Først var jeg til fællessang på vores lokale højskole, hvor jeg havde tvunget den syvårige med, og hvis du ikke ved det, eller har glemt det, kan jeg fortælle, at der ikke er nogen der kan se sure ud som en syvårig. Så han sad og vrissede, mens vi sang Hvad tænker Ingrid på, som er den mest populære højskolesangbogssang hos unge mennesker lige nu. Måske fordi sproget er så ungdommeligt. Måske fordi teksten kredser om emner som køn, parforhold og moderne familieliv. Bagefter sang vi en ny sang af Dy Plambeck, og det fik mig til at tænke over en bog, jeg en gang havde læst af hende, som ikke gjorde stort indtryk, men sangen var egentlig meget god. Og måske får jeg det med Dy, som jeg har det med Stine Pilgaard, hvor jeg bedre kan lide sangene end romanerne. Fortabt er jeg stadig er i hvert fald god, og det er i grunden længe siden, jeg har hørt den, så måske burde jeg ønske den…
Vores lokale Troubadour Anne Iben kiggede også forbi og sang en fredssang, og det kunne den syvårige lide, for teksten var skrevet på uddelte postkort, som man kunne lege med, og man skulle også stå op, så der ligesom skete noget. Og hvor er det i grunden godt, at der stadig findes mennesker, der gider gøre sig umage og skrive sange, og måske er det heller ikke så tosset, at nogen rejser rundt med et fredsbudskab i disse tider....
Og så sluttede vi af med regnvejrsdag i november.
---
Et par dage efter var jeg så til morgensang på mit arbejde, fordi vores musiklærere har fået den geniale ide at lave fællessang for de studerende tre dage om ugen. Så vi stod samlet ved det store flygel ved midtergangen, og jeg var helt klar, og så starter de Gudhjælpemig med to sange, jeg ikke kender. Og hvis du ikke ved det, eller har glemt det, kan jeg fortælle dig, at der ikke er noget så irriterende som at være til fællessang og være klar til at skråle og så skulle lære noget nyt. Men heldigvis viste det sig, at jeg alligevel kendte nummer to lidt, og så gik det alligevel.
Og bagefter skulle vi så synge Hold håbet op, som var den med Dy Plambech fra højskolen, og nu var jeg pludselig ham, der kendte den og kunne synge højt, og det er jo virkelig rart at synge noget man kender. Især når det er en ny sang, der viser sig at være så god, at det føles lidt som at få en ny ven.
Bagefter blev der ønsket Papirklip, men det var ikke så godt, for Kim Larsen har karantæne til fællessang lige nu, fordi han bliver ønsket for meget. Men så brød jeg ind og mindede om, at den jo er skrevet til en legendarisk scene med Erik Clausen, der lige er død (ligesom en urovækkende mængde andre musikere og kulturpersonligheder i den senere tid), og så fik den lov at komme med alligevel. Og den kan alle jo synge med på.
Og så sluttede vi af med Regnvejrsdag i november
---
Senere, om aftenen, var jeg til et arrangement på Kommunen, hvor vi også skulle starte med en fællessang, og så skulle vi synge Regnvejrsdag i November. Og hvis der er noget, der er irriterende ved fællessang, så er det, når man skal synge den samme sang for meget, og nu havde jeg lige sunget den to gange, og min søn har også lige lært at spille den på klaver, så jeg hører den temmelig tit derhjemme, og nok er det en fin sang, men alligevel. Og det mindede mig i øvrigt om, at højskoleforstanderen havde fortalt, at Pia Raug havde skrevet melodien med tømmermænd, så hun har sikkert også gået og nynnet den en hel dag, indtil hun til sidst blev så træt af den, at hun ikke magtede mere. Lidt ligesom mig.
---
Men sådan er det nok bare med fællessang. Nogle gange er det de forkerte sange. Nogle gange er der for mange nye. Eller gamle. Eller ukendte. Eller kristne. Andre gange sidder den lige i skabet og nogle gange kommer man ligefrem hjem med en ny ven. Og måske har man også tænkt nogle nye tanker. Måske kom man til at tænke over en linje eller en begivenhed, en digter eller en musiker, eller måske oplevede man bare, at der skete noget særligt, da man stod tæt på en masse andre mennesker og gjorde sig en lille smule sårbar.
Og det er derfor, vi skal slæbe vores unger med til fællessang. Fordi det er ligesom broccoli. Vi har ikke nødvendigvis lyst til det, men vi har godt af det, og hvis vi kan vænne vores børn til det, giver vi dem en vej ind i kulturen, som kan give dem en masse store og vigtige oplevelser fremadrettet. Spørg bare Grundtvig, Alsangerne under krigen, højskoleforstandere fra nær og fjern, Philip Faber og alle de andre fællessangere som har formet os op igennem historien.
Tak fordi du læste med og held og lykke med fællessangen.
Og lad mig da lige komme med et reklameindslag for en enkelt gangs skyld. Hvis du er på Roskilde-egnen i morgen vil jeg stærkt anbefale fællessang på kafferisteriet Mørk kl. 15. Du kan læse mere om arrangementet her. Husk også at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
תגובות