top of page

#224 Kærlighedsbarnet


Tegning: David Seeberg

Jeg har opdaget en mennesketype, som er begyndt at poppe op overalt i storbyen: Hun er ung og smart og arbejder med kommunikation i et firma, hvor de laver noget kompliceret, som er svært at forklare. Hun er god til at tale med mennesker, og man føler sig godt tilpas i hendes selskab. Hun er opfindsom. Og iderig. Og har ofte visionære bud på komplicerede problemstillinger. Og man kommer til at grine, når man sidder og ideudvikler med hende, for hun er sjov og siger skæve ting, og man får lyst til at lave projekter med hende. Måske noget med iværksætteri. Eller noget kreativt.

Og så er hun woke, frisindet og uden fordomme over for minoriteter. Og Fuldstændig ligeglad med, hvem folk går i seng med. ”folk må da være sammen med dem, de vil”. Og hun er helt vild med vintagetøj: "Ej, prøv lige at se denne her kjole, den er da one of a kind." Og fuldstændig ligeglad med hvad ting koster. Giver rask væk 70 kroner for en juice, hvis den er presset i de rette urbane omgivelser.


Hun er med andre ord glad, frisindet, humoristisk, virkelig godt selskab og en fandens god forbruger.


Problemet er bare, at man ikke kan arbejde sammen med hende. Denne mennesketype er blottet for evnen til at overholde aftaler, og du vil allerede opdage det første gang, du skal mødes med hende, for at arbejde videre med ideen, I har udviklet sammen. Måske kommer hun en halv time for sent uden at sige noget, eller måske kommer hun slet ikke. Hun har nemlig et meget afslappet forhold til tid (især andres), som hun synes, at mange mennesker hænger sig alt for meget i. Hvorfor skal det hele være så tidsfascistisk, kan hun finde på at sige til veninderne, når de mødes på det økologiske kafferisteri. Hun har det svært, når ting bliver for konkrete. Når der rent faktisk skal sendes en mail, tages kontakt med nogen eller gøres noget praktisk. Det sker ligesom bare ikke.


Men det er ikke hendes egen skyld. I hvert fald ikke alene. Hun er nemlig blevet stopfodret med så meget kærlighed hjemmefra, at det nærmest har taget overhånd. Hun er et kærlighedsbarn i ordets mest ekstreme betydning, og igennem opvæksten har hun oplevet forældre, der ville hende det bedste og som overdyngede hende med opmærksomhed, cykler, computere, telefoner, rejser og til sidst en forældrekøbt lejlighed på indre Vesterbro. Hver gang hun oplevede en udfordring blev den fjernet, hver gang hun var sulten, blev der stillet en omgang dahl eller sushi foran hende.


Så pointen må være, at vi som forældre skal lade være med at løse alle vores ungers problemer for dem, så de ikke vokser op og bliver flydende kerneløse kærlighedsbørn. Men det er svært. Mange af os er så privilegerede, materielt velstillede og opsatte på vores børns trivsel, at det er svært ikke at fikse problemerne for dem. Vi har lyst til at lave deres lektier, køre dem i skole, når det regner og give dem en halvtredser, når de er flade. Men det skal vi, (naturligvis) holde op med. Tænk på hvordan vi selv fik lov til at løse vores problemer som børn i 80’erne (vender altid tilbage til 80’erne), og overvej, om det ikke netop er det, der har gjort os nogenlunde selvkørende som voksne. Tænk på Salig Per Schultz Jørgensen, æret være hans minde, der brugte store dele af sit professionelle virke på at fortælle os, at børn i dag mangler resilience, modstandskraft, og at det er derfor de hele tiden løber ind i problemer.


Så vi må tilbage til den gang, hvor forældre var mere loose med deres børn, og hvor børnenes job var at tilpasse sig, opføre sig ordentligt og gøre deres voksne glade. Eller vent, det var faktisk også noget rod. Det skabte små fintfølende antennebørn, som kun troede, de var noget værd, når de opførte sig ordentlig og spiste med kniv og gaffel.


Vi var sgu også helt fucked. Ahr, det er kompliceret det her. Vi må sørge for at give vores børn en masse kærlighed, samtidig med at vi sætter grænser for dem og lærer dem, at der er mange forskellige måder at være menneske på. Med andre ord: Vi må skabe nogle kærlighedsbørn, der er lige så frisindede som deltagerne i Paradise Hotel, men som samtidig er i stand til at passe et arbejde og svare på en mail.


Sæt i gang!


PS. Og kærlighedsbørnene findes naturligvis også som drenge- jeg er bare mest stødt ind i piger på det seneste.


Tak fordi du læste med.


Ovenstående tekst har tidligere, i en lidt anden form, været udgivet her på siden. Henover sommeren forsøger jeg at give nyt liv til nogle af de gamle tekster. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her



0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentários


bottom of page