I dag var jeg ved at blive sindssyg af træthed og oversocialisering, da den yngste svingede med armene og råbte bum bum bum bum, som betyder, at han vil høre Jutlandia, og selvom jeg udelukkende var motiveret for at høre seks timers Tour de France uden børn til Jørgen Leths messende stemme, rejste jeg mig demonstrativt og fandt ”forklædt som voksen, trykkede play ved nummer fire og skruede op og åbnede havedøren og gav mig til at spille luftspade for fuld hammer med en sofapude…
Det førte til, at resten af familien også greb de nærmeste sofapuder, og ud ad ingenting stod vi og skrålede med på Kim (æret være hans minde) og havde en fest, som ingen af os havde set komme og som kun opstår, når man har sommerferie, og alle har en lille smule mere overskud end normalt. Legen udviklede sig: Jeg tog en hynde og gjorde den til et instrument, en violin for eksempel, og sekundet efter havde den ældste imiteret instrumentet og sekundet efter igen var det den yngste. En raffineret form for kongens efterfølger og en cementering af, at man som forælder er det ultimative forbillede. Man lærer dem at have det sjovt. Man lærer dem at danse. Man lærer dem det hele. Måske er det min fortjeneste, at min søn i al fremtid opfatter sofahynder som musikinstrumenter. Måske min fortjeneste, at han bliver musikalsk. Eller min skyld, at han bliver et rodehoved, der synes, at puder godt må ligge og flyde i hele huset.
I sofapudetilfældet er børnenes imitationer så tydelige, at de er til at tage og føle på. Men tænk på alt det man udstråler og udsender, som børn opsamler og absorberer både kropsligt og i deres mikrohjerner. Også når man er i underskud, og det går ad helvede til. Børnenes antenner sover aldrig, og man er også et spejl i de dårligste perioder, og der er nok en grund til at alle voksne på et tidspunkt med gru konstaterer: ”Åh gud nej, jeg er begyndt at opføre mig præcist som mine forældre”. Og det hele bunder sikkert i, at alle de erfaringer vi har lagret i barnekroppen fylder langt mere end det, vi kan tænke os til i vores rationelle voksenhjerner. Og det betyder, at vi er slaver af vores barndoms erfaringer, og det betyder, at vi ikke er i stand til at bryde uhensigtsmæssige mønstre, og det betyder, at vi højst sandsynligt udsætter vores børn for alle de dårlige vaner og tankemønstre, som vi ellers med vold og magt forsøger at skåne dem for, fordi vi ved, at de er vores akilleshæl, men vi kan ikke slippe væk fra dem…og hvis man tænker for længe over sådan noget, risikerer man at blive sindssyg, og derfor er det nok bedst at tænke på noget andet…..
Hvad som helst.
Måske kan jeg tænke på Tour De France.
Jeg har før tænkt på Tour de France om sommeren, når jeg havde brug for distraktioner. Men det er bare ikke lige så sjovt at tænke på, som det var førhen, nu hvor alle kører lige hurtigt (eller langsomt) og Jørgen Leth ikke kommenterer mere, men i stedet laver podcast for et eller andet ligegyldigt bilfirma. Og gad vide hvad hans sønner tænker om, at deres far sidder der og sælger ud? Er de bare glade for, at han holder sig i gang, eller savner de den gamle Jørgen, som de en gang fro mange år siden spillede luftguitar med? Eller hvad man nu gjorde i det Lethske hjem. Fremsagde luftdigte? Eller optog luftfilm? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at noget er ændret hos familien Leth, for forleden så jeg et fotografi af Asger, der kørte Jørgen rundt i en kørestol, og der er da noget stærkt symbolsk i at en søn kører sin far rundt i rullestol, og da i sær når den svækkede gamle mand er den tidligere virile og mobile verdensmand Jørgen Leth, og det fik mig til at tænke på, at der vil komme en dag, hvor mine sønner ikke længere vil imitere mig, men tværtimod tage styring, og det må godt nok være en svær dag for en far, den dag han tager nogle sofahynder og laver dem om til et klaver, mens ens sønner bare sidder og smiler overbærende og ryster lidt på hovedet af deres far, der en gang var så stærk og sjov, og som nu sidder og prøver at ligne en billig efterligning af sit tidligere så stærke jeg…
Men hvis man tænker for meget på ens eget forestående forfald, risikerer man også at blive sindssyg, og det er det ingen grund til her midt i sommerferien, så nu vil jeg igen forsøge at tænke på Tour de France, men denne gang vil jeg holde mig til det rent sportslige, og det kunne jo tænkes at Jakob Fuglsang for en gangs skyld kunne undgå styrt og blande sig helt i toppen, som hans talent utvivlsomt berettiger til. Men på den anden side kommer han sikkert fra et hjem, hvor hans far aldrig spillede på sofahynder, men i stedet sagde, at han skulle gå ud at cykle, og at han aldrig ville nå helt til tops, fordi han ikke trænede hårdt nok, og måske er det derfor, at det altid går galt, når han er lige ved at nå toppen og pludselig punkterer eller bliver fanget i sidevinden. Eller måske tillægger jeg far/søn relationen for stor betydning, og måske var det slet ikke så vigtig en situation, da vi spillede på sofahynder, og måske er jeg ved at skrive mig ud af en tangent her, og måske er det bare sådan noget, der sker, når man har sommerferie, og tankerne får lov til at flyve helt anderledes løst og ustruktureret end i hverdagen, og måske er det noget, jeg i sin tid har lært af min far, mens vi spillede på sofahynder, og…..ej okay…nu stopper det.
Comments