top of page

#202 Er du også en svindler?


Foto: Unsplash.com

Kender du følelsen af at bevæge dig rundt i miljøer, hvor du ikke hører til? Hvor du er nervøs for, at der kommer en og prikker dig på skulderen og siger: Du er afsløret. Vi ved godt, at du ikke er en af os. Sådan havde jeg det, da jeg startede på efterskole som 15-årig. Jeg var fra en lille flække, Østbirk, og jeg vidste ikke, at der fandtes større byer end Horsens. Jeg havde i hvert fald aldrig mødt en jævnaldrende, der var vokset op i en rigtig storby. Men det ændrede sig hurtigt på efterskolen. Jeg kan huske, at jeg var dybt forundret, da jeg kiggede rundt på de andre i fællessalen: Hvorfor er jeg den eneste i håndbold-special sko? Og sportstøj? Og hvorfor er der så mange langhårde drenge? Og så mange, der ryger?

Jeg havde det som om, jeg var landet på en anden planet, og jeg var pludselig klar over, at jeg havde uendelig meget at lære. Det var ikke længere nok at være sjov og god til fodbold. Jeg blev nødt til at gøre noget radikalt, hvis jeg skulle få venner – eller gøre mig håb om at finde en kæreste. Så jeg brugte det næste års tid på at afkode og efterligne forskellige gruppers adfærd. Jeg gik fra sportsdreng til skater til musiker, inden jeg mødte inderkredsen af Århusdrenge. Dem ville jeg være ligesom. De var ældre, seje og utilnærmelige. Jeg brugte adskillige uger på at kæmpe mig frem mod indercirklen, men nåede aldrig længere end periferien. Jeg blev inviteret med til festerne på grund af min kæreste (ja, det var lykkedes mig at finde sådan en), men hvis jeg ikke mødte op, var der vist ikke rigtig nogen, der bemærkede det.


Senere, på seminariet i København, oplevede jeg det igen. Her havnede jeg i en klasse med en flok uni-drop-outs, der elskede at sige ord som diskurs, strukturel, Foucault og videnskabsteori. Hvad fanden var nu det for noget? Nu var jeg kommet til storbyen, og som om det ikke var svært nok, talte de også et andet sprog. Nu forstod jeg, at det ikke længere var nok at afkode og efterligne. Nu blev jeg nødt til at læse, hvis jeg ikke skulle falde ud af samtalerne i fredagsbaren. Så jeg begyndte at lave lektier og læse romaner. Ikke for at blive en god lærer, men for ikke at falde igennem i en flok, hvor det handlede om at være klog. Igen skulle jeg kæmpe for ikke at blive afsløret som den svindler, jeg udemærket vidste, jeg var.


På universitet gentog mønsteret sig. Men her begyndte jeg at få topkarakterer. Du får 12. Endnu et 12 tal. Topkarakter til dig, Jesper. Jeg måtte knibe mig selv i armen. Jeg var sikker på, at min nye stræberstatus alene skyldtes, at jeg havde fået en akademikerkæreste, der kunne fortælle mig om opgaveopbygning og kunsten at gå til eksamen. Jeg var overbevist om, at en af mine undervisere en dag ville trække mig til side og sige, at han havde gennemskuet mig: ”Jeg ved godt, at du ikke er en rigtig akademiker. Jeg kan godt se, at du bare går rundt og svindler, og jeg garanterer, at du nok skal blive afsløret.” Men det skete overraskende nok aldrig.


---


Og nu er jeg så blevet far og skal sørge for, at mine egne unger ikke vokser op og føler sig som svindlere. Men hvordan skal jeg kunne lære dem det, når jeg nu selv var Østbirks svar på Britta Nielsen? Heldigvis synes jeg, at mine unger virker mere cool i tilværelsen, end jeg selv gjorde som barn. De virker som om, de synes, at de er gode nok, som de er, og det er vel selve forudsætningen for at undgå svindel. Hvorfor forsøge at ændre sig, hvis man er tilfreds med den, man er? Men jeg må sørge for at understøtte det. Sørge for at vise, at der er mange måder at være menneske på. Og give dem noget udsyn. Jeg blev selv skræmt fra vid og sans på efterskolen, fordi jeg aldrig havde oplevet storbybørn, men mine unger vokser op i en by og oven i købet tæt på København, så forhåbentlig kommer de ikke til at opleve det samme.


Og så må jeg sørge for at standse min egen svindleradfærd, så de ikke går rundt og lærer, at det at være voksen er lig med at være svindler. Heldigvis har jeg heller ikke rigtig tid til at gå at svindle i mit liv. Ja, faktisk vil jeg sige, at meget af min svindleradfærd forsvandt, den aften på Hvidovre for mere end ti år siden, da jeg stod med mit nyfødte afkom i armene. Nu var jeg pludselig far, og der lå et lille menneske, der havde brug for den ægte vare, og som kunne gennemskue enhver form for distance, facade og falsk tilknytning. Babyer suger kærlighed og nærvær ud af mennesker, og i den proces er der hverken plads til kontrol, refleksion eller noget af alt det andet, der kræves for at svindle på et nogenlunde hæderligt niveau.


Så måske er familieforøgelse den bedste kur mod svindel. Som forælder har man dårligt tid til forfængeligt image-svindleri, når man både skal putte og børste tænder og smøre madpakker og cykle til Trekroner i regnvejr. Og hvem fanden skulle man også svindle for? Ungerne ville synes, man var temmelig underlig, hvis man pludselig ændrede personlighed, og Kollegerne ville kigge mærkeligt på en, hvis man begyndte at ændre tøjstil eller væremåde for at blive ligesom de seje oppe på ledelsesgangen.


Så måske er den bedste kur mod svindel i virkeligheden bare at blive voksen.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page