Vedholdende og insisterende læsere af denne side vil vide, at jeg for et års tid siden flyttede i bofællesskab med min familie, og i den anledning skrev teksten fællesbad og bollerum, som du kan finde her. Og det var ikke bare et almindeligt bofællesskab. Det var sådan et, som skulle etableres helt fra bunden i nogle bygninger, der ikke var bygget endnu. De skulle først masseproduceres på en fabrik og transporteres på store lastbiler for så at blive hejst op i luften af kraner og placeres oven på hinanden. Lidt ligesom store legoklodser. Så vi vidste ret beset ikke, hvad vi købte, udover at vi havde set nogle flotte billeder i en brochure. Mange folk er i øvrigt skeptiske, når de hører om projektsalg. Det er risikofyldt, komplekst, uprøvet, fyldt med fejl og mangler, og bankerne rynker også brynene og siger: ”Er I nu sikre på, at det er det, I vil?” Og alle kender i øvrigt nogen, der har brændt nallerne. Så det kræver stærke nerver, masser af penge til advokater og en god portion tålmodighed, fordi den slags projekter også altid bliver forsinkede.
Og læg så oven i, at du sideløbende skal indgå i og opbygge et fællesskab, hvor I på forhånd har lovet hinanden, at I skal spise sammen fire gange om ugen, og hvor I lige mangler at blive enige om madplaner, bordmanerer, indretning af vaskeri, gæsteværelser, tv-stue, delebilsordning og et industrikøkken.
Ja, så har man opskriften på et år med virkelig mange møder og sociale antenner og samtaler, der starter med: ”Ja, jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg er ikke sikker på, at jeg er enig…”. Og samtidig kigger man på projektbørnene og krydser fingre for, at de hygger sig, mens de voksne sveder, for et af hovedargumenterne for at flytte i bofællesskab er jo netop, at det er skønt for ungerne. Ligeså skeptiske og skræmte folk ser ud i hovederne, når man siger til dem, at man skal spise sammen fire gange om ugen, ligeså forstående og anerkendende bliver de, når man nævner et børneliv som Alle vi børn i Bulderby, hvor børnene løber ind og ud hos hinanden og lærer at være sammen på en helt anderledes fri måde, end det man kender i det mere traditionelle lege-aftale-Danmark.
Og jeg vil ikke lyve. Det koster på overskudskontoen at gennemføre et projektsalg, eksekvere en børnefamilieflytning og lære hundrede nye mennesker at kende i et forpligtende fællesskab, som man har investeret så mange penge og timer i, at det simpelthen er nødt til at lykkes.
Men her er 5 grunde til, at det alligevel er sliddet værd.
Den første handler om aftensmad. Du aner ikke, hvor mange timer, du bruger på aftensmad, før du stopper med at lave det. Samtaler, indkøb, tilberedning, borddækning og opvask. Fjern det hele fra ligningen og pludselig sidder du en eftermiddag kl. 17 og kigger kæresten i øjnene og siger: ”Gud, hvor mærkeligt, at vi bare kan sidder her og snakke.” Og senere går du over i fælleskøkkenet og spiser noget lækker mad, som andre har lavet, og det er oven i købet sundt, vegetarisk og eksotisk, så det også bonger ud på sundheds- og klimabarometeret.
Den anden grund handler om rummelighed og kompromisser. Bofællesskaber er et studie i rummelighed og i en tid, hvor vi helst kun vil mødes med ligesindede i institutioner, skoler, på arbejdspladser og sociale medier, ja, så er bofællesskabet en fascinerende størrelse, hvor du er tvunget til også at være sammen med mennesker, som du er uenig med, og du skal også snitte grønsager og vaske op sammen med dem, og ofte finder du ud af, at disse irriterende individer ikke kun er irriterende, men også ganske søde, og når det først prenter sig ind i systemet, er det svært at forblive sådan rigtig fordomsfuld. Og det der med kompromiserne, kommer helt af sig selv. Der er så mange drøftelser, dagsordner, drømme og perspektiver, at du bliver skør i hovedet, hvis du skal kæmpe helhjertet for det hele. Du bliver hurtig skarp på, hvad der betyder noget, og hvad du alligevel godt kan leve med. Så var det heller ikke vigtigere med farven på de gardiner inde i fælleshuset.
Den tredje grund er logisk, men også helt central. I en børnefamilie er det bøvlet at dyrke sine hobbyer og interesser som voksne, fordi det kræver planlægning, logistik og transport. Men i bofællesskabet bliver det nemmere, fordi der altid er nogen, der kan lide det samme som dig, og fordi transport ikke længere er et issue. Det er virkelig nemt at arrangere yoga i fælleshuset eller tage hen på den nærmeste græsplæne og spille fodbold. Og den slags interessefællesskaber pibler frem i alle bofællesskaber. Småbørnsforældre har et undertrykt behov for kreativ og kropslig udfoldelse, fordi de alt for længe har siddet indenfor og set Teletubbies om dagen og Netflix om aftenen.
Og så er der festerne. Pludselig skal man ikke tænke på børnepasning og hentning og bringning. Bofællesskabsfester holdes i babayalarmafstand, og man kan oven i købet bestikke en teenager til at holde øje med sit afkom. Og der kommer en masse mennesker, man godt kan lide og som man tør slå sig løs sammen med, fordi de allerede har set, hvordan man ser ud når man er morgensur eller går amok til et fællesmøde. Småbørnsfamilielivet er en tid nærmest blottet for privatfester (i hvert fald uden balloner og saftevand), men mindre man flytter i bofællesskab.
Og så er der det med ungerne, som bare er fedt. De helt små pibler ind og ud hos hinanden som lemminger, og man kan umuligt gå igennem vores bofællesskab om eftermiddagen uden af høre lyden af en flok unger, der løber uden for og leger. Og det er fedt at tænke på, at de fleste af disse unger kommer til at kende hinanden og årevis og også have hinandens ryg om ti år, når de skal ud og gå bananas på dansebar og andre steder, hvor det er en kæmpestor fordel at have en masse gode venner.
Og det er måske det fedeste ved at bo i bofællesskab. At du får et sted, du hører til. Hvor folk bekymrer dig om dig, holder øje med dit hus, når du ikke er hjemme, og hvor man altid har muligheden for at være social, hvis man skulle have lyst til det.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments