Ugens indlæg handler om at være et lille barn og glæde sig helt afsindigt meget til juleaften. Teksten bliver desuden læst op i udsendelsen Hjælp-jeg er forælder på søndag kl. 9 i Radio 4, hvor jeg diskuterer mindeværdig jul med forfatter og stifter af Familiepolitisk Netværk Karen Lumholt
---
For satan hvor jeg glæder mig. Og jeg ved godt, at jeg ikke må bande for så siger mor, at nissen ikke kommer, men jeg bandede også i går, og så kom nissen alligevel, og jeg tror ikke, han hører efter, når man bare bander over noget godt. Det er mere, hvis man bander over dem, man hader, ligesom jeg gør med Joakim, for så er det ægte, og det skal man ikke, for alle mennesker har noget godt i sig siger Karoline selv. Og hun er kasselærer. Og hun sagde det til samling med kalenderlys og fingeren løftet på den måde, hvor alle bliver helt stille og bare sidder og lytter.
I juletiden skal man være god ved alle og være venner, og man skal være særlig god ved dem, der har det svært. Og hvis jeg kommer ned i gågaden og ser ham den hjemløse, vil jeg give ham den femmer, jeg fik af Tandfeen, for hvis nissen ser, at jeg giver ham den, så ved han, at jeg er ekstra artig, og så er der endnu større chance for, at jeg får mit vovsetårn. Og Oscars vovsetårn er gået i stykker, så hvis jeg får mit, er det jo perfekt, for så kan vi også begynde at lege hjemme hos mig.
Egentlig mærkeligt at Tandfeen og nissen kommer begge to i december, og tænk hvis de møder hinanden ude på gangen og siger ”hej”, men jeg ved slet ikke, om nisser kan tale, for ham i Valdes jul taler godt nok underligt, og hvad med Tandfeen? Siger hun overhovedet noget? Og så står nissen der med sine pakker og siger ”hej” og Tandfeen står med sine penge og kan ikke sige noget, og hvis jeg var vågen, ville jeg kigge på dem og have lyst til at hilse, men jeg ville sikkert også blive genert og gemme hovedet i en pude eller hente min storebror.
Min bedste chance for et vovsetårn er nok farmor og farfar. De giver altid det, man ønsker sig, i stedet for noget man bliver glad for om haltres år. Men man kan ikke regne med julemanden. Ham er der mange af, og hans skæg er ikke rigtigt, og det er bare en mand, der klæder sig ud, og han er ikke en gang tyk.
Men Anna fra klassen siger, at nisser og Tandfeen ikke findes, men mor siger, at det er fordi, de forsvinder, når børn ikke længere tror på dem. Og så er det da dumt at lade være med at tro på dem, når alting er sjovere, når de er der. Jeg ved i hvert fald, at jeg vil blive ved med at tro på dem. For evigt!
Jeg bliver lykkelig, hvis jeg får mit vovsetårn. Og mandelgaven. Og to gaver mere. Eller fem. Så skal jeg nok være artig og lad være med slå min storebror i hovedet, som jeg gjorde sidste år, for det kommer der ikke noget godt ud af. Og man har jo heller ikke lyst til at slå, hvis man sidder og leger med sit vovsetårn med det gule periskop og rutchebanen der virker og ikke falder af.
Men jeg skal også huske at se Disney og tage ét stykke ad gangen fra slikskålen og synge julesange uden at puste stearinlys ud. Og lave risengrød med mor og pynte juletræ uden at røre ved de fine julekugler og høre skilllemadinkadu og være glad og have skjorte på og opføre mig ordentligt, når gæsterne kommer. Og tage min tallerken ud i køkkenet, når vi har spist og lade være med at plage og huske på, at jeg nok skal få nogle gaver i løbet af dagen. Og lade være med at give op med mandelgaven, selvom nogle siger, at morfar har fået den. Og lade være med at blive utålmodig, når vi går om juletræet og far bliver ved med at sige, at vi skal synge en sang mere i stedet for bare at pakke gaver op.
Men for satan hvor jeg glæder mig til juleaften. Jeg elsker bare denne her årstid.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments