer skulle vi dyrke Danmarks kampe mod de andre nationalstater på fodboldbanen, og nu er det så tid til at holde med de blå og gule i deres kamp for krigspokalen. Der skal sælges Ukrainekager, synges Ukrainesange, hejses Ukraineflag og så videre og så videre. Børn må i disse år opleve, at voksne jævnligt går bananas i nationalstatsdyrkelse og gør det til en folkesport at hylde forskellige flag og symboler.
Og jeg har det helt fint med, at børnene i Danmark forholder sig distanceret til krigen i Ukraine. Jeg bliver glad, når jeg mærker, at mine drenge er grundlæggende trygge og ikke tager de grusomme billeder og scener til sig og lader det påvirke deres nattesøvn. Krigen er trods alt stadig langt væk, og der er ingen, der vinder ved, at vi udvikler en ny generation af koldkrigsbørn, der går rundt i konsekvent angst for atomangreb og tredje verdenskrig- det er rigeligt, at de skal forholde sig til klimakrisen.
Men måske er det på tide at fokusere mere på ”fred” og ”ikke-krig” end på Rusland og Ukraine. Jeg bliver lidt bekymret, når mine drenge taler om russere, som nogen der godt må få et gok i nøden, for pointen ved at hjælpe Ukrainerne skulle jo nødig være, at vi får etableret et fjendebillede, hvor russiske menneskeliv bliver mindre værd end andre. For mig er det vigtigt, at mine drenge forstår, at vi skal hjælpe alle mennesker i nød og ikke kun dem, der kommer fra bestemte konflikter i særlige områder.
Så måske er der noget her, vi skal have blik for i samtalerne med vores børn. Måske er det i virkeligheden bedre at bage fredskager end Ukrainekager, og måske skal vi huske at sige til børnene, at det er Putin, der er dum, og ikke den almindelige russer. Bare så vi undgår, at de vokser op med samme vrangforestillinger om russerne, som jeg for eksempel havde om tyskerne, da jeg var barn. Jeg var altid skeptisk, når jeg gik og betragtede dem på indkøbsturen i Otto Duborg eller Fleggaard. Jeg vidste jo fra min farmor, hvad den slags mennesker er i stand til, hvis ikke man holder nøje øje med dem.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments