Som trofaste læsere af denne side måske har bemærket, har jeg et svagt punkt for fodbold, og det var også derfor, at jeg for et par uger siden skrev indlægget om stillefodbold, som du kan læse her. Indlægget er siden blevet udgivet i Politiken, ligesom jeg har talt om det i Radio 4 morgen – og det har ført til, at et af mine store forbilleder Morten Bruun har delt det på sine sociale medier, hvilket har afstedkommet en overvældende debat i cyberspace, som jeg ikke har haft nerver til at følge, men som jeg har fået refereret af flere gode folk. Hvis man gerne vil forstå, hvorfor Morten Bruuns holdning betyder meget for mig, vil jeg anbefale, at man læser denne gamle sag, som jeg nu også har haft mulighed for at sende til Mr. Silkeborg himself. Og derfor handler dagens tekst selvfølgelig også om fodbold, nærmere bestemt et landsholdsdrama, som mig og ungerne oplevede i sommerferien i et feriecenter i Harbobøre:
Fodbolddrama i Harboøre
Vi hilser på hinanden med et afslappet håndtryk. Han er fra Berlin, jeg er fra ”Copenhagen” (orker ikke at sige Roskilde i sådanne sammenhænge). Vi er på fodboldbanen på idrætscenteret i Harboøre, og indtil nu har vi dasket rundt i hver vores ende af banen, på en overskuds-, men også vi-keder-os-en-lille-smule-ved-bare-at-gå-rundt-og-tjatte-til-bolden- måde, men så bryder jeg dødvandet og går hen og spørger, om vi ikke skal spille en lille kamp, familie mod familie, og han smiler og siger: ”Sure, very good idea”, og så smalltalker vi om kendetegnene ved vores lande, og han nævner, at han synes godt om Christiania, Ungdomshuset og Roskilde Festival og får på den måde fastslået, at han er berlinerdad på den lidt trashy, cool og venstreorienterede måde.
Jeg foreslår, at vi kalder det landskamp ”Denmark vs. Germany?”, og han griner lidt og spørger, om det så skal være slutrunden 88 eller 92, underforstået: Hvem der skal være stærkest? Vi bliver enige om at tage noget neutralt, slutrunden i Qatar, hvor begge landshold var elendige, og så griner vi lidt af det, inden vi gør klar til kamp.
Jeg tager kassen med mine to drenge foran. Han har kun en enkelt, lidt større dreng, som må dække det meste af banen. Heldigvis samler vi hurtigt en spiller mere op, så holdene bliver fair. Tre mod tre. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil slå Tyskland i dag. Det er hyggeligt, javel, og på børnenes præmisser, men det kunne alligevel være fint at slå mit tyske modstykke, der måske, hvis jeg skal være ærlig, virker en smule mere cool end mig. Fra Berlin, af sted alene med sin søn, fedt tøj og totalt afslappet attitude.
Heldigvis er jeg bedre end ham, så jeg kan styre kampen. Mine drenge er også stabile. Hundrede timer med samspil i boldburet derhjemme giver afkast, og vi bringer os rimelig hurtigt foran, både stillingsmæssigt og mentalt. Et par unger mere kommer til, vi fordeler dem og hygger os med vores landskamp.
Tror jeg. For så siger min store søn, at han ikke gider mere. Okay da. Han har heller ikke bold i blodet, og et kvarters tid er nok for ham, så fair nok, at han hellere vil ud og hoppe på hoppepude. Kampen bølger videre, og det er tæt nu, to lidt større drenge er kommet til, og nu må jeg også oppe mit game. Jeg springer rundt og dribler, laver indersider og stikninger. Og så sker det, der bare ikke må ske. Pludselig vil den seksårige heller ikke mere. Måske føler han sig for lille, at han får bolden for lidt, eller måske, og den er værre, er det første tegn på aftagende fodboldinteresse.
Men vi var lige midt i en kamp. En landskamp! Og jeg kan jo ikke spille videre uden mine unger. De uskrevne feriecenterregler siger, at det er børnene der spiller, mens forældrene kan få lov til at være med for at støtte dem. Men man kan sgu ikke spille uden dem! Så bliver man ham den sære, eller creepy voksne, der okser rundt og udlever egne fodboldambitioner med en flok småskravl. Så jeg er nødt til at trække mig. Nødt til at afbryde spillet og gå ned og sige tak for kampen til cool Berliner Vatti og luske uforløst ud af anlægget.
Fandens også unger. Hvordan kunne I gøre det? Nu løb vi lige og hyggede os, som man gjorde, da far var ung, og jeg kan huske, hvor overdrevet ekstatisk jeg var som barn, når der en sjælden gang i mellem var nogle voksne, der ville spille med i stedet for at sidde og ryge og drikke rødvin. Vi piskede sgu rundt til det flimrede for øjnene, og vi ikke kunne se bolden på grund af mørket, der sænkede sig.
Men sådan er det ikke med børn i dag. De vokser op med et helt andet børnesyn, og de er vant til, at de voksne engagerer sig. Vant til at de står på spring og gerne vil spille med. Og så bliver det ikke så stor attraktion. Så kan man pludselig blive udkonkurreret at en hoppepude eller en rutchebane, selvom man står midt i et fodbolddrama.
Men helt ærligt, unger. Bare ti minutter mere. Jeg er sikker på, at berlinerfaren også spillede på lånt tid, hans søn havde helt røde kinder og hev efter vejret. Så hvis I bare havde holdt den gående lidt længere, kunne vi have vundet landskampen moralsk, og han ville have været nødt til at stoppe op og sige Danke shön og have sagt til sønnike, at de tabte til et bedre hold.
Men det er forskellen på Berlin og Roskilde. Sådan noget sker aldrig for en cool alenefar fra Berlin. Han ender altid med at stå tilbage og se sej ud, selv når han sveder med solbrillerne i panden, mens vi andre må tage til takke med småstatsmanerer, moralske nederlag og store skjolder under skjorteærmerne.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments