#23 Det spiller i Ringe

De må simpelthen høre så mange kommentarer om deres by, de mennesker, der bor i Ringe. ”Det er ikke så ringe endda” og ”så Ringe er det nok heller ikke” og så videre og så videre. På et tidspunkt må man have hørt alle kommentarerne så mange gange, at man bliver helt træt, når man møder et nyt menneske og skal til at forklare, hvor man kommer fra: ”Ja, jeg er fra en lille købstad på midtfyn, og den hedder Ringe, og den er ikke så ringe endda. Lad os bare få det overstået.”


Nå, men jeg var et smut i Ringe i onsdags, og jeg har så valgt overskriften ”det spiller i Ringe”, og det har jeg gjort af to grunde. For det første håber jeg, at ringe-denserne, eller ringenserne, eller ringerne eller ringridderne, eller hvad pokker de hedder, dem der bor i Ringe, synes, at det trods alt er en af de mere originale overskrifter - og så fordi den refererer til Jørgen Hjortings legendariske radioshow ”De ringer, vi spiller”, som henvendte sig til pensionister, og det var netop pensionister, eller rettere bedsteforældre, der var grunden til, at jeg skulle en smuttur til Midtfyn.


Jeg havde nemlig aftalt med Jytte fra Midtfynssenior60+, at jeg skulle kigge forbi og afholde debataftenen ”Hvorfor har bedstemor så travlt? Jeg havde aftalt med hende, at jeg skulle lave det mere foredragsagtigt, end jeg plejer, men hun havde samtidig understreget, at det var nogle aktive seniorer, og at jeg godt måtte godt ”gå lidt til dem”, så det grublede jeg lidt over på vej derned i toget. Hvordan jeg skulle finde balancen mellem traditionel foredragsstil og så noget mere involverende.



Vanen tro var jeg taget tidligt af sted. Os DSB-folk tager ingen chancer, og da slet ikke når det handler om foredrag, eksamener og andre aktiviteter, hvor det er rimelig utjekket at komme ti minutter for sent, selvom man kan sige ”Det var togets skyld. Jeg kunne ikke gøre for det”. Så jeg ankom i Ringe kl. 13:05, selvom foredraget først skulle begynde klokken 15. Og det første syn der mødte mig var stationsbygningen, der godt nok var lukket, men til gengæld fyldt med plakater af kommende koncerter, et tilbud om middag til nytilflytterne og en hel perlerække at aktiviteter til børn, hvilket naturligvis varmede mit børneopdragelsesblogejerhjerte (ja, det var et langt ord). Umiddelbart en by med masser af kultur og aktiviteter.


Så gik jeg videre ned ad Jernbanegade, og her må jeg så sige til Ringe-by-boerne, at den gade godt kunne trænge til en overhaling. Det er den første gade, man ser, når man kommer til byen med toget, og den fremstår altså en smule træt. Som om den lige trænger til en café, en klat maling eller noget kunst i de tomme butiksruder.


Jeg fandt hurtigt Algade (jeg bliver altid glad, når hovedgaden i en by er Matadoragtig og hedder Algade), som uden tvivl er byens hjerte. Masser af butikker og masser af liv, især i betragtning af, at det var den fjerde september klokken 13 på en hverdag. Jeg kiggede efter et sted, hvor jeg kunne spise frokost. Men kunne ikke finde noget. Et take away pizzaria, to værtshuse, Aldi og Superbrugsen, men umiddelbart ingen åbne spisesteder. Men så fik jeg øje på et sted, nærmest som jeg passerede det. Thaisen Ma’hus hed det, så der gik jeg ind. Umiddelbart ret hyggeligt. Jeg fik et menukort og spærrede øjnene op, da jeg så, at en sandwich kostede 135 kroner. Og jeg som troede, at alting var billigere i provinsen. Men jeg havde jo sat mig, og det var okay hyggeligt, og der var jo heller ikke andre steder at gå hen. Så jeg tog mig sammen og bestilte en sandwich med skinke og en lille cola. Og jeg må så bare kapitulere med det samme. Det ér faktisk muligt at lave en sandwich, der er 135 kroner værd, for det er nok en af de vildeste smagsoplevelser jeg har haft i nyere tid. Hold nu op, det smagte godt. Små mærkelige grønne tomater, og nogle salatdippedutter og noget sennepsagtigt lækkert på osten, og jeg ved ikke hvad. Jeg ved faktisk overhovedet ikke hvad der var i den sandwich, men det var i hvert fald mere end bare almindelig skinke og ost, og selvom jeg normalt aldrig skriver om mad, vil jeg alligevel gøre en undtagelse her, for det var godt nok en overaskende mundeksplosion af lokale fynske råvarer.


Godt fyldt op af disse fynske specialiteter bevægede jeg mig videre mod biblioteket, hvor Jytte stod klar til at tage imod mig sammen med kasseren, bestyrelsesmedlemmet, pianisten og stoleslæberen. Alt var nogenlunde som jeg forestillede mig, eller håbede. Masser af hjertevarme og masser af sort kaffe. Vi baksede lidt med mikrofonen, som jeg først argumenterede for, at jeg ikke behøvede, men som pianisten hurtigt fik mig overbevist om var en absolut nødvendighed ved et foredrag for bedsteforældre.


Folk begyndte at ankomme, og jeg kunne ved selvsyn konstatere, hvad jeg også forventede på forhånd: Bedsteforældregenerationen er noget mere punktlig end de tyveårige lærerstuderende, jeg underviser til daglig. Ti minutter i tre var 98 procent af publikum ankommet og sad pænt og ventede- uden at kigge på telefoner eller computerskærme.


Præcis klokken 15 gik vi i gang. Jytte introducerede, satte pianisten i gang med at spille ”velkommen i den grønne lund”, og så fik jeg ellers ordet. Og skitserede dagsordenen. Atmosfæren var fin, og jeg kunne mærke, at min beslutning om at starte med at fortælle om mine egne oplevelser med mine bedsteforældre var god. Det blev ligesom et baggrundstæppe, som jeg kunne vende tilbage til flere gange i løbet af eftermiddagen. Jeg blev endnu en gang berørt, da jeg talte om min farfar, og jeg har efterhånden oplevet flere gange, at det rører mig, også i store forsamlinger, når jeg skal fortælle om vores venskab, vores knus - og ikke mindst hans alt for tidlige død.


Så talte vi om småbørnsforældrenes pressede hverdag, og jeg nævnte Richard Sennett og det fleksible menneske og sammenlignede vor tids usikre ansættelser med min morfars sikre tilværelse som mælkemand i en landsby langt ude på landet. Og hvordan det presser forældrene, at arbejdet er kommet til at fylde så meget på godt og ondt. Og en fra salen nævnte teknologi, og det blev også et gennemgående tema, hvordan de forskellige generationer presser sig selv og hinanden med belønningssystemer som likes og ikke-likes på Facebook. Publikum ville vældig gerne deltage i snakken, og tavlen blev hurtigt fyldt med forhold, der tilsammen presser forældrene i hverdagen. Bagefter talte vi om ”børnebørn nu til dags” og her kom vi ind på postmodernitet, socialisering og Bourdieu, og der var nogle ret gode indspil fra salen, som var med til at gøre det levende. Selvom jeg havde lovet mig selv at huske pausen, blev den alligevel et par minutter over fire, inden det blev naturligt, men som kom den også. Kaffen og kagen. Kaffen og rouladen.


Folk snakkede lystigt i pausen, og endnu en gang bemærkede jeg fraværet af skærme. Når jeg giver de unge lærerstuderende pause, kigger de lynhurtigt på telefonen, og når man giver bedsteforældre pause, styrer de målrettet mod kaffen og rouladen – og hinanden.


