Måske bliver min yngste søn fodboldspiller. Han løber i hvert fald og sparker til alt, hvad der ligger på jorden. Og han har også ret god fysik af en toårig. Så måske starter han nede i nede Roskilde Boldklub, hvor han arver sin storebrors Pirlo-trøje, og måske er der nogen, der tidligt ser, at her er et talent, der skal spille med de store drenge.
Og måske er min kæreste og jeg splittede, for på den ene side er vi jo glade for, at vores søn er et af Sjællands største talenter, men på den anden side er vi nervøse for, hvad et elitemiljø vil betyde for hans personlighed.
Vil han blive en af dem, der aldrig kommer med til gymnasiefesterne, fordi der er kamp om lørdagen, og bliver han sådan en, der slet ikke kan fokusere på andet end sin sport, så han en dag kommer til at give nogle hjernelamme interviews, der afslører, at han er blevet en tom skal, der kun kan udgyde floskler som: ”Vi skal score på vores chancer” og ”Jeg tror, første mål kan blive afgørende”.
Og vil han træffe de rigtige beslutninger og ikke lade sig lokke af det første og bedste tilbud fra en klub, der lover ham guld og grønne skove og store biler og en lækker lejlighed. Og vil han bede mig om at være hans agent, selvom han ved, at jeg er dårlig til tal, og vil jeg kunne sige nej, eller vil det ende med, at jeg tager i mod seks millioner kroner i konsulenthonorar for et stykke arbejde, jeg aldrig udfører, ligesom det skete med AC’s far. Og vil jeg oven i købet blive dømt for det og havne bag tremmer, fordi det ikke lykkedes mig at holde begge ben på jorden, mens min søn strøg mod toppen og blev en af Europas bedste fodboldspillere. Og kommer jeg til at sidde i Vestre fængsel og se min søn spille Champions League for AC Milan, og vil han overhovedet have noget med mig at gøre, når jeg en dag kommer ud?
Eller bliver han tværtimod en af dem, der passer sin uddannelse og gør den færdig, samtidig med at han passer sin fodboldkarriere. Så han har noget at falde tilbage på, som man kan høre alverdens velfærdsfædre foreslå. Men bliver det lige netop det, der gør, at han ikke kan lægge al den tid og passion i spillet, som det kræver at nå den absolutte top. Og vil han en dag komme og bebrejde os, at vi ikke var mere pacende, sådan lidt mere Piotr Wocniacki-agtige, så han kunne have nået verdenstoppen. ”Nu løber jeg rundt og spiller anden division i FC Roskilde som 32 årig (og oddser på mine egne kampe), fordi I synes, det var så skidevigtigt, at jeg gjorde min revisoruddannelse færdig. Kunne I for fanden ikke bare have skubbet lidt mere til mig, den gang jeg var lille og ikke orkede at tage til stævner om lørdagen?”
Eller bliver han en habil superligaspiller, der får 298 kampe for Silkeborg IF og holder begge ben på jorden og skaffer fribilletter til os, så vi kan sidde på Jysk Park og være ved at sprække af stolthed i vores plastikstole, ligesom det ægtepar jeg sad ved siden af en gang, hvis søn for første gang havde spillet sig i startelleveren. Og vil han efter kampen komme over til os og sige ting som: ”Tusind tak fordi I lærte mig at være mig selv, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer. På den ene side viste I mig glæden ved fodboldspillet, og på den anden side sørgede I for, at jeg fik min revisoruddannelse, så jeg har styr på økonomien og resten af mit liv. Tusind tak. Tak fordi I altid traf de rigtige beslutninger på mine vegne, og tak fordi I har gjort mig til et lykkeligt og velafbalanceret menneske. Tusind tak mor og far. Tak fordi I skænkede mig livet”.
Commentaires