top of page

#240 Send et feriebillede til statsministeren


Foto: Unsplash.com

Her er hvad der sker i mit hoved, når Mette Frederiksen fortæller mig, at jeg bør arbejde mere:


Øv bøv bussemand, sure tæer i saftevand. Gu vil jeg røv arbejde mere. Det man siger, er man selv. Spejl. Du er ikke min mor. Du skal ikke tale til mig, som om jeg er et barn. For så bliver jeg et barn. Du skal ikke blande dig i mit liv. Først tager du store bededag, og så siger du, at jeg skal arbejde mere. Flyt dig . Bland dig udenom. Gå væk.


Sådan havde jeg det også med Bjarne Corydon, den mest bedrevidende farskikkelse i dansk politik, da han introducerede os for nødvendighedens politik, mens han solgte DONG for en 25 øre. Og det viste sig selvfølgelig også, at manden tog fejl. Det er umuligt at forudsige fremtiden. Så kommer der en pandemi, en krig, en biodiversitetskrise, et erhvervseventyr og syv otte andre forhold, som ikke var med i regnearket og som i sidste ende gør det meningsløst at belære os om fremtidens gode liv.


Men måske er det noget, man lærer som ung socialdemokrat. Husk nu, at vi er de moralsk overlegne. Det er os, der ved, hvad der virker for alle, og det er vores ret og pligt at forme borgerne, eller vælgerne, som vi kalder dem, så de får lyst til at gå i takt og leve korrekte liv i velfærdsstaten: Fast arbejde, 40 timers arbejdsuge, parcelhus i en forstad, masser af videoovervågning (for en sikkerheds skyld) og en fast hånd mod de dovne og de fremmede. Og lad os bare fortælle det til borgerne i en alvorlig og lidt belærende tone.


Men moraliserende løftede pegefingre virker dårligt på mig. Ligesom jeg har lagt mærke til, at de virker dårligt på mine unger. De går altid i baglås, når jeg siger sætninger som: Du bør passe dit guitarspil, du bør tage mere fat herhjemme og gøre dig mere umage med lektierne. Så stejler de og går i baglås.


Måske er der det samme på spil i forhold til statsministeren. Måske er hun begyndt at opfatte os som sine børn, som hun er nødt til at opdrage på og bringe til fornuft. Ja, måske føler hun, at hun har så mange statsministererfaringer og at hun kender (og lidt ejer os) og hvis vi da for pokker bare kunne gøre som siger og makke ret.


Men jeg synes bare altid, at jeg når at stoppe mig selv, inden det kammer over. Jeg er så heldig, at jeg har en kæreste, der er sød til at sige, når jeg er for moraliserende og bedrevidende. Og så siger hun typisk, at jeg skal prøve at interessere mig for ungerne og sætte sig ind i, hvordan de tænker. Og at jeg skal være nysgerrig.


Men har Mette Frederiksen overhovedet sådan nogle folk omkring sig? Jeg kan være bange for, at hun mest omgås typer som Lars Løkke og Troels Lund Poulsen, og de er jo ikke ligefrem kendt for deres nysgerrighed og åbenhed overfor anderledes tænkende væsner. Og embedsmændene er sikkert hundeangste for hende, og så er der jo ikke nogen tilbage til at irettesætte hende og fortælle hende, at hun er galt på den.


Så hvordan pokker kommer vi videre? Det duer jo ikke at hun går rundt og tror, at hun har styr på alting, mens vi andre kan se, at hun er ved at udvikle vrangforestillinger og storhedsvanvid.


Vi må gøre noget for at hjælpe hende.


Måske skal vi stille og roligt forklare hende, at vi ikke får bugt med psykiatrien, de absurde stresskurver, de deprimerede unge, børnene med skolevægring, de overfyldte lægehuse og hospitaler ved at bede mennesker om at knokle mere. Måske skal vi ganske enkelt prøve at vise hende, at det kan være gavnligt at komme ned i gear og holde fri.


Jeg har det!!


Hvad med at vi alle sammen fra nu af sender vores allerbedste feriebilleder til statsministeren og viser hende, hvor dejligt det er at slappe af, hvor salig man kan se ud i strandstol, og hvor afbalanceret man bliver, når man ikke pukler rundt hele tiden. Hun har sikkert ikke haft en fridag i fyrre år, så derfor har hun glemt værdien af et liv i balance. Så nu må hjælpe hende, ligesom hun hjælper os, når der kommer pandemier eller andet, hvor vi har brug for en hjælpende hånd.


Så af sted med nogle feriebilleder til Mette Frederiksen, og så er jeg sikker på, at hun nok skal indse, at hun har taget fejl. Og mon hun så ikke også giver os store bededag tilbage og siger undskyld for, at hun til at reducere tilværelsen til et kapløb om vækst, hvor det gælder om at løbe hurtigere og hurtigere for at skabe balance i nogle prognoser, der alligevel aldrig holder. Og måske siger hun endda også undskyld for, at hun kom til at tale til os i en moragtig tone, som fik nogle af os til at gå i baglås og blive 5 år inde i hovedet.


Man har da lov at håbe.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page