top of page

#248 Nytårstalen


Foto: Unsplash.com

I år skriver jeg nytårstale fra min nye grønne fløjlssofa, mens jeg lytter til stormen Pia, der rusker uden for vinduerne og minder om, at vejret bliver mere og mere ekstremt. DSB har på forhånd valgt at aflyse en masse afgange, som om de endegyldigt har kapituleret: ”Det går alligevel galt, hver gang vi prøver at køre i dårligt vejr, så nu aflyser vi bare på forhånd og håber, at folk kender nogle, der har en bil.”


Heldigvis er der trygt og varmt i min fløjlsbelagte kommandocentral. En lille sikker zone, hvorfra jeg kan sidde og forsøge at begribe verden. Lidt ligesom Danmark. Vores land føles også som en lille fredelig plet omgivet af store tektoniske plader i bevægelse: Naturen går amok, krigene raser, religioner strides, terrorisme og oprustning hersker, diktaturer kæmper mod demokratier, lidt ligesom starten af det 20. århundrede, inden verden blev ført ud i to brutale verdenskrige, som det tog adskillige generationer at komme sig over. Er vi virkelig ikke blevet klogere? Er vi på vej samme sted hen igen?    


Gudskelov står min grønne fløjlssofa i Danmark, hvor nedture kan begrænses og udfordringer sættes i perspektiv. Se bare nyhedsdækningen af Pia, hvor det vrimlede med vindblæste reportere på alle vestvendte havne, længe tid inden hun overhovedet gik i land. Så mange akutte kriser går vi heller ikke og bakser med på disse breddegrader. Her er der mere tale om såkaldt strukturelle udfordringer: Ingen vil være lærere, pædagoger og sygeplejersker, de unge mistrives som aldrig før, stress er blevet en folkesygdom, den offentlige transport stinker, der er ingen fisk i fjordene og stadig ikke ligestilling på arbejdsmarkedet og i bestyrelseslokalerne. Og regeringen er ligeglade. De har travlt med at fjerne helligdage, få os til at arbejde mere, give os skattelettelser vi ikke vil have og lade velfærden i kommunerne sejle, mens de fortæller os, at vi vælter os i penge.


Og nu kan jeg høre Pia puste sig op. Hun er åbenbart en hidsig dame. Hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke har et gammelt tag eller en kælder, hvor vandet kan fosse ind hvert øjeblik det skal være. Eller et sommerhus, der kan blive opslugt af havet. Når den yderste dag kommer, og vandet er steget atten meter, må vi sikkert kravle i sikkerhed på vores grønne fløjlssofa og bruge den som robåd, padle ned mod byen og søge ly på domkirkens tag, der nok er det sidste sted i landet, der forsvinder.


Endnu en grund til at købe en solid sofa af fløjl. Og til at flytte til Roskilde. For hvis Danmark er en osteklokke, må Roskilde være osteklokkernes osteklokke. Her er så fredeligt, at vi kun kan finde på at skændes over parkeringsforhold og anvendelsen af en stor industrihal, og selv under sådanne lokale gnidninger, er tonen jovial og fredsommelig, fordi man ved, at man møder sine modstandere i supermarkedet eller ude på Dyrskuepladsen til sommer. Roskilde er trods sin størrelse som landets 10. største by en form for overdimensioneret landsby, hvor kompromisset altid lurer lige rundt om hjørnet. Så da vi i sin tid valgte at flytte fra stenbroen til provinsen for at give ungerne mere vind i håret, større legepladser, bedre institutioner og mere tryghed - så vi rigtigt. Roskilde er på mange måder ligesom den virkelige verden, bare uden alt det farlige.   


Og måske derfor står det også fint til på hjemmefronten. Vi er flyttet i bofællesskab uden bollerum og fællesbad, som du kan læse om her. Og ungerne virker til at være landet fint. Vi begynder så småt at kunne mærke, hvorfor det er smart at lave mad sammen og åbne sine døre, og hjerter, for en masse ”fremmede” mennesker. Nu er ungerne begyndt at lege med hinanden på alle-vi-børn-i-Bulderby-måden, og de voksne har lært, at det ikke er forfærdeligt at spise med andre mennesker, når man først har lært dem lidt at kende.


Og nu har vi to skolebørn, hvilket har gjort logistikken uendeligt meget nemmere. Især fordi den store er begyndt selv at finde hjem fra skole, og når man kombinerer begrænset aflevering-og-hente-aktivitet med en skal-slet-ikke-tænke-på-aftensmad-på-hverdage-på-grund-af-fællesspisning-tilværelse, bliver der pludselig frigivet uendelig meget eftermiddagstid til andre gøremål såsom at drikke kaffe, læse avis og tale med sin kæreste.


Bloggen, eller hjemmesiden, som jeg er begyndt at kalde den, har det også fint. I er en stabil flok læsere, som troligt læser med, og endnu en gang tusind tak for det! Indimellem bliver der også langet en bog over disken, selvom den efterhånden er to år gammel - også mange tak for det.


Højdepunktet i 2023 var nok, da jeg pludselig fik startet en debat i Fodbolddanmark om silentstævner, hvor selveste Morten Bruun gav sit besyv med og kastede en masse kærlighed efter hjemmesiden. Og da jeg fik en del ”airtime” i forbindelse med AULA-debatten på grund af mit to år gamle indlæg om at starte folkebevægelsen for mindre kommunikation over AULA. Googles veje er i sandhed uransagelige.


Og ellers lever indlæggene deres egne liv, nogle bliver udgivet i POINT OF VIEW, Folkeskolen eller aviserne, nogle bliver læst højt i radioen, nogle bliver delt på sociale medier som eksempelvis teksten om the Mental Load som pludselig nåede ud til abnormt mange mennesker - og andre lider en stille død- også ofte nogle af mine personlige favoritter. Men jeg har lært, at jeg er elendig til at forudse teksters skæbne, ligesom jeg er elendig til alt, hvad der har med sociale medier at gøre.


Så alt er i grunden, som det plejer. Jeg fortsætter ambitionen om et indlæg om ugen de næste 12 år (ja, nu er der kun 12 år til yngste purk fylder 18) - og håber meget, at du fortsat har lyst til at læse med.   


Godt nytår!!!



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her







0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page