Kender du det, at man kan blive presset af sine ungers energi-niveau? At man kan få det sådan: Hvis han spørger igen, om jeg ikke kan hente noget mad, så eksploderer jeg. Eller hvis han endnu en gang foreslår, at vi skal spille fodbold, så springer jeg i luften. Eller hvis han igen går hen til sin bror og irriterer ham med to plastiksværd i sofaen. Eller sparker til ham. Så ved jeg ikke, hvad jeg gør.
Og hvorfor er det i øvrigt, at de skal blive ved med at lege den idiotiske leg i sofaen, når jeg har fortalt dem femtusind gange, at vilde lege foregår ovenpå? Som om de slet ikke registrerer, når jeg siger noget. Som om jeg er luft for dem eller en slags robotagtig voksentjener, der kan få lov at hente forsyninger, men ellers skal lade dem være i fred.
Nu har de igen travlt med at smadre møblerne og planterne og vores gode humør med deres destruktive eftermiddagslege, der balancerer på en knivsæg mellem hysteriske grin, aparte bevægelser og utæmmede skrig i smerte, og jeg ved, at hvis jeg griber ind, bliver de sure, og hvis jeg lader dem være, går der fem minutter, inden en af dem græder, fordi den ene har pandet den anden eller sparket ham, og så er det fuldstændig ligegyldigt, at jeg har advaret dem 45 gange, og at præcis samme scene udspillede sig i går og i forgårs med præcis samme forudsigelige udfald.
Trætte børn bliver til rastløse monstre, og kunne man dog bare give dem en skærm eller nogle stærke piller, som kunne passivisere dem, men så kommer den irriterende stemme inde i hovedet, der minder om, hvorfor det nu var, man fik dem. Husk det nu. Meningen med livet. Noget at leve for. Alle de skønne øjeblikke og livets dessert og bla bla bla. Jeg kan fandeme ikke finde meget dessert over, at den lille netop nu flyver gennem luften med en sofapude, som lige om lidt rammer den store lige i panden. Og den store ligger og griner smørret, mens han siger ”stop” så halvhjertet, at ingen tror, at han mener det. Han er er bare i gang med at give sig selv en helgardering, så han lige om lidt kan sige: "Jamen, jeg prøvede at standse ham, jeg har sagt stop, men han lyttede ikke." Lille uskyldige offer. Men den går ikke, Granberg. Jeg har kaldt dit bluff, og jeg ved godt, at du skaber dig mindst ligeså meget som din lillebror, hvilket faktisk er skuffende, når man tænker på, hvor meget ældre, du er. Men jeg er 42, så mig kan du ikke narre med dine små udspekulerede tricks….
Hvis jeg ikke var så fandens pædagogisk, ville jeg råbe noget i stil med: ”HVIS NOGLE AF JER VIL GØRE JER FORHÅBNINGER OM FREDAGSTAMTAM OG SLIK, SÅ HAR I BARE AT LADE HINANDEN VÆRE OG OPFØRE JER ORDENTLIGT.” Men jeg ved jo godt, at belønning og straf er som at pisse i bukserne. Det har jeg selv læst og prædiket om til en mindre hær af lærerstuderende. Jeg ved også godt, at jeg ikke kan råbe mig til god opførsel. Mine eneste muligheder for ro er at give dem nogle skærme eller foretage mig noget med dem, men jeg magter ikke flere perleplader og brætspil og modellervoks og maling og Lego, og hvorfor skal børneaktiviteter også være så gudsjammerligt kedelige? Jeg dør, hvis jeg skal spille mere Ludo eller børneskak, og bare tanken om at invitere dem med til madlavningen, så de kan stå og skændes videre over frikadellefarsen, gør mig så træt og nedslidt, at jeg får lyst til at lægge mig ned under dynen med en kop kaffe og en serie.
Der er ingen vej udenom.
Jeg giver dem nogle skærme og sætter mig til at læse avis.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comentarios