Vi får nøglen til vores nye bolig i eftermiddag klokken 14. Det skal være den perfekte flytning. Denne gang skal vi tænke over alt, og det hele skal glide som en naturlig organisme, og folk skal opsøge os bagefter og spørge: Hvordan gjorde I det? Hvad er hemmeligheden bag en så sublim flytning – og så oven i købet med børn? Hvordan kunne I se så afslappede ud undervejs? Og vi vil kigge ned i jorden og rødme og sige ”Ej, så perfekt var det da heller ikke” selvom vi udmærket ved, at de har ret.
Det skal bare være en god flytning. Måske er det dumt at stræbe efter ”perfekt”. Hvis man har det ultimative som mål, er man sikker på at blive skuffet. Og så kan vi gå og bebrejde os selv, at det ikke blev ligeså godt, som vi forestillede os. Flytninger er i deres natur rodede og kaotiske, men denne gang har vi udliciteret IKEA-samle-delen og rengøring-af-det-gamle-hus-delen, og det bør frigive så mange ressourcer, at det forhåbentlig kommer til at gå bedre, end den slags plejer. Så måske kan vi sidde på vores nye altan om fjorten dage og skåle og sige: Det gik sgu da i grunden meget godt.
Eller måske skal det bare være en ok flytning. Måske er det i det hele taget åndssvagt at stræbe efter ”det perfekte” eller ”det gode”. En flytning er en lang liste af praktiske opgaver, der skal udføres, og når man tænker over, hvor upraktiske og u-handy vi er her i familien, må ”ok” absolut være succeskriteriet. Der er så meget, vi ikke kan finde ud af. At sætte lamper op for eksempel. Eller gardiner. Eller hårde hvidevarer og linolie på vinduerne og det der filter ude i teknikrummet. Vi vil gerne være i god tid, men når man er ekstremt upraktisk, aner man ikke, hvad der kræver rettidig omhu, og hvad der sagtens kan vente et par dage.
Det skal bare være en ikke-katastrofal-flytning. Vi er nødt til at være realistiske. Flytninger med børn er idiotiske. Børn hader forandringer (ligesom voksne), og det her en gigantisk forandring, hvor vi pludselig skal lave alle vores mentale billeder om og indstille os på helt nye omgivelser. Nye dufte, lyde, vaner og rutiner. Og mennesker, som er stressede, fordi man går rundt i kaos og papkasser og ikke kan finde noget i 14 dage. Og der er ikke noget værre, end når man ikke kan finde ungernes gymnastiksko klokken 7:30, og læreren har sagt, at det er vigtigt, man husker dem, og man har ingen anelse om, hvilket af de 8 flyttekasser i gangen, de befinder sig i.
Nej, vi skal bare have alle med. Det må være ambitionen. Det kommer til at gå galt, og målet må være, at vi ikke glemmer nogle undervejs. Og når stressbølgerne kommer, må vi håndtere dem. Og heldigvis smelter alle sjældent ned samtidig, og så må vi sørge for at skabe plads til de allermest pressede. Og så skal vi afstemme tempoet. Det er det sværeste. Min kæreste kan godt lide hurtige processer, mens jeg går efter "hyggelige". Og vi skal huske at holde pauser. Vi er sådan nogle, der kommer til at blive ved i alt for mange timer, og det er ikke særlig smart, når man har nogle unger, der typisk også slæber deres behov med til nye folkeregisteradresser.
Men måske har vi lært af fortidens brølere. Måske er vi rent faktisk blevet klogere og dygtigere til disciplinen "flytning med børn".
Det vil vise sig de kommende dage.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments