top of page

#204 Hvorfor er Putin så ond?


Foto: Unsplash.com

-Far, behøver du se det med Rusland og krigen?


-Hvorfor har du noget imod, at jeg ser det?


-Fordi så kommer jeg til at tænke på det.


-Okay. Jeg slukker med det samme.


Du skal eddersparkeme ikke ligge og bakse med, hvad der sker i Donetsk og Luhansk og Bakhmut ude på østfronten. Jeg troede ikke, at du forstod en pind af det de to uniformerede mænd står og siger ved det store Ukrainekort i tv-studiet. Du ligger der med lukkede øjne, og jeg troede, at du var ved at falde i søvn. Men du har åbenbart store ører og en hjerne, der er i stand til at opsamle aldeles kompliceret information ved sengetid. Men det er taget til efterretning. Jeg lover dig, at jeg ikke mere vil sidde her og se noget om krigen. Og husk nu at jeg har sagt, at vi er i sikkerhed i Danmark. Vi er beskyttet af en masse lande, herunder mægtige USA, så der kommer ikke til at ske noget. Basta.


Du skal faktisk overhovedet ikke spekulere på den slags. Du skal spekulere på, om du skal være ninja eller Spiderman til fastelavn, og om du kommer i klasse med dine venner, når du om lidt skal have din egen skoletaske og starte i SFO og have madpakke med om morgenen. Det er udelukkende sådan noget, du skal bryde dit kønne lille hoved med.


Men jeg tror, der sker noget med dine hjerne lige for tiden. Jeg har bemærket, at du er begyndt at stille nogle ret vilde spørgsmål:

-Jeg synes, det er ærgerligt, at alle mennesker skal dø. Hvorfor skal de egentlig det? Hvorfor vil nogen være soldat, når det ender med, at de dør? Hvorfor findes der onde mennesker som Putin?


Svære spørgsmål som det er vanskeligt at svare på, og hvor jeg næsten altid tyer til geografien: ”De fleste danskere bliver tudsegamle. Soldater i Danmark skal ikke krig. Der er heldigvis ikke særlig mange onde mennesker i Danmark. Og da slet ikke her i byen.” Når Danmark ikke er tryg nok, bruger jeg Roskilde. Og hvis der er ballade i Roskilde, bruger jeg privatadressen: ”Ja ja, det bliver muligvis stjålet et par cykler inde i byen, men der sker aldrig noget kriminelt her i vores kvarter. Så slap du bare af og sov trygt, min lille ven.”


Min opgave må være at skærme dig mod de store farer i verden, så du ikke bliver bange for at leve i dit eget lille kredsløb. Og heldigvis ser jeg heller ikke, at dine bekymringer smitter af på din adfærd. Som jeg ser det, har du stadig masser af mod på livet og kaster dig ud i alverdens ting og er ikke bange for klatre op i legestativerne, selvom du risikerer at falde ned.


Så missionen er vel lykkedes indtil videre. Det kan godt være, at det i dag er præcis et år siden, at Putin beordrede sine kamphelikoptere ind over Kyiv og gav os nogle bekymringer, som vi ikke havde før. Men du er beviset på, at han ikke er nået ind under huden på os endnu, og forhåbentlig heller aldrig kommer det. Nu skal jeg bare sørge for at skærme dig fra fjernsynsudsendelser om krigen, samtidig med at jeg skal gøre mit bedste for at svare på dine eksistentielle spørgsmål på en måde, hvor du føler, at det er okay, at du stiller dem, og hvor du ikke oplever angst og utryghed, selvom du har opdaget, at livet har en udløbsdato og at hele verden ikke er tryg og rar som Roskilde - ham Putin skal nemlig ikke have lov til at plante en grundlæggende frygt for livet i små uskyldige væsener som dig.

Tak fordi du læste med.



Putin tegnet af en femårig. Storebror har stået for tekstsiden.




Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page