#24 SÅ RING DOG. Hun er jo bare dement.

Opdateret: 4. okt. 2019

Det burde være helt utroligt nemt. Telefonen er tilgængelig konstant. Jeg kan bare tage den frem og finde hende og trykke på knappen, og så er der hul igennem. For hun tager den altid. Eller også gør hendes mand. Og selvom den nogle gange ringer så lang tid, at man er lige ved at give op, så bliver den altid taget til sidst. Så der er ingen teknologiske grunde til, at jeg ikke får ringet til min farmor. Det hele bunder i, at det er blevet betragtelig sværere for mig. Psykisk. Sidste gang jeg ringede, glemte hun, hvem jeg var, og det var simpelthen så ubehageligt, at det på en eller anden måde har fået mig til at holde igen. Ligesom barnet, der holder hænderne op for ørerne og siger lalalalala, i håb om at det ubehagelige forsvinder. Og det er jo fuldstændig absurd, at det skal være så vanskeligt. For hun bliver jo bare glad, når vi taler. Selv sidste gang, hvor hun glemte mig, var hun glad. Undskyld, hvad var det nu, du sagde du hed?, spurgte hun, og så grinede hun, og så talte vi bare videre. Så jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke bare får nosset mig sammen.


Måske handler det om, at jeg bliver konfronteret med min dårlige samvittighed, når jeg taler med hende. At jeg føler en stærk følelse af skyld over, at jeg ikke ringer oftere. Tidligere var jeg alle bedsteforældres drøm at et barnebarn, og jeg besøgte dem flere gange om året og blev hængende i flere dage og ringede minimum hver fjortende dag. Jeg lavede ovenikøbet en overenskomst med mig selv, der lød nogenlunde sådan her: ”Min farmor har altid betydet så meget for mig, at jeg lover, at når hun bliver gammel, vil jeg ikke svigte hende. Jeg vil tværtimod betale tilbage for alle de fantastiske oplevelser hun har givet mig, den gang jeg var barn”. Og måske synes jeg, at det er den overenskomst, jeg er i gang med at bryde, når jeg dag efter dag træffer et aktivt valg om at udskyde min opringning til hende.


Måske handler det også om, at jeg ikke har lyst til at blive konfronteret med, at hun på så kort tid er blevet så gammel, og svækket. Hun burde ret beset slet ikke bo hjemme mere, og selvom de er to, er jeg ikke sikker på, at de kan klare det rent basale. Jeg er ikke sikker på, at de bliver vasket, jeg er ikke sikker på, at hun får rent tøj på kroppen, og jeg er ikke sikker på, at de får en sund og nærende kost. Eller det er jeg faktisk fuldstændig overbevist om, at de ikke gør. Jeg har flere gange talt med min far om situationen, og han har også prøvet at tage affære. Men de to gamle tosser bliver stiktossede, når man nævner plejehjem eller bare tanken om, at de ikke længere kan klare den. Selvom min farmor nogle dage ikke kan huske fra næse til mund, er hun fuldstændig skarp i afvisningen, når talen falder på en mulig fremtid på et plejehjem. Så hvad gør man så? De har vel ret til at leve som de gør, så længe hendes mand er skarp i pæren, selvom det ikke lige lever op til sundhedsstyrelsens anbefalinger? Og der er vel ikke noget, jeg som barnebarn kan gøre. Jeg har flere gange overvejet at ringe til deres kommune, men min far har stoppet mig, når jeg har nævnt det for ham. Han mener ikke, det er vejen at gå, og det har han jo sikkert også ret i. Så længe der bliver taget nogenlunde hånd om min farmor, så hun ikke farer vild i trafikken og den slags, er der vel ikke rigtig mere, jeg kan gøre? Andet end at appellere til min far, som også bor i nærheden, om at følge udviklingen nøje.


Og så sørge for at få ringet til hende jævnligt. Det er en meget lille indsats for mig, og har måske en stor betydning for hende. Og et opkald tager kun to-tre minutter, og det er ikke en gang ubehageligt. Typisk griner hun bare, fortæller et par almindeligheder og spørger så, om vi ikke skal stoppe samtalen, for det må jo blive frygtelig dyrt for mig. Nu må jeg simpelthen se at få det gjort. En gang om ugen. Fra nu af. Basta!!


Hvad tænker du om problematikken? Hvor meget er man ”forpligtet” på at ringe til sine svækkede bedsteforældre, når man har haft en tæt relation? Betyder det i den forbindelse noget, at der er tale om demens, og at hun formentlig ikke vil kunne huske samtalen bagefter? Og kan man som barnebarn tillade sig at ringe til kommunen og tage affære, hvis man er i tvivl om, hvorvidt der bliver taget hånd om de rent basale forhold? Skriv endelig en kommentar eller opret et indlæg i Jagtstuen, hvis du mener noget om emnet.


Og husk at der hver fredag udkommer et nyt indlæg her på bloggen.


Tak fordi du læste med




313 visninger1 kommentar