#237 Stort og småt brandbart
Når man flytter, går der ekstremt meget tid med simple spørgsmål som ”hvor var det nu vi pakkede Ludospillet?” og ”har du i grunden set mit tandtråd?” Det betyder også, at man ikke får tænkt de tanker, man plejer, ligesom man ikke får forholdt sig til den virkelige verden, der passer sig selv i en form for parallelspor. Dagens tekst er et kort udpluk over begivenheder i ugens løb, som jeg ikke har haft tid til at lære at forstå.
Jeg har ikke haft tid til at lære at forstå, hvorfor nogle mennesker kan finde på at drøne ind i Israel på motorcykler og paragliders og sætte alt på et bræt og likvidere en masse uskyldige mennesker. Jeg har heller ikke haft tid til at forstå, hvorfor uskyldige menneskers død tillægges forskelig værdi alt efter hvilken nation, de bliver slået ihjel i.
Jeg har heller ikke haft tid til at sætte mig ind i, hvordan vores undervisningsminister kan tro, at vi kan ændre prestigen ved håndværk og praktiske fag i en håndevending, når vi har brugt 30 år på at fortælle børn og unge, at det gælder om at blive så kloge som muligt, så man kan komme på gymnasiet og måske endda universitetet. Eller hvorfor han vil fjerne projektopgaven, når den står som et stærk repræsentant for problemorienteret undervisning og kritisk tænkning? For undervisningsministeren har vel ikke et problem med unge mennesker, der bliver i stand til at tale magthaverne imod? Eller hvorfor han kun vil fjerne en halv time om ugen, hvis man synes at lange skoledage er et stort problem.
Jeg har heller ikke haft tid til at forstå, hvorfor politikerne ikke føler en større trang til at gøre noget ved klimaet ud over noget med nogle vindmøller på lang eller mellemlang sigt (du kan i øvrigt høre mig tale om børn og klimaangst på radio 4 på søndag kl. 9). Eller hvorfor de ikke bliver ramt af en ekstrem handletrang, når de opdager, at der ikke er en eneste fladfisk tilbage i vores fjorde.
Jeg har heller ikke haft tid til at forstå, hvorfor vores statsminister bruger enhver lejlighed til at tale om høj arbejdsmoral og lyksalighederne ved fuldtidsarbejde. Som om det er et selvstændigt mål, at alle skal have så travlt, at de til sidst dratter om af stress og arbejdspres og på den måde mærker, hvor fedt det er at blive samlet op af velfærdsstaten. Ja, er det ikke som om hun er begyndt at gå mere op i arbejdet end i arbejderne?
Men det er nok bare, fordi jeg går og pakker flyttekasser ud, mens jeg lytter til P1. Nyhederne fyger om ørerne på mig, og jeg opsamler fragmenter hist og her, mens jeg tænker, at det ville være rart, hvis verden ville sætte sig på pause under flytninger. Hvis man lige kunne få forærer en ekstra juli, hvor man ikke skulle på arbejde og hvor der ikke rigtig skete noget derude.
For det har man brug for under flytninger med børn. Så har man nok at gøre med at få enderne i hverdagen til mødes. At få ungerne til at føle sig hjemme et sted, hvor man også selv føler sig som gæst. At få skabt nogle små øer af harmoni i et hav fyldt med lukkede kasser.
Men i dag, når ungerne kommer hjem fra skole efter motionsdagen (som man enten elsker eller hader) er der efterårsferie, og denne gang er den virkelig tiltrængt. Måske vil den give os luft. Måske vil den give os ro. Ja, måske vil den ligefrem igen give os lyst til at kigge op over flyttekasserne og få os til at forholde os til den store vide verden - selvom den virker en smule rodet og kaotisk.
Tak fordi du læste med.
