top of page
jesperkoerstz

#279 Er campingmødre sure?


Foto: Unsplash.com

Da jeg hørte hendes stemme i is-køen i campingkiosken, troede jeg, hun lavede sjov: ”Vær stille, ellers er der nul fredagsslik” Men hun blev ved: ”I har bare at være rolige, ellers får I store problemer.” Børnene fik adskillige møgfald i de næste minutter, selvom de ikke gjorde andet end at være almindelige børn i en is-butik. Hvad pokker var den mor så sur over? I det samme kom en anden mor ind i butikken, hun talte også hårdt til sit barn, og jeg begyndte at tænke over, om mødre på campingpladser generelt er mere sure end andre mødre.


Jeg købte en kop kaffe og satte mig over på en bænk ved campingpladsens legeplads, mens ungerne gav den gas på hoppepuden. Afslapning overalt. Klipklappere, løsthængende t-shirts og bare maver. Og rigtig mange kasketter. Som om kasketten havde fået en renæssance i campingmiljøet, og jeg havde ikke set så mange kasketter, siden jeg en gang i slutfirserne var til……jeg blev afbrudt i min tankerække af endnu en sur mor: ”Du skal gå hjem, så du ikke bliver kold, ellers henter jeg far.” og lidt efter endnu en: ”Nu kommer du herover. Lige nu!”. Var det her en campingplads for ekstremt sure mødre? Eller blev de sure af at være her?


Flere mødre kom gående med poser med opvask, for opvaskestedet lå lige ved siden legepladsen. Hvorfor var der ingen mænd, der gav en hånd med? Jeg har altid betragtet opvask som et af de områder, der er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, men i campingmiljøet holder man måske så meget fast i traditionelle kønsroller, at kvinderne konsekvent tager sig af børn, opvask og madlavning, mens mændene kører bil og sætter fortelt op? Var det mon det, der tærede på mødrenes humør?


Jeg kiggede efter fædrene og fandt et par stykker i udkanten af legepladsen. De sad på en bænk og drak dåseøl og så aldeles afslappede ud med deres kasketter og bare maver: ” Ah, nu har jeg sat fortelt op, så nu gælder det bare om at slå mave, og gid hun dog laver en irish coffee, når hun har vasket op?” Campisterne er vist nok vilde med irish coffee. Og kaffe. Og termokander. I alle fortelte står der termokander med blomster på eller dem med de underlige låg. Stor kontrast til legepladserne i storbyen, hvor det vrimler med to-go-krus fra café latte drikkende forældre. 


Det er helt sikkert også mødrene, der laver kaffe. Selvom de ikke gider: ”Ikke nok med, at jeg skal lave primitiv mad, gå på toilettet sammen med andre, vaske op i et åndssvagt fælleshus, så skal jeg også lave skod-Gevalia-kaffe, som skal i vores idiotiske blomstrede termokande og serveres til min småfede kasketbærende dovenlars af en mand, som jeg ikke en gang kan knalde med i sommerferien, fordi vi har valgt en ferieform, hvor vi er så absurd tæt på vores naboer, at alle kan høre selv de mindste udskejelser om natten. Fuck hvor jeg hader mit liv, men hvad gør man ikke for ungerne?”

 

Og så har hun slet ikke opdaget, at hendes indestængte frustrationer faktisk går ud over børnene, som hun kommer til at skælde ud på. Heldigvis har de så stor en fest på hoppepuden med de andre campingunger, at de ikke rigtig ænser det. Og mændene har slet ikke fanget budskabet. De tænker bare, at det nok er den tid på måneden, og hvor er det dog skønt, at man kan sidde her på legepladsen med de andre mænd og drikke nogle dåsebajere.


Ja, det må være derfor, at campingmødrene er så sure. Med mindre selvfølgelig, at jeg overfortolker tingene en smule...


Tak fordi du læste med



Ovenstående tekst har tidligere, i en lidt anden form, været udgivet her på siden. Henover sommeren forsøger jeg at give nyt liv til nogle af de gamle tekster. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




 

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page