#203 ALDI- æret være dit minde

Kære ALDI.

Hvis Irma var en fin gammel dame med pels og bopæl på Gl. Kongevej, var du snarere en hjemløs mand med joggingbusker fra en forstad ved Düsseldorf. Du var aldrig for de fine, og derfor er der heller ingen, der slår ring om dig, kæmper for dig og skriver til de førende aviser om, hvor meget du har betydet for deres liv og identitet.

Men selvom du ikke var fin, spillede du alligevel kostbar på din egen kluntede måde. Du var for eksempel aldrig lettilgængelig. Du insisterede på at have små kassebånd, så man altid var ved at tabe sine varer, når de var blevet scannet. Jeg husker et utal af gange, hvor jeg har måtte balancere agurker, havregrynsposer og æbler, inden jeg forstod, at man skulle putte dem i kurven igen og gå over til pakkebordet. Det var muligt, at andre supermarkeder i Danmark havde en anden praksis, men du var tysker og insisterede på at gøre, som du altid havde gjort. Du insisterede også på, at skrive priserne foroven i stedet for forneden, hvilket har ført til adskillige situationer, hvor mennesker troede, at en pakke leverpostej kostede 65 kroner, mens et kilo ost kunne fås for en 10´er. Ofte har jeg hørt dine medarbejdere stå og forklare om dit skiltningssystem og sige sætninger i stil med: ”Jeg ved sgu heller ikke hvorfor. Sådan er det bare i ALDI.”

Du var heller ikke interesseret i kvalitet. Lad os nu bare være ærlige. Bevares, du eksperimenterede med økologisk kød og grønsager, men det var aldrig noget, der for alvor optog dig. Du var mere engageret i store Wienerschnitzler, pølser på glas og eksotiske panderetter med udefinerbare kødsorter end om en høne nu også havde haft et langt og lykkelig liv og burde tituleres bur- øko- eller skrabe. For dig var prisen Gud, og du appellerede stærkt til nærige jydetyper som mig selv, der synes, det er en fryd at komme ud med en fyldt plasticpose, som har kostet en fjerdedel af, hvad det ville have kostet mange andre steder.

Du var heller ikke bange for rod og uorden. Alt skulle helst stå i kasser og se ud, som om det lige var båret ind fra ladet af en lastbil. Hvilket det sikkert også var. De fleste af produkterne var produceret i Tyskland, og du var aldrig bange for at transportere en vare et par hundrede kilometer op igennem Europa. Ingen skal nogensinde beskylde dig for at glemme dine tyske rødder.

For mig var du helt klart det bedste familiesupermarked. Jeg elskede at komme der med mine unger, måske fordi den dårlige skiltning, den manglende sans for kvalitet, rodet og de korte kassebånd betød, at der ikke var ret mange kunder. Vi kunne tit tusse rundt derinde, næsten for os selv, og hvis børnene skulle få lyst til en is i det gode vejr, kunne jeg ofte forbarme mig over dem og give dem en klassisk Aldi-vaffel til den nette sum af 8.95. Jeg nød også at vise dem de eksotiske produkter, for hvor finder man ellers en mælk, der hedder Mælkebøtte og kaffe, der hedder Markus? Selvom også du blev mere ensrettet hen mod slutningen, formåede du til det sidste at fremhæve, og stole på, dit eget sortiment.

Du var i sandhed et supermarked for folket. Du kunne rumme alle fra de unge lømler med Krudtuglerne, de hjemløse på pantmission, pensionisterne med hang til fabriksfremstilede roulader og børnefamilier på jagt efter pølsehorn og byens billigste bleer.

Tak for alt, ALDI – Vi er nogle få, der virkelig kommer til at savne dig.

Tak fordi du læste med

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her