Første gang Poul stillede sig hen foran lejrbålet til aftensamlingen på familiehøjskolen, piskede børnene rundt og koncentrerede sig om alt muligt andet. Nogle havde travlt med at lære hinanden at kende, andre snakkede nervøst med deres forældre og atter andre kiggede på deres telefoner, fordi de dér kunne få fornemmelsen af noget sikkert og velkendt.
Men Poul var ligeglad. Han fortalte sin historie. Om den nordiske mytologi. Hvordan Balder blev slået ihjel, Loke lavede rav i den og Thor forsøgte at løse alle problemer med sin hammer. Og han hævede ikke stemmen, altså Poul. Han fortalte historien i et roligt indlevende toneleje og lavede kun stemmemæssige udsving, når handlingen i historien krævede det. Han tog overhovedet ikke notits af, at det nærmest var umuligt at høre noget, fordi der var så mange børn, der fjollede rundt. Jeg tænkte over, hvordan jeg selv ville have gjort, hvis det havde været mig. Jeg ville have tysset på dem, bedt forældrene om at hjælpe, være blevet stram i betrækket og have sagt: ”I skal være stille. Jeg begynder først at læse, når der er fuldstændig ro.”
Men sådan gjorde Poul ikke. Poul fortalte sin historie. Og næste aften gjorde han det igen. Og her skete der noget interessant. Nu var der lidt flere børn, der lyttede. Og endda nogle, der tyssede på nogle andre, fordi de gerne ville høre historien. Og næste aften var det endnu mere udtalt. Her var der nærmest fuldstændig ro. Hos os kom det til udtryk ved, at den, dengang femårige, lagde sig på græsset og lukkede øjnene og lyttede. Han havde ligesom kapituleret og indset at dette var en stund, hvor man ligeså godt kunne lægge sig ned og lytte til Pouls behagelige stemme (selvom meget af handlingen må være fløjet hen over hovedet på ham).
Dybt fascinerende. En mand, der uden manuskript, kunne tryllebinde 100 børn ved fortællingens kraft, selvom alle jo ved, at børn i dag ikke kan koncentrere sig og fordybe sig om noget, der går langsommere end Fortnite og Minecraft. Men det havde de her børn tilsyneladende glemt. De lod sig gladeligt sende til Midgård, Udgård og Valhalla, og det fik mig til at tænke på min egen skoletid, hvor jeg også havde en Poul, der hed Niels, som mestrede håndværket ”fortælling”. Også han kunne tryllebinde en hel skole, når han stillede sig op til mikrofonen fredag formiddag, og man satte sig ligesom bare til rette og slappede af i skuldrene, fordi man vidste, at det ville blive en god oplevelse, hvis man gav sig hen. For Poul, som altså hed Niels, leverede altid varen. Altid fortællinger af høj kvalitet, leveret med et overskud og en præcision, som kun en håndværker mestrer.
Men jeg tror, fortællingen som håndværk eller kunstart har det svært. Jeg er ikke sikker på, at der bliver udklækket mange nye Niels’er og Poul’er, og jeg tror, at dem der er, gemmer sig på små friskoler og højskoler, hvor alt for få kommer til at høre dem.
Og det er en skam. For når man sidder med sine unger og lytter til en fortæller, som virkelig kan sit kram, kan man mærke en helt særlig kraft og intensiv ro. Den sidste aften sad samtlige unger og deres forældre (på nær nogle enkelte, der ikke kunne slippe telefonen) tryllebundne og lyttede så koncentreret, at man vitterligt ville kunne høre en knappenål falde til jorden.
Så måske skal vi proppe nogle flere fortællinger og historier ind i vores børns liv, så de kan få nogle kæmpestore oplevelser og samtidig blive trænet i den ro og fordybelse, som er så stor en mangelvare i vores travle skærmificerede samfund.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments