Forleden, da jeg sad i solen i en park, udspillede der sig en dialog i mit hoved:
-Jeg burde trække stikket og rejse om på den anden side af jorden. Bare tage af sted og være en fri fugl, en steppeulv eller hovedpersonen i en Allan Olsen sang. Eller som minimum fire dages tung druk, hvor jeg kunne føle mig fri og i live. Jeg har fortjent det, har jeg. Jeg har leget far, mor og børn uge efter uge, og nu er det fandeme på tide med et ordentlig skud frihed.
-Stop det. Hvad har du gang i, hjerne? Jeg er jo slet ikke sådan mere. Jeg er en familiefar, der spiser broccoli og har rutiner og siger sætninger som: ”Har mor sørget for at børste dine tænder?” og ”du skal saftsuseme huske at tage cykelhjelm på.” Jeg har slet ikke tid til den slags udskejelser. Jeg har børn, jeg har forpligtelser, og jeg trives faktisk ganske udmærket med det.
-Ha ha ha. Kan selvbedraget blive større? Du ved ligeså godt som mig, at du bliver ramt af galopperende frihedstrang hvert eneste år, når sommeren kommer. Jeg er dine hjerne for pokker. Du kan ikke snyde mig. Du har lyst til at leve og danse og drikke og gøre alt det, du ikke kan. Du har lyst til at tage på Roskilde, du har lyst til at rejse med rygsæk til den anden side af jorden. Du har lyst til at ryge. Du har lyst til at gøre noget vildt, som sprænger rammerne og viser, at du lever.
-Stop nu. Du lyder næsten som Bukowski og Jack Kerouac, og hvem jeg ellers læste, da jeg troede, at verden handlede om at drikke og knalde og blaffe sig langt ud i friheden. Jeg ved udmærket godt, at den lykkelige drukkenbolt er en illusion, og du får det til at lyde som om, at jeg længes efter at være 20 år og se verden som et blankt lærred. Det gør jeg bestemt ikke. Jeg vil for intet i verden undvære alt det, jeg har nu. Min familie. Mit bagland. Mit fundament. Jeg har langt mere, end jeg nogensinde turde drømme om, og det er jeg dybt taknemmelig for.
-Okay, Jamen så må du jo blive ved at leve, som du gør og se Alene i vildmarken om aftenen og sige sætninger som: ”De er nu lidt kedelige i år” og ”hvorfor melde sig til sådan et program, hvis man ikke har helbredet til det”. Og gnaske på dine små blandende bolsjer, mens du brokker dig over, at der så mange af de blå i æsken, når nu ingen mennesker tilsyneladende kan lide dem.
-Hey, du får det til at lyde som om, jeg sidder sådan hver aften. Det gør jeg overhovedet ikke. Men småbørnslivet er jo en rutinepræget størrelse. Man er nødt til at sidde en del derhjemme, når man er en familie med unger, der skal puttes. Til gengæld får man hygge og kvalitetstid og mening med livet og bevidsthed om, at der er nogen til at tage sig af en, når man bliver gammel og alt det der. Og småbørnslivet er jo bare en periode.
-En temmelig lang periode, vil jeg sige. Din yngste er kun fem, og der går adskillige år, inden han kan være alene. Og samtidig bliver du mere og mere fed og dvask og doven, og når du endelig får friheden igen, er du sikkert blevet så magelig, at du siger lyde, når du rejser dig fra sofaen og brokker dig højlydt, når du skal binde snørebånd, fordi der er så langt derned. Præcis som alle de andre kvabsede og halvskaldede familiefædre, som du altid frygtede at ende som. Men jeg skal nok blive ved med at forsøge at redde dig. Jeg er nemlig den del af hjernen, fadøls-frontal-lappen, der altid er på udkig efter fest, farver og ballade. Du var vild og voldsom en gang, og jeg ved, du stadig har det i dig. Bare sig til, når du en dag er ved at springe i luften af at sidde derhjemme som en strandet udbrændt sofahval. Der er masser fristelser og fester derude, der bare venter på dig. Hvis du ellers tør bryde ud af dit småbørnsfængsel - om ikke andet for en stund.
-Fuck dig. Du lyder som en dårlig B-film. Og jeg har det fint, som jeg har det. Jeg har aldrig følt mig så tryg og så meget i balance som nu, og jeg kan i øvrigt også godt huske, at eventyret havde en pris, som var hovedpine, rodløshed, bekymringer og lange ensomme gåture på Nørrebro. Frihedsfølelsen var muligvis stærk, men hvad er der sjovt ved at være fri, når man ikke har nogen at være sammen med om søndagen?
-Hvis du var så meget i balance, ville du sgu da ikke sidde og skrive denne nærmest desperate indre monolog.
-Ti stille.
-Spejl.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments