top of page

#254 Stop sladderen i forældrerådet

Opdateret: 15. feb.


Foto: Unsplash.com

Dette indlæg har også været udgivet på POV.international


Har du hørt om den nye dreng i klassen? Hvad laver hans forældre? Jeg tror altså, han laver ret meget ballade? Og har han ikke også skiftet skole et par gange? Der er masser af sladder i klasse- og forældreråd og andre steder, hvor forældre mødes for styrke fællesskaberne i klassen eller børnegruppen. Sådan er det bare. Starter ofte subtilt. Med en sætning pakket ind i empati eller omsorg: ”Har den nye dreng det egentlig godt ovre i klassen? Og har børnene taget godt i mod ham?” Og så er der én forælder, der har hørt noget og en anden, der har hørt noget tredje. Og pludselig sidder man og sladrer løs, fordi det føles naturligt, og vi kan jo heller ikke blive ved med at snakke om legegrupper, vejret og EM i Håndbold. 


Der har altid været sladder i Danmark. Det ved jeg fra Matador, som jo bekendt er inkarnationen af sandheden om ”gamle dage”. Så hvis det skete i Korsbæk, skete det også i virkeligheden. Og i alle miljøerne i Matador sladrer folk konstant om hinanden. Både i de fine Korsbæksaloner, Hos Boldt og Fede på Jernbanerestauranten og hos Agnes og Laura i køkkenet. Hele tiden taler de om dem, der ikke er der. Hele tiden kommenterer de på intrigerne og Korsbæks mange rygter.


Så måske er vi bare en nation af sladretanter (og onkler). Måske fordi Danmark er så lille et land, at alle kender de samme mennesker. Eller måske fordi vi er så homogen en befolkning, at det er interessant, når nogen endelig stikker ud. Måske fordi vi har så få problemer, at vi er nødt til at opfinde noget, der gør tilværelsen mere spændende. Eller måske bare, fordi vi er mennesker. Jeg har i hvert fald også set en del mennesker i udlandet, der så ud som om de sladrede. Sidste år på vores ferie i Spanien, var der mange, der fnisede og tiskede på sladremåden, så måske er det et ganske almenmenneskeligt træk at bruge sladderen til at skabe sammenhold og indgå alliancer ved at blive enige om, at vi er bedre end ”de andre”.


Men måske skal vi gøre os umage for at undertrykke sladregenet, lige præcis når vi sidder i mødregrupperne, legegrupperne, klasse- og forældrerådene. Selvom vi bliver inviteret mere ind i det pædagogiske maskinrum end tidligere. For hvad nu, hvis vi (ubevidst) kommer til at ekskludere nogle forældre eller forstærke nogle rygter om, at den nye dreng i klassen vist er temmelig problematisk. Og hvad nu hvis vi (ubevidst) kommer til at kigge efter tegn på besynderlig adfærd og lige pludselig, trods alle vores gode viljer, kommer til at sprede negative historier og rygter om de børn, og måske også pædagogger og lærere, som vi i virkeligheden burde støtte og hjælpe.  


Så er det noget rod. Og derfor skal sladderen stoppes. Men det er saftsuseme svært at være den, der afbryder tilløb til sladder i forældrerådet. Og hvad ville der egentlig ske, hvis man sagde: ”Jeg bryder mig ikke om den måde, vi taler om børnene på” eller ”skal vi ikke lade være med at tale om dem, der ikke er her?” For sladder er også en tillidserklæring. Vi sladrer kun, når vi føler os trygge, og hvis der så pludselig sidder én og siger ”stop, det vil jeg ikke være med til”, så kan de andre nemt føle sig ydmyget. Og som gammel veltrænet sladrebefolkning er vi ikke vant til Elisabeth Friis-agtige kontrære typer, der ødelægger den gode stemning og belærer os andre om etisk korrekt opførsel.  


Så det er svært at få bugt med den uhensigtsmæssige sladder i forældrerådet – men måske skal vi prøve at gøre det alligevel.

 

Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her





0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page