Det er bare en af de uger. Den yngste er syg, den ældste er træt, min kæreste døjer med symptomer på halsbetændelse, og jeg går rundt med forstørrede bekymringsrynker og en tilstand i kroppen, som terapeuterne sikkert ville kalde ”uhensigtsmæssig alarm i det sympatiske nervesystem”. Men verden har besluttet sig for at køre videre, selvom vi er vingeskudte herhjemme. Der kommer stadig arbejdsopgaver, forpligtelser, bestyrelsesmøder, fodboldtræning, klasseråd og telefonopkald- og Aula sover som bekendt aldrig. Og det gør jeg heller ikke. Det første offer, når ubalancen rammer, er som bekendt nattesøvnen. Enten er der en unge, der vågner med mareridt eller sygdoms-gener, eller også ligger jeg selv og spekulerer over, hvordan jeg skal få enderne til at hænge sammen, når jeg nu heller ikke længere er i stand til at sove godt om natten.
Så giv os dog et break. En ferie, et afbræk, et sommerhus, en store bededag. Hvad som helst for at slippe ud af loopet og komme til hægterne igen. Og hvis det er for meget forlangt, så gør os dog i det mindste raske. Giv os noget penicillin eller Panodil eller amfetamin eller til nød en stikpille eller vaccination, hvis det kan få alt det tåbelige sygdom til at forsvinde. Ligegyldigt hvem fanden jeg snakker med, er de nedlagt af astmatisk bronkitis, influenza, forkølelse eller maveonde. Som om coronatiden har gjort os sarte og modtagelige og af-sprittede i en grad, så hårdførheden og resistensen er forsvundet. Nu skal vi bare læse om en bakterie på netdoktor.dk, og så er vi nedlagt i 14 dage. Eller børnene er. Vi voksne er mere syge på en måde, hvor man stadig kan deltage i et teams-møde og sende en mail, for det er sgu lettere at få den af sted nu, så den ikke ligger og venter, til vi kommer tilbage.
Jeg gider ikke skrive mere nu. Jeg er træt og sur og stresset og regnen pisser ned, og som den eneste kampklare soldat i husstandshæren, ved jeg, at den kommer til at hænge på mig de næste mange timer. Hentning, madlavning, putning, lektier, indkøb you name it. Og der kommer helt sikkert ikke nogen og giver mig en medalje eller klapper mig på skulderen bagefter. Tværtimod kommer der nok en syv-otte notifikationer på Aula, et par arbejdsmails, som starter med kære Jesper, så jeg ikke kan ignorere dem og nogle unger, som er fuldstændig ude af balance. Den syge vil have opmærksomhed, og det vil den raske også. Men svækkede forældre giver mindre opmærksomhed, og mindre opmærksomhed giver utæmmede unger, og vi kan ikke bare kaste en skærm i hovedet på dem, for så lever vi ikke op til vores egne forældre-idealer. Husstanden bliver med sikkerhed et Ragnarok de næste mange timer, og hvis jeg kender mine lus på gangen, kommer det hele til at gentage sig i morgen. Og hvis jeg er rigtig uheldig også i overmorgen.
Det kræver godt helbred og overskud at få familielivet til at hænge sammen, og vi er endda to voksne, heraf den ene på deltid. Jeg tør nærmest ikke tænke på, hvordan det må være, hvis man er alene og ikke har mulighed for at trække på uanede mængder bedsteforældrehjælp udefra - bare det snart var påske.
Tak fordi du læste med.
Hvis du vil høre mere om sygdom og kaos i børnefamilien, kan du lytte med på radioprogrammet Hjælp – jeg er forælder , hvor jeg diskuterer emnet med psykolog John Halse. Udsendelsen bliver sendt på søndag kl. 9 på radio 4 og kan efterfølgende høres som podcast. Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments