top of page

#267 Længe leve Silkeborg IF




Onsdag

Pokalfinalen nærmer sig. Luften sitrer. Har lige været ovre på min lokale stamcafe, kafferisteriet Mørk, hvor en familie i AGF-trøjer pludselig trådte ind af døren. Til min store forbavselse genkendte faren mig, fordi jeg har lavet nogle indslag for Tipsbladet, og som fodboldtilhænger og skrivenørd er der næsten ikke noget større end at blive mødt af sætningen: ”Hey, er det ikke dig fra Tipsbladet?” Vi begyndte at tale om vores klubbers relation til hinanden, lillebror-storebror-forholdet. Hvordan det altid er en stor til ting for Silkeborg at møde AGF, mens det for dem mere er en tilfældig kamp i rækken. Og så fortalte faren, hvordan de havde taget færgen til Sjælland og pludselig havde set AGF bussen med hele spillertruppen trille ombord. Og så var de gået hen til dem, og drengen havde fået en bold med autografer og en selfie med Patrick Mortensen (anføreren), og tårerne var begyndt at trille ned af kinderne. Familien fortalte også, at Thomas Helmig havde taget turen sammen med spillerbussen, og det lød næsten for Aarhus kliche agtigt. Var Steffen Brandt der også? Og var det Peter AG, der kørte bussen? 


Onsdag eftermiddag

Hele tiden møder jeg mennesker, der forholder sig til finalen. Og min nabo har tegnet en odder i silketøj, der holder en pokal. Vi har klistret den på vinduet. Halstørklædet hænger der også. Nu er der kun et døgn til det går løs. Alle holder med os. Alle, der ikke har en relation til Aarhus, håber på at Silkeborg tager trofæet. Yngste søn er også begyndt at glæde sig. Hans lærere siger, at de har hørt utrolig meget om finalen. Jeg skal for første gang i min voksentid prøve at gå ind til den slags begivenhed sammen med ungerne. Som familiefar. Tidligere ville sådan en dag have budt på anseelige mængder alkohol, fyrre smøger og en bytur, men nu skal jeg prøve det på en mere ansvarlig måde. Og jeg glæder mig. Tænker, at det er en af den slags dage, der kan give ungerne en større tilknytning til klubben og som de måske vil huske i mange år fremover. Jeg forelskede mig selv i Silkeborg IF, da de løftede pokalen i 1994, som du kan læse om her. Og sådan en pokalfinale har jo potentialet til at skabe en gigantisk rød og hvid massepsykotisk glædesrus, som kan blive siddende i systemet ganske længe. Men det kan selvfølgelig også blive en gigantisk skuffelse. Der findes næsten ikke noget værre end at tabe til AGF.


Torsdag morgen

Nu har junior og jeg taget silketrøjerne på. Nu gælder det bare om at vente. Og gøre klar til at tage ind til fanzonen.  


Torsdag formiddag

På vej ind i mod København i toget. Det vrimler med AGF’ere. Som om hele Aarhus er taget til hovedstaden. Vi har oddertegningen med. Folk smiler. Spændingen tager til.


Torsdag eftermiddag

Alle silkerne går i fælles front mod Parken. Vi er en flok på otte og minsandten om ikke også solen bryder frem. Den yngste udbryder: ”Jeg anede ikke, at der var så mange, der holdt med Silkeborg.” Jeg forstår godt, hvad han mener. Det er faktisk et temmelig overvældende syn. Foran er der nogle, der fyrer romerlys af, der er trommer, fællessang og en intens atmosfære, som vi nærmer os Østerbrogade og Parken. Ved Gunnar Nu Hansens plads kører AGF’s spillerbud pludselig forbi. Alle Buher. Sekundet efter kommer Silkes bus. Ukontrollabel jubel. Fodbold er ikke så kompliceret. Der er de gode, og der er de onde. Vinderne og taberne.


Ind på stadion. Den store holder odderen op mod himmelen. Den yngste flager med sit nyt flag. Jeg er sikker på, vi taber. Måske er det en beskyttelsesmekanisme. En form for selvforsvar. Jeg er klar til at tage nederlaget i stiv arm, samtidig med at håbet, og drømmen, bobler inden i mig.


1 halvleg.

Fuck. De kan slet ikke ramme hinanden. Spiller som en pose nødder. Er nervøse. Ukendelige. Væk er det flydende spil og de små lækre pasninger. Tilbage står passion, fight og hjerte, men det er Jo GF’s ballgame. Hvis det fortsætter sådan her, bliver vi kørt over. Mast. Men der var en chance. Og der en mere. Og pludselig. Ud af ingenting en genial stikning fra Tonni til Sonne, og målmanden kommer ikke hurtigt nok ud og han bliver passeret. Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa….måååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååål Gruppekram. Alle omfavner alle. Alle kæmper med at lade være med at kaste deres fadøl op i luften. Men hov. Var-tjek. Fuck. Var der offside? Tilbageholdt åndedræt. Men pyha. Målet er godkendt. Jubelbrøl igen.

Og pause. 15 minutter med lavere puls og nøgtern analyse. Ungerne er på endnu. Det her en ekstraordinær begivenhed og alle er revet med.


2. halvleg.

AGF overfalder os med alt hvad de har. Stort hjerte, masser af passion. Men de har ikke mange strenge at spille på. Vi afkoder dem. Læser dem. Plukker dem. De bliver mere og mere frustrerede. Vi begynder at få chancer. Tonni brænder, Mccowatt rammer stangen, Thordarson får en friløber, men den går ikke ind. Lidt senere scorer han på hovedet, men det bliver annulleret. Kun 8 minutter tilbage. Det går helt sikkert galt. Eller gør det? To minutter tilbage. Silkedrengene spiller pludselig cool og frigjort. For første gang i kampen. Jeg begynder at mærke en klump i halsen. Nu er der kun sekunder tilbage. Det kommer til at ske det her, vi kommer fandeme til at vinde en pokal. Jeg står ved siden af ungerne og holder om dem. Dommeren fløjter af. Jeg bliver berørt og får våde øjne. Alle knuser hinanden. Voksne mænd græder, nogle jubler, alle er i komplet ekstase. Jeg oplevede ikke sidste gang Silke vandt pokalen, i 2001, fordi jeg var ude og sejle. Men jeg var der som nævnt i 94, og jeg troede aldrig, at jeg skulle opleve det igen. Tænk at silke igen er et vinderhold. Sådan et der rent faktisk spiller med om titlerne.


Jeg går med drengene ned mod banen for at få autografer. We are the Champions gjalder ud af højtalerne. Store Kent Nielsen får en lufttur, drengene kigger betaget på silkespillerne, der pisker rundt og sprøjter øl på hinanden. Nicolai Larsen løfter pokalen. Masser af konfetti. AGF’erne er gået hjem, og vi har hele stadion for os selv. Alt var kørt i stilling til en fest i Aarhus. Men deres lidelseshistorie fortsætter. Ligesom vores eventyr. En mand roser mig for at have taget drengene med: ”Det her kommer de til at huske resten af livet”. Det håber jeg. Det er oplevelser som disse, der skaber nye generationer af fodboldtilhængere.  


3 halvleg

Ungerne og kæresten er taget hjem. De røde ejer byen. Shots, fadøl og masser af energi. Så endte det alligevel med en bytur. Slukørede AGF’ere tager nederlaget i stiv arm. Roser os. Kalder det velfortjent. Samtaler stikker i alle retninger, men hele tiden vendes der tilbage til kampen: Hold kæft en stemning til sidst, vildt at tonni ikke scorer. Vi bliver væk fra hinanden. Det er midt om natten. I toget hjemad sidder flere desillusionerede Aarhusianere, og jeg får de sidste anerkendende nik. Vi har ikke flere ord i os. Alt er blevet sagt.


Fredag

Tilbage står at Silkeborg har vundet en pokal og at vi som familie gennemlevede en af de dage, man vil huske tilbage på i mange år fremover. Og så pyt da med at koster en smule tømmermænd.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her





0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page