Har du set Mette Frederiksens nye hår? Og Pernille Rosenkrantz Theils? Og ham med krøllerne fra Gift ved første blik? Da Mette Frederiksen præsenterede sin ministerrokade, altså den manøvre, der gik ud på at lade som om Sofie Hæstorp skulle forfremmes, selvom hun i virkeligheden skulle fjernes fra rådhuset, inden det hele brændte sammen. Ja, der lagde jeg mærke til, at både Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz havde foretaget drastiske ændringer i deres frisurer. Og senere samme dag læste jeg, at de også havde købt sommerhus sammen. Måske der kunne være en sammenhæng? Måske havde de brug for forandring. Og et nyt udtryk. Og så har de siddet og kigget på sommerhuse, og så har Pernille sagt til Mette: "Mette, du kunne godt prøve at være lidt mere afslappet i dit udtryk og måske slå håret lidt ud", og Mette har sagt til Pernille: "Pernille, du kunne godt få sådan lidt mere puf i det, måske lidt krøller eller noget."
Og så har de gjort deres bedste. Mette har prøvet at få et afslappet look, og derfor er hun endt med noget udglattet hår, der dog ser ud som om det mest har lyst til at hoppe tilbage i en kontrolleret hestehale. Og Pernille har prøvet med lidt puf, en lille permanent, der fuldbyrder transformationen fra vild venstreorienteret hønsekastende rebel til ansvarlig socialdemokratisk parcelhusdame. Og så er der ham fra Gift ved første blik. Ham aner jeg ikke en pind om, udover at han har noget alternativt hår, der gør, at man ikke bliver overrasket, når man hører, at han bor i kollektiv og dyrker en form for yoga, hvor man åbenbart bærer rundt på hinanden.
Og nu nærmer jeg mig vist så småt en pointe. Og den handler om hår. Og vores forventninger om mennesker baseret på deres frisurer. Det er gået op for mig, at hår er den vildeste identitetsmarkør, og jeg ved det selv, fordi jeg er en langhåret mand, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt, om jeg spiller guitar eller vil købe noget hash. For frisurer sender signaler. Om langhårede loose mænd, om kontrollerende kvinder med knold i nakken og en syv otte andre stereotyper, som man lynhurtigt afkoder, når man studerer deres hår eller mangel på samme.
Og det gælder selvfølgelig også vores unger. Børnenes hår viser også hvem de er (og måske hvem deres forældre er). Så derfor er det selvfølgelig fristende som forældre at have en holdning til børnenes frisurer. Men skal vi egentlig det? Eller skal vi lade dem bestemme selv? Hos os har vi valgt ikke at blande os ret meget (sikkert fordi vi er nogle hippier) og det har ført til, at den ene har langt hår lige nu, mens den anden er temmelig korthåret. Men det er sjovt så ens frisurer de fleste børn har. Næsten alle piger har langt hår, mens næsten alle drenge har kort hår. Og der er næsten ikke nogen, der har vilde frisurer eller udfordrende farver. Måske er det er tegn på, at vi er en stille og rolig socialdemokratisk befolkning, der godt kan lide, at alle ser nogenlunde ens ud. Eller måske har vi nogle fasttømrede billeder af ”den søde langhårede pige” og den vilde korthårede dreng”, som vi ikke ser nogen grund til at lave om på.
Men hvordan ville man egentlig reagere, hvis ens søn en dag kom hjem og ville have hanekam, eller hvis ens datter kom hjem og sagde, at hun gerne ville plysses? Ville de få lov til det? Eller ville man vejlede/lokke/tvinge dem til at komme på bedre tanker.
Tak fordi du læste med og helt og lykke med de hårfine balancer
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Commentaires