I flere børnehaver er man begyndt at sætte hegn op på legepladserne for at inddele udendørsarealerne i legezoner. Disse steder argumenteres for, at hegnet sikrer overskuelighed og tryghed, samtidig med at man får mulighed for at være færre voksne ude ad gangen.
Sikke noget pladder.
Hegn er en pædagogisk falliterklæring (på nær dem der omkredser børnehaven og er sikkerhedsmæssigt nødvendige). Når vi sætter ekstra hegn op, signalerer vi til børnene, at verden er et farligt sted, hvor der hele tiden er brug for voksne, der passer på dem. Vi lader dem forstå, at vi er nødt til at overvåge og kontrollere deres adfærd. Vi signalerer lukkethed, kontrol, adfærdsbegrænsning og mistillid.
Derfor er hegn noget rod.
Men hegn er også symbolsk uheldige. Vi kender dem fra konfliktzoner, grænsedragninger og ser i øjeblikket kilometervis af hegn sat op ved den finsk-russiske grænse. Er det virkelig sådan et symbol, vi vil anvende til at adskille rød og blå stue i en børnehave?
---
Man kan sagtens træne børn i at færdes i bestemte zoner på en legeplads uden at bure dem inde. Det skal man simpelthen kunne. Det bedste eksempel er den skole i København, der anvender Israels Plads i frikvarterne. Et i udgangspunktet offentligt område, som ændrer funktion flere gange dagligt, når ungerne er ude at lege. Her forsvinder der ikke børn ugentligt, selvom der ikke er et eneste hegn til at holde på dem. Børnene har lært, at det er vigtigt, at de ikke tonser ud på Øster Farimagsgade for at hente vildtfarne bolde, og de voksne har været tydelige omkring, hvor man må være og ikke være. Og når voksne er det, altså tydelige i tale og handling, sker der det fascinerende, at ungerne begynder at makke ret. Børn er nemlig (heldigvis) sådan indrettet, at de gerne vil gøre deres voksne glade.
Derfor foreslår jeg, at vi piller alle uværdige og unødvendige hegn ned i vores børnehaver og institutioner og køber udendørs kridt i stedet. Kridt kan nemlig løse mange af de her problemer. Jeg foreslår, at man tegner streger de relevante steder og fortæller børnene, at de ikke må gå over dem, samtidig med at vi fortæller dem hvorfor. Det kan børn nemlig godt forstå. Og ellers skal de lære at forstå det. Når man kan træne 80.000 spritstive festivalgængere på Roskilde i at respektere en rød afskærmningssnor, skal man også kunne træne en flok børnehaveunger i at respektere en kridtstreg.
Og det kan pædagoger da også sagtens. Pædagoger er gode til at tale med børn og få dem til at forstå en god begrundelse. Og det er da heller ikke dem, der sidder og bestiller hegn til inddeling af legezoner. Det er lederne, der gør den slags: ”Hvordan kan vi spare nogle penge? Jeg har det, vi søger penge til et hegn!”
Men frie og kreative børnesind må ikke bures inde. Basta. Heller ikke selvom normeringen er dårlig. De skal slippes fri, klatre i træer, falde ned, slå sig, kravle op igen og lære at respektere en kridtstreg og en god begrundelse. Og skulle de komme til at gå over stregen (bogstaveligt talt), skal de lære, at det var ikke så smart, og så gør de det forhåbentlig ikke igen. Dansk børnehavetradition er rundet af værdier som selvvirksomhed og fri tænkning og kun ved at turde sætte børnene fri, kan vi lære dem at blive selvstændige individer, der kan tage vare på sig selv og træffe nogenlunde begavede beslutninger i tilværelsen.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
댓글