-Far, er Vietnam ikke et diktatur?
-Jo, kommunisterne erobrede magten, da amerikanerne tog hjem, og de er ligesom blevet siddende. Og der er ikke ytringsfrihed, man må ikke være kritisk over for styret, og der er ikke en fri presse.
-Bør man overhovedet støtte sådan et land?
-Altså…øh…de er ikke sådan rigtig undertrykte. De har en åben økonomi, tager imod millioner af turister, og befolkningen har oplevet at blive mere og mere velhavende.
-Så diktatur er okay, hvis befolkningen får penge, og der kommer turister?
-Sådan kan man nok ikke stille det op. Men verden er kompleks. Jeg lagde også mærke til at kong Pingo for nylig gav elefantordenen til diktatoren af Egypten, så det kan nogle gange være svært at sætte grænsen.
-Og hvad med flyveturen? Hvordan pokker kan vi forsvare at brænde så meget CO2 af?
-Øh….det er også lidt svært. Men vi flyver jo ikke så meget, og jeg synes, det er okay, at man flyver en gang imellem, for det er også vigtigt at komme ud og opleve verden. Og selvom klimakrisen kræver individuelt ansvar, så kræver den først og fremmest politisk handling.
-Okay. Jeg tror, jeg forstår det. Diktatur og forurening er okay, når det passer ind i vores ferieplaner.
---
Ja ja. Mine unger har selvfølgelig ikke stillet mig disse modbydelige spørgsmål og tvunget mig til at opfinde velegnede svar. Men det kunne de have gjort, hvis vi tog til Vietnam om et par år, når de er blevet større. Men det gør vi ikke. Vi gør det lige nu, og i dette sekund sidder jeg højt over Tyskland (tror jeg nok) og har ti timer tilbage af flyvningen, hvilket immervæk er en slat, og ved siden af mig sidder en Vietnamesisk mand og sover med hovedet mod min skulder, og på den anden side af gangen sidder min familie på rad og række og hygger sig ved flyets skærme. Den store hører musik, den lille spiller spil, og min kæreste ser film.
Vi har besluttet os for at holde en lang ferie i Vietnam, fordi vi gerne vil snyde vinteren. Og fordi vi ofte mindes ferien for ni år siden i Sri Lanka. Og fordi vi har brug for eventyr. For at mærke, at tilværelsen kan være andet end hverdag og leverpostej. Så nu gør vi det. Nu er vi kommet langt nok væk fra coronaen, til at verden igen føles som et sted, vi tør rejse ud i.
Men hvorfor lige Vietnam? Måske mest på grund af andre lande og kontinenters utilstrækkelighed. Costa Rica var for dyr, Sydamerika for farlig, Nordamerika for Trumpsk, Afrika for fattig og Mellemøsten for ørkenagtig (og farlig). Og så synes jeg, at Vietnam har en dybt fascinerende historie.
Og vi har fikset det hele selv. Hoteller, togbilletter, flodture, museer og strikket et program sammen, hvor vi starter i det kolde nord (ca 20 grader) og rejser videre ned mod turisterne i syd (cirka 30 grader). Og hvis du også overvejer at tage langt væk, vil jeg anbefale at arrangere det selv, hvis du altså har masser af tid, og godt kan lide den slags (ligesom min kæreste). Ellers skal du få andre til det. Og betale dig fra det. Men det er saftsuseme blevet nemt at bestille alt muligt. Alle hoteller og firmaer er digitaliserede, og du kan booke det meste på telefonen. Vi har mest søgt efter steder, der havde pool, lå centralt og kunne afbestilles helt frem til ankomst. Og så har vi læst de aktuelle anmeldelser i håb om at undgå de værste skadedyr og renoveringer.
--
Nu har de dæmpet lyset i kabinen, fordi vi skal lege, at det er nat, selvom klokken kun er 16. Heldigvis stod vi op, før fanden fik sko på, så vi er temmelig trætte. Manden foran har netop slået sit sæde ned, så jeg sidder med computeren helt oppe i fjæset, og derfor bliver jeg nok også snart nødt til at overgive mig og sætte mig tilbage i stolen og lukke øjnene, selvom jeg historisk set aldrig plejer at falde i søvn i flyvemaskiner. Jeg lever nemlig i den vildfarelse, at jeg bedst kan sørge for min families flymæssige sikkerhed, hvis jeg holder mig vågen og i konstant alarmberedskab (ja ja, ved godt at det er en smule irrationelt).
Pokkers. Nu beder de os om at tage seler på, hvilket betyder turbulens. Det hader jeg.
Føj, hvor det gynger nu. Og jeg kan også se på skærmen, at vi flyver faretruende tæt på Ukraine. Gør mig ikke mere rolig. Men alle de andre ligger og hviler sig. Så måske burde jeg også prøve. Og det er vel lige netop det, lange rejser handler om. At overlade kontrollen til andre, og stole på, at det hele nok skal gå, fordi verden er fyldt med flinke mennesker.
Og nu er der kun 9 timer tilbage af flyveturen.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Commentaires