Som 20-årig var tømmermænd sådan lidt: ”Nå ja, bevares, jeg var i byen til klokken fire i morges, så det kan da godt være, at lørdag skal starte lidt stille og roligt.” Som 30-årig gav det sig selv, at jeg maksimalt skulle drikke den ene aften, hvis jeg skulle fungere på arbejde om mandagen. Efter de 40, i familiefars-æraen, er tømmermænd blevet en langt mere kompleks og vanskeligt håndterbar størrelse.
Som om omstillingen fra far til fest er så voldsom, at organismen slet ikke kan finde ud af det, og derfor går i en form for endorfin-fadøl-adrenalin-festrus, når den endelig bliver sat fri på for eksempel en festival, hvor hjernen pludselig øjner alkohol, musik og nydelse i dagevis. Hvad fanden sker det lige her, tænker kroppen og går straks i gang med at udskyde alle de sædvanlige behov.
Indtil tømmermandsregningen kommer. Med forsinkelse. Og dobbelt kraft. Man når lige at tænke: "Hm…jeg har det faktisk meget fint, og måske bliver jeg ikke ramt denne gang." Men så pludselig, over et døgn efter det sidste ekstranummer og den sidste absolut uundværlige godnatøl, kommer de snigende. Voksentømmermændene.
Og så er det, at alting bliver ulideligt. Og da især samværet med ungerne. Sætninger, lege, historier fra skolen og Ludo, som man ellers plejer at kunne svinge sig op til, bliver pludselig ubarmhjertigt hårde aktiviteter, og man er overbevist om, at tiden er gået i stå, når man kigger på uret og konstaterer, at der kun er gået syv et halvt minut, siden man kiggede sidst. Tømmermænd med børn får tiden til at snegle sig af sted som intet andet i verden.
Og så er det, man tænker: Jeg gider fandeme ikke drikke mere. Prisen er simpelthen for høj. Jeg bliver for nederen en far, og hvor sjovt var det egentlig, når det kom til stykket? Kunne jeg ikke have fået præcis samme oplevelse med alkoholfri øl og kaffe, og er det ikke bare, fordi jeg er rundet af en idiotisk hjernelam alkoholkultur, at jeg absolut skal forbinde festivaler og sociale begivenheder med indtag af alkohol.
Men man bliver også nedtrykt. Hvorfor kan jeg ikke blive ved med at leve i en bekymringsfri fadølsfyldt musikboble? Men man føler sig også usund. Hvorfor fuck skulle jeg spise så absurde mængder grillmad, når jeg faktisk havde besluttet mig for at give et bidrag til den grønne omstilling ved at spise mere plantebaseret?
Og så det fysiske. Den lette hovedpine, kroppen der skriger efter vand, salt og mad, og den ulidelige træthed - der er ikke noget mere ekstremt end den træthed, man kan føle som plus-fyrre-firedages-tømmermandsramt-familiefar. Det er helt vildt. En dagsrejse bare at skulle tage de relativt få skridt op ad trapperne til soveværelset.
Og det mest bizarre er, at jeg slet ikke drikker samme mængder som tidligere. Mit tyveårige jeg ville sige, at jeg ikke havde været stiv (udover at være drikfældig, var han også optaget af andres drukvaner), og det gør det på en måde endnu mere tåbeligt, at prisen skal være så høj.
----
Men jeg kommer helt sikkert til at gøre det igen. For i vores kultur er det at have det sjovt, nært forbundet med fadøl, og allerede mens jeg sidder her og skriver på mine fjerdedagstømmermænd, kan jeg mærke, at det bliver det samme igen næste år. Jeg er ikke i stand til at tage på festival uden alkohol, måske kan jeg komme til at drikke mindre, ligesom jeg helt sikkert vil fastholde mit aldrig-være-stiv-foran-ungerne-princip, men jeg søger med garanti op mod baren igen om et lille års tid, når der står Tønder og Roskilde på programmet - også selvom jeg ved, at tømmermandsprisen stiger år for år. Sådan er det bare, når man i mere end tyve år har vænnet sig til, at festivaler og socialt samvær er sjovest, når man dasker rundt med en kold fadøl i hånden.
Gad vide om de kommende generationer udvikler samme forhold til alkohol?
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Commentaires