Så er der gået endnu en uge, og jeg har intet hørt fra IT-afdelingen. Som jeg skrev sidste fredag, eksploderede min computer for nylig, og jeg måtte tigge mig til at få dem til at forsøge at fiske mine arbejds- og børneopdragelsesdokumenter ud. Men jeg har endnu intet hørt. Jeg forestiller mig, at de møder ind hver morgen og lægger en plan for, hvordan de skal gribe opgaven an: ”Vi bliver nødt til at gøre vores ypperste. Det gælder en af vores mest betroede medarbejdere.” Og så pisker de ellers rundt, tre mand høj, og gør alt hvad de kan for at genoplive min gamle computer, som har været min tro følgesvend i næsten et årti. Som IT manden sagde, da jeg gav ham nummeret på min computer: ”Jeg anede ikke, at vi stadig havde sådan nogle gamle hakkebrætter i omløb.”
Nå, men det korte af det lange er, at hele mit lager af børneopdragelsestekster er sendt til de evige opdragelsesmarker, og derfor sidder jeg her febrilsk og prøver at skrive mig ud af miseren. Og jeg har ikke meget tid. Det meste af ugen, og weekenden, er nemlig gået med at fejre ældste pode, der rundede et skarpt hjørne og nu pludselig kan prale af have levet et tocifret antal år, hvilket man som bekendt ikke skal kimse ad. Og derfor skulle vi da også fejre ham. Med pomp og pragt og nærvær og gaver og kager og inddraget skrivetid og ikke mindst fænomenet, som alle forældre frygter, men alligevel jævnligt kaster sig ud i, nemlig børnefødselsdagen.
Vi har her i husstanden to principper, vi forsøger at efterleve, når det gælder børnefødselsdage. For det første vil vi gerne have alle fra klassen med. Jeg har det svært med den konsekvente kønsopdeling af elever, der finder sted hele tiden og så igen, og hvis du gerne vil læse mere om dette emne, kan du læse denne tekst om fædreturen eller denne om at kæmpe for de vilde piger. For det andet vil vi gerne arrangere det med andre forældre, hvis børn har fødselsdag på nogenlunde samme tidspunkt. Jo flere der samarbejder, laver fællesskab og mødes på kryds og tværs, jo bedre. Børnefødselsdage handler (også) om klassesammenhold, og derfor er det fedt, hvis alle er inviteret, og man er flere til at stå for det.
Denne gang havde vi valgt en løsning, som var smart og faktisk også temmelig billig. Vi havde lånt et lokale nede på skolen (hatten af for god stil i Roskilde Kommune) og så havde vi aftalt at holde festen i tidsrummet 14-16:30, som ligger lige mellem frokost og aftensmad og primært kalder på snacks, kage og slikposer. Vi havde derudover valgt halloween som tema, ja, den kunne godt trække et ekstranummer, i sær fordi folk endnu ikke havde nået at pakke plastikgræskar og ansigtsmaling ned og derfor kunne overskue det.
Og så kom ungerne: ”Hold da kæft de er mange. Hvor har de fundet de underlige skateboards, som de bruger til at suse i fuld fart hen over gulvet? Og hvorfor sparker de til boldene? Skulle de ikke først frem senere? Og nu ligger der fire børn i en bunke på den store pude, og er det overhovedet okay? Skal vi skille dem ad? Er det allerede nu, vi skal i gang med legene? Pyha. Kortvarig ro. Hen til bordet og spise. To stykker til hver. What? Er I allerede færdige? Jamen, I har jo kun siddet ved bordet i to minutter. Undskyld, er I egentlig altid så vilde? Nej, det er kun, når vi fester. Videre til anden del. Børnene mod de voksne. Udenfor. Pyha, det gav lidt mere luft. Bedre at have en 4. klasse i en skolegård end i et enkelt lokale. Så ved vi det. Alle hygger sig vist nu. Også fødselarerne. Kom, så skal vi ind igen. 20 minutter tilbage. En hurtig omgang stikbold og limbo. Nu er klokken halv fem. Forældrene kommer tilbage og henter. Har I haft det godt? Har det været hårdt? Nej nej, det var ingenting. Det er jo det hele værd, når man kan se, hvordan de hygger sig. Oprydning, stole og borde. Vaskeklude, frem med den store kost og gulvskrubben. Nu er der kun vores egne unger tilbage, men de er til gengæld mørbankede af indtryk og sukker. Vi skal være ude klokken 17, ellers går alarmen i gang. Tempo på. Py ha. Hjem på ladcyklen. Var det ikke sjovt? Havde du en god dag? Okay du er træt, jeg skal nok lade dig være. Hjem i sofaen, frem med skærmene. Ned i gear, op i seng.
Og pludselig husker man, at det var det samme sidste år. Og året før. Børnefødselsdage er ekstremt hårdt arbejde, når man vælger, at det skal være for alle. Eller som en af medarrangørforældrene formulerede det: En børnefødselsdagstime svarer til cirka 10 almindelige arbejdstimer.
Godt at der er et halvt år, til den anden fylder år
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Commenti