top of page

#253 Historien om en dårlig far


Foto: Unsplash

Handlingen i denne historie udspillede sig for et par år siden, hvilket formentlig betyder, at det er en historie med en vis slidsstyrke og holdbarhed. Sådan en, der bliver ved med at rumstere i baghovedet og som ikke vil forsvinde, før man har fortalt den til nogen, og dét tidspunktet er så indtruffet nu. Den handler om en far, der er utrolig dårlig til at være far, og når man selv er far, er det meget naturligt at spejle sig i andre fædre, fordi vi lever i en tid, hvor alle går rundt og sammenligner sig med hinanden, og hvor livet er en popularitetskonkurrence, hvor det handler om at klare sig godt, få en masse likes og i det hele taget blive anerkendt som forælder. Derfor er det også så forfriskende, når man møder nogle, der gør det så dårligt, at man helt automatisk kommer til at fremstå god- og sådan er det med faren i denne historie.

 

Historien udspiller sig på en familiehøjskole, hvilket er overraskende, fordi demonstrativt dårlige forældre ikke plejer at tage sådanne steder hen. Ja, jeg ved i grunden ikke, hvor de plejer at tage hen, men på familiehøjskoler kommer der normalt kun sådan nogle supersøde forældre, hvor man bagefter siger: ”Hvor var de dog flinke” og ”super gode ved deres unger”. Men denne far var anderledes, og det er selvfølgelig derfor, der er tale om en historie.


Så lad os komme i gang.

 

Første gang jeg mødte ham var på opholdets første dag ved skolens lille fodboldbane, hvor han trænede med sin søn, der har været cirka fem år gammel. Han råbte følgende sætninger til sønnike, der løb rundt på banen med en anden knægt: 

 

-Gør dig fri!

-Bevægelse!

-Tag meter!

-Efter ham!

-Brug kroppen!

 

Utallige tilråb og udråb. Helt absurd. I et tempo som ingen, hverken børn eller voksne, ville kunne nå at respondere på. Jeg havde selv min egen fodboldinteresserede purk med, så jeg gik hen og spurgte, om vi måtte være med. 

 

-Ikke lige nu. Drengene spiller en meget vigtig kamp til 10, og stillingen er 7-7.

 

Jeg var ved at tabe kæben. Familiehøjskolehåndbogens side ét siger, at alle må være med til alt, og når jeg spurgte, var det udelukkende af høflighed, og ikke fordi der kunne være den mindste sandsynlighed for, at han sagde nej.

 

Jeg kiggede på ham. Hvem var denne grænseoverskridende, jeg-bryder-alle-normer-på-familiehøjskolen-fodboldpacende-farskikkelse? Han var veltrænet, solbrun, lyshåret og lignede en, der havde været i militæret. Hvad fanden lavede han her? Jeg begyndte at følge ham i det skjulte og lagde mærke til, at han var konstant dirigerende. Konstant kontrollerende. Han havde også sin kone og datter med og kom med irettesættelser til dem i ét væk: ”Du holder bestikket forkert, I skal derover, du skal gøre, som jeg siger.” En utæmmet oberst Hackel type i højskoleland.  

 

Efter nogle dage annoncerede højskolen, at der skulle være ”mysterieløb” hvor interesserede familier kunne dyste mod hinanden om en stor og flot chokoladepræmie. Vi meldte os øjeblikkeligt. Jeg har nemlig en stor søn og en hustru, der elsker gåder og mysterier, så det var en no-brainer, og jeg kunne se, at oberst Hackel og familie gjorde det samme. Selvfølgelig.  Alt hvad der dufter af konkurrence er en "chance" for en vindertype som ham. Der var også en 7-8 andre familier tilmeldt, men de spiller så lille en rolle i historien, at jeg nærmest ikke behøver nævne dem.

 

Løbet blev skudt i gang, og jeg hørte faren sige afdæmpet til familien: ”I må ikke sige svarene højt, så de andre kan høre dem. Det er fandeme vigtigt. Og så skynder vi os. Alt hvad vi kan. Vi skal vinde det her.” Og så styrtede de af sted med deres lille kort med oversigten over posterne.

 

Vi begyndte også at bevæge os og løse opgaverne i vores eget tempo: Hm, løsningen må være banan, skildpadde, stikkontakt, æg og så videre. Og det kørte godt, og vi samarbejdede. Det var lykkedes os at tage en smutvej igennem et filmlokale, så vi havde overhalet oberst Hackel-familien uden at de havde opdaget det. Så de troede stadig, at de var i spidsen, selvom de brugte utrolig lang tid ved post 8, som vi løste på et splitsekund. Vi hørte ud af ørekrogen, hvordan faren skældte og smældte på familien for ikke at være koncentrerede og deltagende.

 

Vi var også koncentrerede. På et tidspunkt var den store ved at trække sig ud, og den yngste skulle tisse. Men det var der ganske enkelt ikke tid til. Det var et spørgsmål om sekunder, og hvis vi skulle vinde det her, krævede det absolut fokus og ikke mindst ro, så de voksne kunne koncentrere sig. Kun når vi mødte andre mennesker, foregav vi at hygge os, men i virkeligheden var det maksimal koncentration og adrenalin pumpende i blodet.

 

Og så opstod det frydefulde øjeblik, som er hele grunden til, at jeg bliver nødt til at fortælle denne historie. For da vi var havde løst den sidste gåde, spurtede vi hen til de højskoleelever, der organiserede løbet og sagde, at vi var færdige, og de sagde tillykke og gav os vores velfortjente førstepræmie. Og i samme moment kom oberst Hackel og familie tumlende om hjørnet, og de troede, de havde vundet, indtil de så os stå der med chokoladen, og jeg glemmer aldrig hans blik, da det gik op for ham, at de blot havde fået en andenplads, hvilket for ham helt sikkert er taberplacering nummer et. Ha ha ha ha ha ha. Det var simpelthen så fryd, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv.  

 

Vi spurgte selvfølgelig, om de ikke ville havde noget chokolade, men det ville de ikke. De luskede af sted rundt om hjørnet, og jeg forestillede mig, at faren ville være skuffet og desillusioneret resten af dagen, ja måske endda resten af opholdet.  

 

Ja, og det var sådan set historien. Og for lige at sætte prikken over i’ et, så vandt vi også over dem i fodbold et par dage efter ved at spille sammen i små trekanter, fordi fodbold som bekendt ikke handler om individuelle færdigheder, men om at lade bolden gøre arbejdet og spille hurtigere end sin modstander. 


Så hvad er så moralen?

 

Ja, moralen er selvfølgelig, at det handler om at banke overdrevet kompetitive familier, imens man selv ser ud, som om man hygger sig. På den måde vil alle andre tro, at man er en harmonisk samarbejdende familie, og man vil i det lange løb modtage langt mere anerkendelse og flere likes fra de mennesker, hvis mening for alvor betyder noget. Og så pyt med at man undervejs glemmer sine egne børns behov, og i virkeligheden kun fokuserer på at slå de andre voksne. Sådan er gamet til tider i et samfund, hvor alle måler sig med alle, og hvor man kun er noget værd, hvis man klarer sig godt i den evige sammenligningskonkurrence.   

 

Tak fordi du ville læse min historie.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page