Det blev tydeligt for mig, at denne klub er meget mere end end foredragsklub. Det er i høj grad også en samværsklub, hvor folk der kender hinanden mødes og bliver klogere og gladere - sammen. Måske var det også derfor, stemningen var så behagelig. Hvis ikke Jytte havde kaldt til orden, er jeg sikker på, de ville have stået og hyggesnakket endnu.





Anden del blev anderledes, og jeg havde egentlig troet, at der ville være flere indspil fra salen her, men i stedet blev det mig, der kom med forslag som at ”lære børnebørnene kunsten at overvinde egen kedsomhed” og ”fratage børnebørnene deres demokratiske rettigheder, så de slipper for at træffe så mange beslutninger” og ”Cutte internetforbindelsen, så børnene bliver nødt til at forholde sig til virkeligheden”. Jeg troede egentlig, jeg ville provokere nogen med mine udsagn, men de her bedsteforældre, synes det lød som nogle glimrende ideer, og jeg fik faktisk indtryk af, at nogle ville gå hjem og prøve at eksperimentere med noget af det, mens andre allerede havde prøvet at udfordre deres børnebørn til aktiviteter, som de måske ikke umiddelbart havde ”lyst” til, men som de alligevel kom til at synes om, fordi de kunne mærke, at her var noget bedste virkelig brændte for. Så det var jo meget fedt. Men det betød så også, at jeg kunne bruge lidt mere tid på at tale om ”Jagten på den gode opdragelse”, altså min egen jagt, og det var jo egentlig meget sjovt at sætte ord på det over for en forsamling bedsteforældre.


Så det sidste kvarter talte jeg om Jagten på den gode opdragelse og sørgede for at nævne hjemmesiden en masse gange og understrege, at jeg virkelig gerne vil have nogle bedsteforældre til at skrive om deres erfaringer med at ”opdrage” børnebørn og i det hele taget høre deres holdninger til børneopdragelse i det rum, der hedder Jagtstuen. Jeg remsede selvfølgelig også alle vores egne tiltag op: Ladcykel, deltidsarbejde, ingen sociale medier, ingen smartphones, institutionsdogmet og så videre og fortalte om, hvor godt det føltes, men jeg glemte, var der flere, der pointerede bagefter, at fortælle hvordan det så var gået efter vi havde indført alle disse tiltag. Havde det egentlig ført til nogen forbedringer i tilværelsen? Og det er jo faktisk et stort og svært spørgsmål. For det er jo ikke sådan, at bare fordi man ændrer sin praksis på nogle områder, så holder alle problemer op med at eksistere. De ændrer mere karakter. Og bliver til nogle andre. Men overordnet set har det klart ført til en bedre tilværelse, og måske skulle jeg i virkeligheden have sagt noget kortfattet om, at vi er blevet mindre stressede og har fået mere tid, og så samtidig mindet dem om, at jeg jo lægger et indlæg ud på hjemmesiden hver fredag de næste seksten år, hvor man kan følge mig og min familie i Jagten på den gode opdragelse.


Efter foredraget var der flere der kom hen og gav mig hånden, og sagde, at det havde været godt, og der var endda nogen, der trykkede til og sagde, at det havde være rigtig godt, og det blev jeg selvfølgelig super glad for. Det er jo virkelig skønt at sætte sig ind i toget og tænke på, at man har givet nogle mennesker en god oplevelse og måske endda fået dem til at reflektere over deres egen bedsteforældrepraksis og overveje, om der er er noget, de vil gøre anderledes fremadrettet.


Da de sidste gæster havde forladt salen, satte stoleslæberen i svingninger, og inden jeg nåede at afregne og evaluere med Jytte og kasseren, var lokalet fuldstændig opryddet, og ligesom jeg måtte tage hatten af for bedsteforældrenes evne til at komme til til tiden, måtte jeg også bare konstatere, at bedsteforældre også er lærerstuderende klart overlegne i disciplinen ”hurtig og effektiv oprydning”.


Alt i alt var det en strålende oplevelse at møde Ringe-bedsterne, og jeg vil endda gå så langt som til at sige: Det spiller i Ringe.



0 visninger