#184 Politik i børnehøjde

Opdateret: 28. okt.


Foto: Unsplash.com

Denne tekst har også været udgivet i POV d. 11/10 2022


Hvad vil jeg egentlig sige til min niårige søn, når han begynder at spørge ind til folketingsvalget?:


Jo, nu skal du høre, sønnike. Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at vi lever i et demokrati, hvor borgerne har indflydelse på, hvem der bestemmer over os. Det skal vi være rigtig glade for. I mange andre lande drømmer man om et sådant system, og selvom vi godt nogle gange kan brokke os over vores politikere, er de fleste af os enige om, at det er fedt, at der er nogle, der gider at stille op, og at det er vores pligt at gå ned og stemme på dem.


Når vi så har stemt, bliver der sammensat et folketing med 179 medlemmer, og de bliver så enige om, hvem der skal i regering, og hvem der skal være statsminister. Og her er det nok vigtigt at forstå, at politik i dag handler rigtig meget om personer og kemi og om at ”spille spillet”. Man kunne godt tro, at det handlede mest om borgernes problemer og de mulige løsninger, men medierne er blevet enige om, at det er meget federe at fokusere på personlighed, troværdighed og hvem der kan arbejde sammen, fordi det giver et vildere drama og noget langt bedre tv. Derfor er det også helt afgørende, at du kender hovedpersonerne, når vi nu går ind i en lang valgkamp.


Så lad os starte med Statsministeren, Mette Frederiksen. Hende husker du nok mest fra coronatiden, hvor hun hele tiden var i fjernsynet. Men hun er også kendt for en masse andet. Hun er for eksempel vild med makrelmadder og mænd, der hedder Arne og velfærdsstaten og Ukraine og folk, der ikke er udlændinge og løn i den offentlige sektor og en hel masse andet. Hun prøver hele tiden at virke afbalanceret og rolig, men man skal ikke sige ”mink” til hende (mink er nogle små dyr, som skal slås ihjel for at rige mennesker kan få pelse), for Så bliver hun edderspændt rasende. Hun kom nemlig en gang til at beslutte, at alle mink skulle slås ihjel på én gang, og lige siden har mange sagt, at det nok var en fejl. Men Mette laver ikke fejl! Mette ser sig selv som sådan en, der aldrig laver fejl, og det gør hende på samme tid til en virkelig god og en virkelig dårlig statsminister.


Mette bliver støttet af en dame, der hedder Pia Olsen Dyhr, som altid taler Mette efter munden, og derfor kan de godt være veninder.


Mette bliver også støttet af et parti, der hedder Enhedslisten, som siger, at de ikke har en formand, men det har de alligevel, og hun hedder Mai Villadsen. Hun er sådan en, der elsker at bruge penge, og derfor synes hun godt, at man kunne bruge lidt mere på klima, velfærd, nødhjælp, flygtninge, løn, skoler, uddannelser, kultur, handikappede, pensionister, hjemløse, kunstnere, biblioteker, sygehuse og en helt masse andet.


Mette bliver også støttet af de radikale, som godt nok ikke kan lide hende og derfor vil vælte hende, men som alligevel godt kan lide hende lidt og derfor vil pege på hende igen. De radikale, og deres leder, Sofie Carsten Nielsen har, som du måske kan høre, deres helt egen virkelighedsopfattelse, og hvis du nogensinde møder en radikal, skal du bare lytte og virke interesseret, for de er tit spændende at høre på, men du skal ikke diskutere med dem. Så bliver du nemlig forvirret. De radikale tror, at det er muligt at have en to-tre modsatrettede synspunkter på samme tid, men det kan man jo som bekendt ikke.



---


På den anden side af midten, på den blå side, bliver det endnu mere løjerligt. Her har vi en tidligere statsminister, der hedder Lars Løkke Rasmussen, som siger, at han ikke er blå, selvom han er det, og som siger, at han ikke er i politik for sin egen skyld, selvom han er det. Lars Løkke elsker at sige komplicerede sætninger, som at alle skal betale lidt mere mindre i skat, ligesom han elsker at være lige der, hvor dramaet er. På den måde minder han lidt om en meget gammel reality-stjerne, og hans største styrke er da også, at mange synes, at han er festlig og derfor gerne vil drikke en fadøl med ham.


Til højre for ham har vi Jakob Ellemann, der helt vildt gerne vil være statsminister, fordi hans far også ville det. Jakob er god til at pudse sine sko og komme til tiden, fordi han har været soldat, og derfor synes han også, at det er meget vigtigt, at folk kan gå på arbejde og få råd til at købe et flot hus. Jakobs største problem er, at han er fornuftig og kedelig, og at folk ikke har lyst til at drikke en fadøl med ham.


Så er der Søren Pape Poulsen, som har nået den alder, hvor mænd gerne vil bestemme og derfor også går efter statsministerposten. Søren er meget sådan en du-skal-opføre-dig-ordentligt-og-overholde-reglerne-type, så længe det ikke lige gælder ham selv. Så har han nemlig altid lige en forklaring. Eller en undskyldning. Og synes i øvrigt også, at det er lidt synd for ham, at alle medierne er så meget efter ham.


Længere ude i det blå har vi en ung mand, der hedder Alex Vanopslagh, som er en kæmpestjerne på Tik Tok og Youtube og andre steder, hvor der mest er børn og barnlige sjæle. Han synes generelt, at folk skal tage sig sammen og tage ansvar for deres eget liv, ligesom han selv tog ansvar for at gafle en lækker københavnerlejlighed, mens han lod som om han boede i nedslidt toværelses i Struer. For som han vistnok siger: ”Staten skal fylde mindre i folks liv, på nær lige når det gælder boligsøgende partiledere.”


Men det bliver vildere endnu. Længere ude til højre har vi Inger Støjberg, som netop er blevet erklæret uegnet til at sidde i folketinget, hvilket hun tolker som en opfordring til at stille op igen. Hun er mest kendt for at gå i fodlænke og sige, at alle ved, hvad hun står for, selvom hun ikke fremlægger nogen politik. Dog virker hun overbevist om, at verden bliver et bedre sted, hvis jyderne slås mod københavnerne, og alle slås mod ”de fremmede”.


Så er der Nye Borgerlige og Dansk folkeparti. Det er lidt samme boldgade. Nye Borgerlige er vist mest et enkeltmandsparti, og Dansk Folkeparti minder om en synkende skude, hvor den skøre kaptajn Messerschmidt tordner mod alt og alle, når han ikke er nede i EU og hapse kuglepenne eller i byretten for at tale om, hvor uskyldig han i grunden er.


Sådan er de, hovedpersonerne, i grove træk. Der er også nogle kristne, nogle alternative og nogle grønne, der alle sammen drømmer om at komme ind, men dem må vi tale om en anden gang, hvis de stadig findes efter valget.


Nu gælder det bare om at følge med i showet og tænke sig godt om, så man får sat sit kryds det rigtige sted.


Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle