Da jeg var lille, blev jeg sendt ind på mit værelse, når jeg havde lavet ballade: ”Så kan du blive der, til du er sød igen.” Jeg fik også at vide, at ”det er vigtigt at spise med kniv og gaffel - og ikke levne på tallerkenen.” Der var fokus på høflighed, gode manerer og evnen til at være sød, og når jeg taler med jævnaldrende, kan jeg høre, at det ikke kun var hos mig, det var sådan. Der herskede i firserne og starthalvfemserne en udbredt forståelse af, at børn tilhørte og repræsenterede deres forældre, så når et barn råbte og skreg i supermarkedet, faldt det tilbage på mor og far. ”De har da vist ikke styr på deres unge” eller ”sikke da et uopdragent barn”. Derfor gjaldt det om at få nogle velafrettede børn, der kunne finde ud af at opføre sig ordentligt - ikke mindst når man var ude hos andre.
Derfor er mange af os, der voksede op den gang, blevet verdensmestre i at være søde og tilpasse os stemninger, ligesom vi er stærkt trænede i at undertrykke følelser som frustration og vrede. Og det giver os nogle udfordringer, når vi skal opdrage vores egne børn, for normerne er ikke de samme som for 20-30 år siden. Nu er det bredt anerkendt, at børn skal have lov til at udleve deres følelser, så de ikke bliver nogle knudemænd- og kvinder, som ender med psykiske problemer, stress eller mavesår, når de bliver voksne.
Så vi skal altså lære vores børn nogle egenskaber, som vi ikke selv har lært i vores opvækst, og hvordan gør man så det?
Min kæreste og jeg har valgt en tovejsstrategi. For det første prøver vi at arbejde med os selv og blive bedre til at give vores egne følelser plads - både fordi det er en god ting for os, og fordi vi ved, at vi kan prædike nok så meget for børnene, men at det er den adfærd, de oplever og ser, som de vil tage til sig. Men det er naturligvis svært. Når man er opvokset med, at vrede er forbudt, bliver det sin sag at mærke den og udtrykke den. Det kan du i øvrigt læse mere om her
For det andet prøver vi at skabe konkrete muligheder for, at børnene kan komme af med deres følelser og opfordrer dem til bare at give los. Hvis et barn for eksempel er ked af det, kan vi finde på at sige: ”Jeg kan godt forstå, du er ked af det. Det må du gerne være, og jeg skal nok holde om dig imens”. Og hvis en af dem bliver vred, sætter vi dem ofte til at slå i en af vores store sofapuder: ”Jeg kan godt forstå, at du er sur på din lillebror, men du må ikke slå ham. Til gengæld må du banke lige så hårdt, du kan i denne her pude, og jeg skal nok kigge på, hvor hårdt du slår.” Og det har en virkelig god effekt. Ofte giver jeg puden liv og siger for eksempel ”av”, når min store søn rammer den, og så kan han aldrig lade være med at grine, og så ved man, at vredesudbruddet er ved at være ovre.
Man kan også køre puden i stilling, inden potentielle konflikter udspiller sig. Når vi eksempelvis skal spille ludo, sætter vi nogle gange puden på stolen, så den er klar, hvis yngste søn skulle blive slået hjem og pludselig blive vred på sin far, som desværre ikke ejer egenskaben at tabe med vilje. Så er det praktisk, at der står en pude klar til at tage nogle slag, og det gør også, at jeg orker at spille brætspil noget tættere på sengetid end tidligere. Simpelthen fordi sofapuden giver mig et konkret sted at sende barnevreden hen.
Så hermed et styk råd ganske gratis: Inviter en sofapude med til brætspil, så dit barn kan få afløb for sin naturlige trang til at smadre noget, når det har tabt. Personligt gemmer jeg mine egne nederlag i maven, fordi jeg hellere vil leve med potentielle mavesår, end blive taget af naboerne i at ligge på gulvet og banke løs på en forsvarsløs sofapude – men sådan er det nok bare at blive voksen.
Tak fordi du læste med.
Ovenstående tekst har tidligere, i en lidt anden form, været udgivet her på siden. Henover sommeren forsøger jeg at give nyt liv til nogle af de gamle tekster. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments