#208 Kendisser på en øde ø
Mine børn skal edderhakkeme ikke blive ligesom de kendisser, der lige nu er i gang med at overleve på en øde ø. Ikke tale om. Jeg har fundet det mest tåbelige program på Discovery+ (en streamingtjeneste jeg udelukkende abonnerer på, fordi en vigtig silkeborgkamp tvang mig til det), og her er det en flok mere eller mindre kendte kendisser, der skal overleve i 14 dage på en øde ø, og hvis du synes, det lyder bekendt, så er det fordi de fleste reality-programmer i disse år handler om noget med at overleve på øde øer. I dette tilfælde er det fuldstændig samme koncept, som DR sendte for nogle år siden, hvor en gruppe mennesker bliver sejlet ud med en båd og så skal gå i gang med at overleve. Går der fluernes herre i den? Hvem har det bedste overblik? Hvem tager lederskab og så videre og så videre. Discovery har taget konsekvensen af, at almindelige mennesker er kedelige og opgraderet konceptet ved at kalde det Øen-VIP og sende kendisser af sted. Fedt at de ligesom står ved, at kendisser er mere Important people end almindelige danskere. Og så ved man jo bare, at det bliver godt fjernsyn. Kendisser er vant til at være på. Kendisser er vant til at blive pressede på en måde, hvor de ikke ligner idioter undervejs.
Mine børn skal aldrig blive sådan. Føj. De er jo totalt overfladiske. Går bare rundt og gør sig til, og selv når de bliver stukket af insekter, ser de cool ud og hende, der var sammen med Bendtner, går og kaster håndtegn hele tiden, som om der var noget galt med hendes arm. Og har i øvrigt valgt den klassiske g-streng, som foretrukken ø-overlevelsesbeklædningsgenstand. Og så deres evindelige tatoveringer. De har så mange tatoveringer, at man tænker, at det er noget, de bliver instrueret i på kendisskolen eller til kendismiddage på Cafe Viktor: ”Du bliver nødt til at have noget at vise kameraet, og hvis de spørger ind til dem, skal du sige noget med, at den her er for at ære min mor, der altid har betydet så meget for mig.”
Mine børn skal aldrig blive sådan. De skal heller ikke have lyst til at melde sig til sådan noget overfladisk bras. På et tidspunkt er der en kendiskok der bliver sur på de andre deltagere og fortæller dem, at han ikke synes, de knokler nok for fællesskabet, og så bliver de unge kendisser saftsuseme kede af det og fornærmede. En tager hjem for en sikkerheds skyld, en anden begynder at græde og alle synes, at det er forfærdeligt, at han siger tingene så direkte og uden omsvøb. Sikke en omgang tudekiks og synliggørelse af, hvordan unge mennesker bliver curlet og nurset gennem tilværelsen uden at møde ægte modstand- og ligeså snart det bliver lidt hårdt, sætter de sig ned og græder.
Sådan skal det ikke være med mine unger. De skal lære, hvordan livet i virkeligheden er. At man skal yde, før man kan nyde. De skal være robuste, modstandsdygtige, selvstændige og frie, samtidig med at de hviler i sig selv og ikke går i panik, når de bliver pressede. Ja, i virkeligheden skal de lære alt det, som man skal bruge, når man skal klare sig sammen med andre mennesker på en øde ø (på nær selvfølgelig det med at lave ild og bygge shelters og den slags, som man ikke rigtig træner her i Roskilde). Men alt det andet, skal de kunne. Ja, i virkeligheden burde jeg melde dem til noget reality-ø-halløj, når de bliver lidt ældre bare for at vise, hvordan man sagtens kan klare sig uden at være kendt og have tatoveringer over det hele.
Men jeg gør det naturligvis ikke. Jeg er nemlig højt hævet over reality-tv i alle afskygninger, og jeg ser det udelukkende, fordi der er så meget af det, og fordi det føles skønt at sidde i sofaen og spise popcorn, mens man ser på andre mennesker, der dummer sig.
Ja, man kunne selvfølgelig sige, at de her unge mennesker er seje, fordi de sætter sig selv på spil og forsøger at flytter deres personlige grænser og udtrykke deres følelser. Man kunne også sige, at de er modige og ejer noget her-kommer-jeg-power, som andre støvede lektor-typer kunne lære noget af. Endelig kunne man sige, at det forekommer en smule hyklerisk at kritisere dem, mens man følger deres bestræbelser på nærmeste hold om aftenen og betaler deres løn ved at abonnere på reality streamingtjenesten over dem alle.
Men den vej har jeg nu ikke tænkt mig at gå ned ad. Reality-tv er åndssvagt, unge kendisser er overfladiske, og sådan skal mine unger i hvert fald aldrig blive.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
