#162 Superdad køber streetfood


Tegning: Josefine Najbjerg Hansen

Jeg bor over for en mand, der går mig på nerverne. Han er på en måde et slags spejlbillede af mig. Han er lyshåret, cirka 40 år gammel, underviser i pædagogik og har små børn, som han bruger meget tid sammen med. Men modsat mig, gør han alt med overskud og en selvsikkerhed, der får almindelige opdragelsesudfordringer til at prelle af. Han bliver aldrig træt, han bliver aldrig slået ud af kurs, og han lader aldrig sine frustrationer gå ud over sine børn. Og så har han selvfølgelig tre børn. Og arbejder med pædagogik på et højere niveau end mig. Og tjener helt sikkert også flere penge, end jeg gør.

---


I fredags så jeg Superdad stå i en kø ved en food-truck i vores bydel, og for en gangs skyld lignede han en helt almindelig mand, uden børn på armen, og uden det der særlige overskudsgear, der altid får mig til at føle mig underlegen. Ja, faktisk stod han og trippede, som om han var utålmodig og ikke havde lyst til at være der.


Og måske var det denne tilsyneladende utilpashed eller muligheden for at møde ham på en dårlig dag, der gjorde, at jeg fulgte en pludselig indskydelse og gik hen og prikkede ham på skulderen.

-Hej.

-Hej.

-Nå, skal I have wokmad i aften?, spurgte han.

-Øh ja, svarede jeg.


Hvorfor fanden sagde jeg ja? I virkeligheden var jeg på vej i supermarkedet efter pizzaer, men nu virkede det underligt, at stå og prikke ham på skulderen i en madkø, hvis jeg ikke skulle købe noget. Altså, manden er min genbo. Hvis jeg bare ville sige hej, kunne jeg gøre det fire gange om dagen. Og jeg kunne jo heller ikke sige sandheden: ”Nej, vi skal ikke have wokmad. Jeg er bare et temmelig småligt menneske, som i lang tid har drømt om at få dig ned med nakken, og nu så jeg dig stå her og se utilpas ud, og det ville jeg da lige udnytte til en samtale, hvor jeg måske kunne tromle dig eller i det mindste opleve dig ude af balance.”


Så nu skulle vi altså have wokmad. Fordi jeg er sådan en type, der føler trang til at prikke Superdad på skulderen. Heldigvis er min kæreste vild med asiatisk mad, så hun ville formentlig bare blive glad. Måske ville hun endda få julelys i øjnene og sige noget i stil med:” Dejlig overraskelse, du gør ellers aldrig sådan noget.”


Men hvad med børnene? Det var jo dem, der ville have pizza. Jeg kan jo ikke sige, at jeg kommer med pizzaer og så komme anstigende med en omgang nudler med bønnespirer og sojasovs. Så ville de da for alvor blive skuffede og kalde mig løgnerfar eller det, der er værre. Jeg bliver sgu nødt til at skaffe nogle pizzaer. Men skal jeg så have mine dampende wokretter med i supermarkedet? Det magter jeg heller ikke. Nej, den bedste løsning må være, at jeg går hjem og stiller wokretterne og så tager cyklen hen i supermarkedet. Men kan vi så overhovedet nå det inden Disneysjov, eller bliver vi nødt til at….


Superdad rev mig ud af min tankestrøm.


-Er du okay?.spurgte han.

-Øh ja, svarede jeg.

-Godt, du så bare lidt rastløs ud.

-Nå, men det er jeg overhovedet ikke. Jeg hviler utrolig meget i mig selv lige nu.


(Kan man sige noget dummere i en foodtruck-kø?)

-Ok, men jeg smutter. Jeg skulle også bare lige købe det her asiatiske krydderi. Det er umuligt at opdrive i butikkerne. Han viftede med en krydderipose foran mig, og jeg tog mit det-produkt-kender-jeg-skam-udmærket-ansigtsudtryk på.

-Nå, så du skal måske slet ikke have mad her?, spurgte jeg.

-Nej, vi holder asiatisk temaaften derhjemme. Vi elsker at lave sådan noget selv, og så bare sidde alle sammen rundt om familiewokken.

-Øh..okay…men det lyder da også rart…


Da han var gået, sagde jeg til wokdamen, at jeg havde glemt min pung. Den slags kan jo ske. Og så gik jeg hen og købte frosne pizzaer. På vej hjem gik jeg to omveje. Først gik jeg i en bue rundt om foodtrucken, så hun ikke skulle se min bærepose og dermed regne ud, at jeg ikke havde glemt nogen pung nogen steder. Og derefter gik jeg helt ude ved hækken, mens jeg vendte siden til og holdt posen oppe ved brystkassen, så jeg i princippet kunne være i færd med at balancere to varme wokretter - bare i tilfælde af at Superdad skulle have forladt sin familiewok og asiatiske temaaften for at kigge ud ad vinduet efter sin konsekvent underlegne genbo. Han skulle jo nødigt tro, at jeg var sådan en, der løj i madkøen og bare prikkede andre mennesker på skulderen uden grund.


Så alt er, som det plejer. Superdad triumferer med sin perfekte tilværelse, mens jeg tumler rundt som en anden far-elefant i en glasbutik.



Tak fordi du læste med.



Hvis du godt kan lide at læse om Superdad, kan du eventuelt læse om hans weekend alene hjemme her. Ellers skal du huske, at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse om her. Og at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her





0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle