top of page

#196 Nytårstalen


Foto: Unsplash.com

Denne tale bliver ikke, som jeg havde tænkt. Bestemt ikke. Blandt andet fordi jeg er nødt til at skrive med en enkelt hånd, højre, fordi jeg sidder og holder computeren med venstre, så min ældste søn ikke får computerlyset i hovedet. Han ligger nemlig og sover med hovedet i mit skød, fordi vi netop nu sidder i en bus på vej fra paris til barcelona. Jeg er ikke i stand til at skrive egennavne med stort, da det ikke fysisk lader sig gøre, med mindre at jeg bruger capslock, men det er jeg først kommet i tanke om nu - så det må blive, som det bliver.


På en måde er sådan en begrænsning også symptomatisk for 2022. Det har været begrænsningernes år. Hele året igennem er vores handlingsrum blevet begrænset af bevægelser andre steder. Det startede 24. februar, dagen før min fødselsdag, hvor vi sad i et sommerhus på Nordfyn, da Putins kamphelikoptere på det nærmeste fløj ind i stuen via fladskærmen og dernæst videre ind i vores bevidsthed. Hvad fuck var det? Skal vi nu til at have krig i Europa? Og siden er vi hoppet fra den ene krise til den anden, og begrænsningerne er blevet større og mere og mere mærkbare. Så bliver benzinen dyrere. Så strømmen. Så varerne i supermarkedet. Hele tiden skal vi begrænse os i forhold til det, vi havde tænkt og tilpasse os en verden, der bliver mere og mere usikker og uforudsigelig.


Ja, måske først og fremmest uforudsigelig. Alle faste holdepunkter er under opbrud. Isen smelter, havene stiger, grænser flyttes, meninger brydes. I vores eget mikrokomsmos blev vi ramt af uforudsigelighed i går, da vi midt i en pizza Margaritha i Mannheim fik en mail om, at nattoget fra Paris til den spanske grænse var aflyst på grund af et uforudset uheld på skinnerne. Hvad pokker gør man så? Var der ikke noget med en bus, der kørte hele natten, så vi kunne ramme Barcelona om formiddagen? Nå jo, ind og bestille billetter med det samme.


Så derfor sidder vi her nu. Ungerne sover, og jeg må skrive med en hånd og mærker så småt kramperne komme snigende. I det mindste ved jeg nu, hvad det kræves for at få de to i særdeleshed bedste pladser i en dobbeltdækkerbus, altså de forreste øverst. Man skal bare møde op på busstationen en time før afgang med to drenge med hundeøjne, som man så lyver en smule mere køresyge, end de er. Og vupti, så kan man sidde og følge landskabets skiften med benene oppe i fjorten timer i træk, mens man tænker over, hvor længe man rent fysisk er i stand til at blive ved med at skrive nytårstale med en-håndssystemet.


Og jeg får heller ikke tid til at rette den til. Jeg plejer altid at læse mine tekster igennem mindst fem gange, inden jeg lægger dem ud, men denne gang når jeg ikke en gang at læse korrektur. Tidsplanen er skredet totalt. Jeg kommer til at lægge en tekst ud med et ligeså dovent udtryk som alle dem, jeg plejer at kritisere for ikke at læse tingene ordentligt igennem. "Så brug da lige de par minutter ekstra. Det er for dumt at have to kæmpestavefejl med i teksten, når en enkelt koncentreret gennemgang ville have opsnappet det."


I 2023 lover jeg, at jeg vil læse mine tekster igennem en ekstra gang (ligesom jeg plejer). Jeg satser desuden på at skrive vildere, klogere, skarpere og mere underholdende, end jeg gør nu.


Nu har den ældste lige åbnet øjnene og sagt, at det er irriterende, at jeg bevæger armen så meget. Jeg bliver nødt til at speede op. Jeg har aftalt med ham, at jeg skriver igennem i fem minutter, med alle fingre, og så skal jeg nok slukke. Gad vide, om det også nogle gange sker for dronning Margrethe, at hun bliver tvunget til at skrive sin nytårstale færdig på 5 minutter? Måske dengang Pengu og Jokke var små og blev ved med at forstyrre: Nu må I lige give mig fem minutter mere, og så skal jeg nok køre jer til bridge eller gobbelinhækling (eller hvad kongelige børn nu foretager sig). Nå, jeg er nødt til at sætte farten op. Det er ikke nemt under pres. Som du måske har fornemmet, er vi på vej sydover med offentlig transport. Vi har nemlig givet os selv en forlænget ferie i Andalusien, fordi vi havde noget barsel, der endnu ikke var blevet brugt. Jeg tænker, at de næste ugers tekster i høj grad kommer til at bære præg af det..


Men ikke denne. Dette er en nytårstale, på speed, og derfor skal jeg tale om alt det gamle og alt det nye, og hvor er det dog befriende at kunne skrive med ti fingre igen, også selvom det kun drejer sig om få minutter. Jeg må være effektiv:


Jeg har snart holdt hjemmesiden kørende i 200 fredage i træk, hvilket må være en slags rekord indenfor børneopdragelseshjemmesider. Hvis der findes en orden indenfor den slags, må jeg snart blive ringet op af nogen, der vil forære mig en flidspræmie eller en fortjenstmedalje eller noget i den dur, for aldrig at give fortabt og for ugentlig at sætte fokus på børneopdragelse, folkeskole, farrollen, og alt det andet, der lige rører sig. "Tillykke, her får du den gyldne ble og et årsabonnement til byens børn og far i vor tid ".


Jeg har fået en del af årets tekster udgivet i aviser, Jyllandsposten og Politiken, og så på Point of View, hvor de ofte fører til intense og følelsesladede debatter, hvilket er sjovt, når jeg til stadighed ikke fatter, hvordan jeg får mine egne læsere til at fare i kridthuset sådan for alvor, hverken på siden eller på Facebook, hvor jeg stadig befinder mig, selvom jeg på ingen måde begriber koderne på sociale medier, og i øvrigt prøver at begrænse min tilstedeværelse til om fredagen. Men måske er det også godt nok. Jeg kan sådan set godt lide den stille tilværelse, og jeg ved også, at jeg har nogle ufatteligt loyale læsere, og det vil jeg gerne sige jer tusind tak for, ligesom jeg gerne vil sige tusind tak til alle jer, der købt min bog i løbet af året, for det er faktisk virkelig dejligt at blive støttet på den måde, når man som jeg har sat sig for at skrive derudaf uge efter uge uden at få en krone for det og uden at ville have sponsorer eller andet, som kan begrænse den frie fantasi. Så tusind tak for det.


Ellers er det mit mål at være vedholdende og stabil, det børneopdragelsesmæssige svar på Duracelkaninen, og så sker det sikkert alt muligt uforudset, ligesom der plejer. Nå ja, jeg har også lavet en del radio i 2022, og det ser det heldigvis ud til, at jeg kan få lov til igen næste år. Stor tak til Marie Sloma Qvortrup for altid at tænke på mig, når Radio 4 gerne vil beskæftige sig med folkeskolen plus det løse.


Og nu bliver jeg seriøst nødt til at stoppe. Nu er det ikke kun sønnikes tålmodighed, jeg gambler med (de fem minutter er for længst gået). Nu er det også de øvrige passagerer, da mit computerlys er det eneste lys overhovedet i den mørkelagt bus, hvor alle er forbløffende stille, selvom der er en hel del børn med. Det burde være umuligt at gennemføre en harmonisk busrejse af en sådan længde i perfekt harmoni, men starten har været god, så nu må vi se, hvad der sker. Nu vil jeg lægge computeren, læne mig tilbage og kigge på den europæiske motorvej og tænke over, at i morgen, når vi stopper, vil vi befinde os i Barcelona, hvor de har lovet solskin og 17 grader.


Tusind tak fordi I stadig læser med og godt nytår til jer alle.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her





0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page