Jeg hader, når folk dør for tidligt. Så lad dog være. Det er meningen, at mennesker skal blive gamle, tæt på 100 år, og derfor rammer det mig altid hårdt, når man hører om uventede dødsfald- især raske mennesker, der bare falder om. Som nu for eksempel Søren Pape. Først tænkte jeg, at det var relateret til det enorme pres, han har været udsat for, og at toppolitik i bogstaveligste forstand tager livet af folk.
Men så tændte jeg fjernsynet og fik at vide, at han netop havde modtaget folkets hyldest, og at der var tale om en blødning i hjernen. Endnu mere meningsløst og kan-ske-for-alle-agtigt. Den ene dag er vi her, og den næste kan vi være væk.
Og det fik mig til at tænke over, hvordan vi skal gøre vores børn i stand til at forholde sig til døden. For let´s face it. Vi lever i et samfund, hvor døden er stærkt tabuiseret, og hvor vi lader som om, den slet ikke findes. Selvom vi alle sammen ved, at vi kommer til at forholde os til den på et tidspunkt.
Selv var jeg så heldig, at jeg fik lov til at se min morfar dø på en meget fin og naturlig måde. Han var gammel, syg og mæt af dage og døde derhjemme med en sygeplejerske og børn og børnebørn omkring sig. Alle vidste hvad der skulle ske. Alle var afklarede med det. Og det ændrede fra den ene dag til den anden mit perspektiv. Døden kunne også være fredfyldt. Naturlig. Ja, måske endda ligefrem smuk.
Så hvordan ruster man ungerne til det?
Måske er første trin, at man indvier dem i ritualerne. Herhjemme har vi været ”heldige” 7,9.13, at vi indtil videre kun har skulle tage afsked med kæledyr og perifere slægtninge, som ungerne ikke har haft et nært forhold til. Det har betydet, at vi har kunne vise dem ritualerne, grav, bisættelse, kirke på en stille og rolig måde, hvor de ligesom fik et indblik i, hvad det handler om.
Og så er det nok en god ide at tale med dem om det og give masser af plads til undren og spørgsmål. Næsten alle børn gennemgår en fase, hvor de stiller spørgsmål som: ”Hvorfor skal alle dø? Skal jeg også dø? Og hvornår dør du, far?” Og her tror jeg, det er supervigtigt, at vi giver os tid til at svare roligt og ærligt uden at skræmme livet af dem. Jeg siger tit sætninger i stil med: ”Ja, vi skal alle sammen dø, men heldigvis bliver de fleste mennesker i dag megagamle” og ”ingen aner hvad der sker, når man er død, men mange døde ser meget fredfyldte ud, og der er også mange der tror på, at man kommer i himlen.”
På den måde er man ærlig og beroligende på samme tid. Jeg er meget imod, at man bilder børnene alt muligt ind, som så senere må trækkes tilbage. Til gengæld synes jeg, det er en glimrende ide at fortælle dem om verden på en måde, hvor de stadig kan sove trygt om natten. Så måske bør man forberede nogle begavede svar, når spørgsmålene på et tidspunkt kommer, ligesom man kan overveje at starte snakken selv, når det føles naturligt.
I øvrigt er det sikkert også er en god ide, at vi voksne bergynder at tale mere med hinanden om døden - den synes i hvert fald at være kommet for at blive.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments